I går var en deprimerende dag… Humøret var lavt, angsten kiggede forbi, og jeg havde svært ved at bevare min optimisme… Sådan er det nogle gange, men heldigvis er livet stærkt foranderligt. – Det har jeg lært, men jeg glemmer det ofte på de dårlige dage. I dag har været en bedre dag. Heldigvis! Jeg fandt kameraet frem tidligere, og mit hjerte fyldtes med glæde og lykke, da jeg kiggede vores billeder fra julen igennem. Kærligheden er så voldsom! Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det “at elske” kunne være SÅ intenst, SÅ overvældende, SÅ altoverskyggende, SÅ angstprovokerende og SÅ fantastisk! Kærligheden til sine børn slår alt… Her er nogle af de øjeblikke, jeg fangede imellem håbløse og langtrukne måltider med Vitus… Elsker alle på og alt ved disse billeder!    

Vi har haft en dejlig jul. – Vi har i hvert fald forsøgt. Ihærdigt. – Men – ærligt – jeg synes, det har været lidt hårdt… Vitus’ spiseproblematik er blusset op igen, og de bekymringer der følger med, har været hårde at tackle ved siden af julens forpligtelser om at være glad og givende. Jeg har prøvet så godt jeg kunne, men mest af alt har jeg haft lyst til at gemme mig selv og min familie langt, langt væk. Nogle gange drømmer jeg om at gøre alvor af min trang til at gemme mig… – Nogle gange ville jeg ønske, at det var muligt at forsvinde fra jordens overflade og så poppe op igen om 1-2 år. I drømmen er det selvfølgelig givet, at situationen er totalt – og aldeles positiv – anderledes, når vi kommer tilbage til overfladen igen. Hvis bare der var garantier… – Disse garantier om,...

Vitus og mad har altid været noget af en udfordring. Det har ikke alene fyldt utrolig meget tidsmæssigt – det har også været kilden til de fleste af mine bekymringer. Det er det egentlig stadig… – Og selvom der er sket utrolig meget igennem de sidste par måneder, bekymres jeg stadig… Som tidligere beskrevet, har Vitus’ udfordring været hans følsomhed. – Han har ganske enkelt ikke kunnet have noget mad i munden uden at få brækfornemmelse og kaste op. – Han har taget så usandsynlig små bidder, at hver måltid har været ufattelig tids- og mentalt krævende… Derudover har vi altid kæmpet med at holde ham på sin vægtkurve. En kamp der ofte har givet – især mig – ondt i maven. Når jeg tænker over det, så kommer meget af angsten fra Sofia… Storesøster var nemlig enormt småt-spisende, og vi måtte meget hurtigt slutte fred med et fald på...

Jeg har været tavs et stykke tid. – Og det er bestemt ikke fordi, der ikke er noget at fortælle… Måske tværtimod, og så kan det nogle gange være nemmere bare at tie stille. Der sker stadig en hel masse i vores lille familie, og jeg har efterhånden fået skaffet den ro omkring os, som jeg har haft enormt brug for. Vi er fortsat i ambulant forløb hos Glostrup Hospital – vores kontaktsygeplejerske kigger forbi hver 2.-3. uge, og jeg har meddelt kommunen, at vi – i øjeblikket – får den hjælp, vi har brug for. Jeg kunne bare mærke, at deres velmenende råd og insisteren efter netværksmøder blev for meget… For os er det vigtigt at holde fokus på en ting ad gangen, hvilket vi har fået ro til nu. Desuden er jeg ikke interesseret i, at Vitus kommer i nogen specialinstitution lige nu. Han trives så utrolig godt...