Det har været en skøn weekend! Vitus er nået SÅ langt… Han har vitterligt udviklet sig SÅ meget! Alt dette imens han har været det gladeste, dejligste lille barn! Og lige præcis denne iboende glæde – denne lyst til livet, vil altid være mit pejlemærke. Min evige mission er at have gla]]>Vitus med sin medalje efter en STOR sejr. Da Vitus fik sin diagnose “infantil autisme” tilbage i september sidste år, var det selvfølgelig et voldsomt slag i hovedet. En ting var diagnosen, en anden ting var de ord, der fulgte med… “Et livslangt handicap…” “Autisme er en vedvarende og uforanderlig tilstand…” I Vitus’ erklæring står der bl.a.: “Han er vanskelig at drage ind i socialt samspil…” “Der er begrænset øjenkontakt…” “Vitus er optaget af egne aktiviteter og hans sociale udspil og responser er begrænsede…” “Han viser sjældent glæde i socialt samspil…” Alt i alt var det en noget dyster redegørelse, vi modtog...

Det nærmer sig med alt for hastige skridt… Tiden flyver! Den går – ubarmhjertigt – hele tiden. Den stopper aldrig – bliver bare ved og ved med at gå… Hvis jeg kunne, så stoppede jeg tiden. – Hvis jeg kunne, så købte jeg noget tid, så jeg bedre kunne forberede mig på det, der ufravigeligt skal ske meget snart. Problemet er bare, at – når det kommer til at sige farvel til en man elsker – så kan man hverken forberede eller indstille sig på det… Uanset hvad – skal vi i starten af august sige farvel til Reina. Vores elskede au pair… Det er svært at forklare og redegøre for alle de forskellige tangenter, jeg har været ude af for at undersøge, om vi på nogen måde kunne forlænge Reinas kontrakt. Min bedste veninde arbejder inden for området, og hun har ydet mig uvurderlig – OG rationel – rådgivning, når...