Tvivlen nager mig dybt ind i hjertet…

Jeg ved ikke, hvad det er, men nogle gange får jeg simpelthen så stærke fornemmelser for noget, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Jeg bliver ganske enkelt sat ud af spillet, og må hellige mig den fornemmelse fuldt ud for at undersøge, om det er noget, jeg skal rette ind efter, eller om det ikke nødvendigvis har “hold i virkeligheden” (lige nu). Sådan en fornemmelse fik jeg for nogle dage siden: jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg tror på, at Vitus er klar til at starte i kindergarten efter sommer! Der er ingen tvivl om, hvor langt han er kommet, og hvor meget han har udviklet sig. Det er fantastisk, og det er der aldrig nogen, der vil kunne tage fra os – men jeg er virkelig i tvivl om næste skridt. – Det er der nogle forskellige grunde til. For det første synes jeg stadig, det...

Vores allerførste “forældre-lærer samtale”… Om Vitus!

Når man har børn, er forældre-lærer samtaler en almindelig del af livet. Man kommer på besøg i børnehaven, i skolen og taler kort om, hvordan det går med barnet. Vi har af gode grunde aldrig været til en forældre-lærer samtale omhandlende Vitus. I hvert fald ikke indtil i mandags… Som nogle af jer ved, var jeg enormt meget i tvivl for et par måneder siden, da Vitus skulle starte i pre-school. Skulle jeg fortælle lærerne om hans historie? Skulle de vide alt om Vitus, for at kunne hjælpe ham bedst muligt? Eller ville det være bedst, hvis jeg ikke sagde noget, så de kunne møde ham så fordomsfrit som muligt? Jeg gjorde mig rigtig mange tanker om dette, men besluttede faktisk i sidste ende ikke at sige særlig meget… Selvfølgelig skulle de vide, at Vitus har problemer med at spise; at han kun spiser suppe, og at man godt lige...