Som de fleste af jer nok ved, går det meste af mit liv med at holde styr på vores to små rollinger. Især Vitus kræver fuldt fokus, fordi han går hjemme sammen med mig, og fordi hans træning fylder en del. Jeg elsker mit liv og kunne ærlig talt ikke forestille mig et mere meningsfuldt og livsbekræftende “job”, end det jeg har. I hvert fald ikke lige nu, hvor der stadig er en del udfordringer, jeg gerne vil hjælpe Vitus af med. Når man sådan engagerer sig i sine børn og nogle gange glemmer verden omkring én, kan man også godt glemme sig selv… Det skete for mig for nylig. – Altså ikke det der med at glemme sig selv – det har nemlig stået på et stykke tid! Men lige pludselig – af en eller anden årsag – kom jeg til at tænke på mig selv! Det hele startede...