Andet afsnit af "Jagten på det gode liv"

Vi har nu gennemført en tredjedel af Vitus’ Brain Balance program!

Hurra – vi er kommet fint igennem de første 12 sessions af Vitus’ Brain Balance program. Tre gange om ugen lejer jeg en bil og suser til New Jersey med Vitus. Turen tager ca 35 minutter hver vej, og jeg må lettet konstatere, at praktikken har fungeret upåklageligt. I starten var jeg temmelig nervøs – jeg brød mig bestemt ikke om tanken om at køre på Manhattan, og jeg var bange for, at vi ville ende i kilometerlange køer. Alle mine bekymringer er – som ofte før – blevet gjort til skamme, og det er gået så fint.

Vitus elsker “sin skole”. – For det kalder vi det. Skole! Han nyder at være på centret og har forelsket sig totalt i Miss Kyla, som typisk laver hans program sammen med ham. Vi er afsted hver mandag, onsdag og fredag, og hans en-times sessioner består typisk af en blanding af sansemæssige øvelser og kognitiv træning. Derudover laver vi et program derhjemme, som tager ca. 1,5 time hver dag. Jeg har skrevet mere om selve programmet tidligere – det kan du læse her.

Det er ret interessant at tænke tilbage på, hvordan Vitus var, før vi startede. – Ikke fordi han er totalt transformeret, men der er helt sikkert sket lidt forskelligt med den lille fyr. Vi ser nogle af de allerstørste forandringer ift. hans måde at vise følelser samt rent motorisk. Vitus har altid været en forsigtig – til tider bange og angst dreng. – Og den følelse han alleroftest ville vise i mødet med noget svært var at være ked af det. Han kunne blive SÅ hjerteskærende ked af det – nogle gange kombineret med at være bange og angst. Disse følelser har han selvfølgelig stadig i sig, men der er kommet et par nye slemme drenge med i klassen! Siden vi startede programmet, har Vitus somme tider vist en ny vrede og frustration, som jeg aldrig har set før! Han kan nu blive så hidsig og temperamentsfuld, at jeg sommetider bare må stoppe op og nyde synet af ham. Ja, jeg ved det lyder skørt, men når man har været vant til at have et barn, der mere eller mindre altid blev SÅ ked af det uanset hvad, der gik ham imod – ja, så er det nærmest en befrielse af se ham være vred og frustreret i stedet for. Det er jo bare ganske almindelig følelser, som vi alle har i vores krop. Vitus har bare ikke rigtig fundet dem frem før nu – og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han nok skal lære at håndtere disse følelser – jeg er bare glad for at han udvider sit repetoire. Han er også meget mere fjollet end tidligere, joker med ting og situationer, og griber nye – til tider intimiderende – oplevelser an med et smil i stedet for med gråd.

En anden ting, der er markant anderledes er Vitus’ motoriske færdigheder. Han har altid været ret langt bagud rent motorisk – noget har uden tvivl hængt sammen med, at han er ufattelig forsigtig. Han har aldrig kastet sig selv og sin krop ud på dybt vand, men en anden faktor har helt klart også været, at hans styrke har været minimal! Han har altid snublet nemt, og jeg har ofte tænkt på en slaskedukke, når jeg har kigget på ham 🙂 Den er ved at forsvinde lidt – den slaskedukke, og det er bare SÅ fedt at se.

Hver uge gør Vitus – og Kyla, som han træner sammen med – status. Vitus får en stjerne for hver færdighed, han mestrer, og alle disse stjerner skal op på Vitus’ helt egen plade, som hænger i gangen sammen med alle de andre børns plader. – Og det er selvfølgelig stort! – Det kan I nok forestille jer 🙂 Stolt som paven, får han sine stjerner, som sirligt og forsigtigt placeres helt korrekt på pladen. Se ham lige – så glad og SÅ dygtig.

img_1502-kopi img_1504-kopi

1 kommentar

  • Lisbeth

    I kan være SÅ stolte begge to! Efter at ha’ overværet Vitus’ træningsprogram må jeg virkelig tage hatten af, for hold nu op, hvor er han en mønsterelev! Han bliver i den grad udfordret og ikke en sur mine eller: NEJ, jeg vil ej! Han klør på, er koncentreret og dedikeret i en grad man ikke ser hos mange 4årige!
    Mormor er stolt Vitus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Andet afsnit af "Jagten på det gode liv"