Ja, hvordan går det egentlig med den mad?! Det har jeg villet skrive om i lang tid, men er hele tiden kommet fra det. Nu er det tid, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive et eller andet revolutionerende – men det kan jeg desværre ikke… Eller dvs – der er bestemt sket noget, men jeg har ikke en dreng, der sidder med sine leverpostejsmadder i spisefrikvarteret. Mine guldklumper! Umiddelbart før sommerferien fandt jeg via mit netværk frem til en spisespecialist, der gerne ville komme hos os privat og arbejde med Vitus. Hun arbejdede til dagligt på et af de mest anerkendte og specialiserede hospitaler for børn med spiseudfordringer, så kompetencerne kunne ikke blive bedre, og vi var selvfølgelige forventningsfulde og spændte. Vi valgte at gå “all-in” og fik hende til at komme tre gange om ugen for virkelig at give det et reelt shot. Hendes metode mindede meget om...

Jeg har det virkelig ikke godt med det… Ja, undskyld mig, men jeg er seriøst hunderæd over at skrive dette indlæg. Mest af alt fordi jeg har aftalt med mig selv, at NU er det NU! Ved at skrive dette indlæg, forpligter jeg mig 110% til at gå helhjertet ind i det næste projekt – at få Vitus i gang med at spise på en ny og bedre måde. Men andre ord – at få Vitus til at spise selvstændigt og uden angst. Det er virkelig svært for mig at sætte ord på, hvad det gør ved mig, når snakken falder på dette emne; Vitus og mad. Det virker helt irrationelt og skørt – og det er det også – men det er også sandheden. Der bor uden tvivl en angst i Vitus, som jeg mærker meget tydeligt. – Og der bor uden tvivl en angst i mig, som Vitus...

Jeg synes virkelig, vi har forsøgt mange ting, for at hjælpe Vitus… Jeg synes virkelig, vi har gjort alt, hvad der står i vores magt for at finde frem til lige præcis dén tilgang, der kan hjælpe vores søn! Derfor er det også ekstremt frustrerende, når nogle ting ikke rigtig udvikler sig, som man havde håbet på… Jeg tænker på Vitus og mad. Her er det rimelig meget status quo. – Og det er øv! På den anden side kan jeg egentlig godt forstå, at det er status quo, for hold kæft hvor har jeg svært ved at gå rigtig ind i den kamp. Det er helt vildt – og det er ganske vanvittigt så angstprovokerende, det er for mig… Åbenbart! Noget må jo holde mig fra at påbegynde små justeringer, små ændringer. Jeg må have SÅ stor en blokade inden i mig, der simpelhen gør det umuligt for mig at...

Vi har lige været så heldige at have mormor og morfar på besøg i en uge. Det var nogle skønne dage, og ungerne nød det i fulde drag. I lørdags holdt vi juleaften. Meningen var, at det skulle være 110% ægte med alt hvad dertil hører, men det var ikke så simpelt endda! Faktisk har det taget mig lidt tid at finde frem til de forskellige – uundværlige – ting, som følger med en dansk jul. – I hvert fald i vores øjne 🙂 Vi har altid – så længe jeg kan huske – spist and juleaften, så det skulle vi selvfølgelig også have herovre. Problemet var bare, at jeg ikke sådan uden videre kunne gå i supermarkedet og købe en hel, fersk and. Det krævede derfor en del research online, før jeg fandt frem til et sted upstate New York, som opdrætter, slagter og leverer ænder. For et par...

Jeg skylder jer virkelig en status på Vitus og mad! Faktisk er der sket helt vildt meget -men det er virkelig også lang tid siden, jeg har skrevet om det… Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at han er begyndt at spise normalt – der er faktisk intet jeg ønsker mere – men det kan jeg desværre ikke skrive… Endnu… Dog er der sket en masse små ting, som – i de øjeblikke de fandt sted – har været fuldstændig magiske og ekstremt opmuntrende. – Desværre er det bare ikke noget, der sådan for alvor har bidt som fast, om man så må sige. Lad mig starte, hvor det hele begyndte… D. 27. januar 2016 sidder vi på gulvet og spiser. Vi holder picnic – en skøn og hyggelig måde at spise sammen på engang imellem. – Det er mormors fødselsdag, og vi er beriget med selve hovedpersonens tilstedeværelse. Så...