Når man har børn, er forældre-lærer samtaler en almindelig del af livet. Man kommer på besøg i børnehaven, i skolen og taler kort om, hvordan det går med barnet. Vi har af gode grunde aldrig været til en forældre-lærer samtale omhandlende Vitus. I hvert fald ikke indtil i mandags… Som nogle af jer ved, var jeg enormt meget i tvivl for et par måneder siden, da Vitus skulle starte i pre-school. Skulle jeg fortælle lærerne om hans historie? Skulle de vide alt om Vitus, for at kunne hjælpe ham bedst muligt? Eller ville det være bedst, hvis jeg ikke sagde noget, så de kunne møde ham så fordomsfrit som muligt? Jeg gjorde mig rigtig mange tanker om dette, men besluttede faktisk i sidste ende ikke at sige særlig meget… Selvfølgelig skulle de vide, at Vitus har problemer med at spise; at han kun spiser suppe, og at man godt lige...

Jeg har det virkelig ikke godt med det… Ja, undskyld mig, men jeg er seriøst hunderæd over at skrive dette indlæg. Mest af alt fordi jeg har aftalt med mig selv, at NU er det NU! Ved at skrive dette indlæg, forpligter jeg mig 110% til at gå helhjertet ind i det næste projekt – at få Vitus i gang med at spise på en ny og bedre måde. Men andre ord – at få Vitus til at spise selvstændigt og uden angst. Det er virkelig svært for mig at sætte ord på, hvad det gør ved mig, når snakken falder på dette emne; Vitus og mad. Det virker helt irrationelt og skørt – og det er det også – men det er også sandheden. Der bor uden tvivl en angst i Vitus, som jeg mærker meget tydeligt. – Og der bor uden tvivl en angst i mig, som Vitus...