Dem af jer, der har læst med et stykke tid ved, at jeg har haft enormt store problemer med at få Vitus’ mave til at fungere. Han har – stort set siden han blev født – haft hård mave, og har altid kæmpet meget med at komme af med sin afføring. Så synd… Jeg har prøvet alt – vi har givet ham enzymer, probiotika, masser af vand. Vi har givet ham fiberrig kost. Vi har cyklet med benene for at sætte gang i tarmene. Vi har haft ham til diverse specialister, både her i New York men også i Danmark. Vi har virkelig forsøgt os med mange forskellige ting, og lige lidt har det hjulpet. Somme tider har vi måttet ty til Micolax, for at hjælpe ham – og det er bestemt ikke sjovt… Derfor har Vitus igennem den sidste – lange – tid fået Movicol. Movicol er et præparat,...

Her sidder jeg så. Det er onsdag formiddag, og jeg har afleveret børnene i skole for femte gang. Det har været nogle meget surrealistiske dage. Nogle dage fyldt med følelser, tanker og oplevelser. Lad mig starte med det absolut bedste! Vitus elsker sin skole! Ind til videre er han den sejeste, mest upåvirkede, oplagte, glade, sprudlende dreng. Han GLÆDER sig hver morgen til at komme afsted. Han spørger forventningsfuldt hver aften, hvornår han skal i skole igen, og han siger “jaaaaaaaaaa!”, når jeg fortæller ham, at han blot skal sove en enkelt gang, før det er skoletid igen. Han er fuld af energi fra det øjeblik han slår øjnene op, og indtil det øjeblik han lukker sine øjne for at sove. Han sover som en sten, fuldstændig upåvirket. Han er totalt som han plejer at være – glad, i balance, mod på livet og kærlig. Det er magisk, utroligt og...

Jeg sidder her og kigger på uret. Jeg venter på, at klokken bliver 14.30. Der er ca 130 minutter til… Hver gang jeg kigger på uret, er der ca gået 10 sekunder! Tiden går enormt langsomt i dag, og det gør den fordi, jeg sidder her og venter på, at jeg må hente Vitus og Sofia fra skole! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg oplever en hel masse forskellige følelser i øjeblikket. Vitus er startet i skole – en helt almindelig folkeskole her på Manhattan, og det er mildest talt ret vildt. Jeg kan huske, at jeg for ca 2,5 år siden tænkte meget over, hvad der mon skulle blive af min lille dreng?! Hvordan ville han udvikle sig? Hvad ville det der autisme betyde? Jeg husker også, at vi meget seriøst overvejede at placere Vitus på en svært specialiseret institution, og jeg husker – som var det...

Høj puls. Urolig mave. Svært ved at koncentrere sig. Sådan har jeg det lige nu… Vitus starter i børnehaveklasse i morgen, og jeg er ganske enkelt et wreck! Selvom det er velovervejet, og selvom jeg egentlig ikke ville vælge at gøre noget anderledes, hvis jeg kunne, så har jeg det virkelig svært. Det bliver en stor dag på mange måder, og selvom jeg går rundt som et omvandrende nervevrag, så har jeg hele aftenen været vidne til to glade, fjollede unger – uden tegn på den mindste bekymring. Dét i sig selv er faktisk imponerende – for normalt er Vitus en direkte kopi af min indre tilstand! – Er jeg nervøs og presset, bliver hans lunte også kort. Så egentlig bør jeg tage mig sammen og trøste mig ved, at han efterhånden er nået dertil, hvor vi kan kalde ham “så klar som han kan blive i en alder af...