Jeg er så stolt af min lille mand…

Ja, jeg er også mega stolt af min “store” mand, som bare gør det super godt på arbejdet, men dette indlæg kommer til at handle om min lille mand, Vitus 🙂

Dem der kender Vitus ved, at han altid har været enormt glad for sit sut. Den har på en måde givet ham tryghed og ro i udfordrende situationer, og den har været en uundværlig ting om aftenen, når Vitus skulle sove. Men nu er det slut med sut! Vitus har simpelthen lagt sutten på hylden, og har ikke brugt den de sidste dage. Jeg har den stadig i baglommen og vil ikke udelukke at jeg kommer til at proppe den i kæften på ham, hvis det går helt galt, men ind til videre er han bare mega sej og har slet ikke spurgt efter den de sidste to dage.

Udviklingen frem imod at tage sutten fra ham har faktisk været lidt sjov – og meget forskellig fra Sofias afsluttende sutte-rejse. Vitus begyndte for en måneds tid siden at bide ekstremt meget i sine sutter. Ofte gik han rundt med sutten i mundvigen, som var det en smøg – problemet var, at han ville gumle helt gevaldig meget i den også! Dette medførte, at der selvfølgelig gik hul i sutten, og disse små huller kunne Vitus absolut ikke lide, hvis han skulle bruge sutten “rigtigt”. På den måde var det en helt naturlig ekskludering af sutten, der fandt sted – fik han en sut i munden, der var hul i, ville han kasten den efter mig og sige “adrrrr, mor!”

Til at starte med købte jeg absurd mange nye sutter. – Hele tiden! Vigtigst var det, at han havde en “ny” og u-hullet sut, når han skulle sove. – Men det ku jo li’som ikke blive ved på den måde – sutter er faktisk mega dyre, så jeg er glad for, at han – de sidste dage – er faldet i søvn uden en sut! Jeg synes, det er sejt!! Jeg synes faktisk det er mega godt gået – han var virkelig – virkelig – glad for den sut!!

Vitus og mor i sneen for et par uger siden

OG som om DET ikke burde være nok, så har min lille fyr taget endnu et stort skidt på vejen til at blive den allerbedste, sødeste, sejeste, uafhængige, kloge, “normale” dreng… Han har smidt sin ble!! Som tre et halvt årig er min lille basse blevet ble-fri, og jeg kan ikke helt lade være med at knibe mig en smule i armen… Det der med at blive ble-fri var ikke just noget, vi skulle sætte næsen op efter, da vi modtog Vitus’ diagnose for godt et år siden. Børn med autisme “har svært ved at mærke sig selv” – hed det sig, og jeg husker tydeligt, at præcis dette punkt blev omtalt både på hospitaler men også i alt det litteratur, jeg læste i kølevandet på diagnosen… – Men igen – alle børn er forskellige – autisme eller ej – og jeg er bare lykkelig for, at Vitus fortsætter sin fine og positive udvikling. – En udvikling som jeg ALDRIG har tvivlet på – en udvikling, der altid er gået i den rigtige retning…

Nogle gange kan jeg faktisk godt fange mig selv i at opleve et øjebliks bitterhed! – Tænk hvis jeg ikke på forhånd havde haft så mange forbehold over for, hvad min søn skulle kunne, hvornår han skulle kunnet det, og hvad vi generelt kunne forvente af ham?! – Forventninger, der til en vis grad, har været (og nogle gange stadig er) styret af den diagnose han har fået… Havde han så udviklet sig endnu hurtigere eller endnu mere? – Frustrerende tanke men egentlig er det bare super unfair over for Vitus – for hvorfor skal han ses igennem en helt bestemt slags brille? Hvorfor kan han ikke bare være en lille dreng – et lille menneske på vej igennem livet? Hvorfor skal han være et lille barn med autisme og derfor et lille barn, hvor der – FØR folk overhovedet har set ham – allerede findes et hav af forestillinger om, hvad han kan og ikke kan… Disse tanker suser ofte igennem hovedet på mig, og jeg tænker ofte over, om det egentlig har en indflydelse på, hvordan jeg ser ham – hvad jeg kræver af ham… Mest af alt er jeg bare lykkelig for, at vores forudindtagetheder ikke har begrænset hans udvikling – og hvis de har – så i hvert fald ikke ekstremt meget… The sky is the limit and here we come!!! 🙂