Nogle gange er tingene meget tydeligere end andre. Nogle gange bliver det fuldstændig klart, hvor langt min lille mand egentlig er kommet i løbet af det sidste år. I dag var sådan en dag – en skøn dag virkelig! Vi var på Children’s Museum of the Arts som ligger en kilometer fra vores lejlighed. Et fint sted, der ligger så tæt på os, at det kun tager os 5 minutter i vores wanna-be Christiania cykel at komme dertil. Vi besøgte også stedet for præcis ét år siden, og hvor kan det dog tydeliggøre tingene, når man sådan får opsat et konkret referencepunkt! Da vi besøgte stedet for et år siden, husker jeg, at det faktisk var en rigtig positiv oplevelse. Vitus var tilpas, og han ville gerne deltage i de forskellige kreative aktiviteter. På det tidspunkt var det dét, der var succeskriteriet. – At han ikke blev ukomfortabel, og at han gerne ville...