Det (MEGET) svære ved vores flytning…

Fire uger er der gået. – Fire uger siden vi ankom til New York med vores otte kufferter fyldt med drømme og forventninger… Det har været fire spændende, gode, lærerige, interessante, ben-hårde uger… Jeg synes, vi er kommet godt på plads i vores nye lejlighed, og jeg elsker den atmosfære, vi har skabt. For hver dag der går, får vi mere og mere styr på indretningen – alt falder stille og roligt på plads.

Det aller- sværeste og totalt hjerteskærende har selvfølgelig været – og er stadig – Sofias skolestart… – Jeg mener, det er uden tvivl gået rigtig fint – og helt som man kan forvente, men “det forventede” og “den normale proces” kan bestemt også være hård nok i sig selv… Jeg synes faktisk, det er virkelig svært, og selvom jeg VED, at jeg skal være stærk og vise hende, at alt er helt ok, så har jeg lige for tiden aller-mest lyst til at tage hende i lommen og løbe langt, langt væk med hende. – For hun synes, det er svært…

Min elskede skattepige…

Vi forsøger at tale meget om det herhjemme… Jeg prøver at sætte ord på de tanker, jeg fornemmer, hun har, og jeg understreger over for hende, at jeg virkelig godt kan forstå, hvis hun synes det hele er dumt og svært, og hvis hun er ked af det eller frustreret. Ind til videre har hun lidt svært ved selv at sætte ord på de ting, der er svære. – Jeg kan blot se på hendes kropssprog, at hun bliver frustreret, og at det ikke altid er lige nemt… Selvfølgelig! Hun har generelt været enormt tapper, og hendes lærer forsikrer mig om, at hun klarer det virkelig godt… Det ER bare en barsk proces! – Ikke nok med, at hun er kommet til et nyt land, hvor hun ikke taler eller forstår sproget, hun er OGSÅ startet i skole – IKKE en dansk skole, men en amerikansk skole, hvor man altså lærer at læse og skrive, når man er 4-5 år – noget Sofia IKKE har haft fokus på – så ja – SELVFØLGELIG er dette ekstremt udfordrende for hende, og jeg forstår inderligt, at hun synes, det er hårdt… Jeg vil bare så enormt gerne hjælpe hende, så godt jeg overhovedet kan, og nogle gange kommer jeg i tvivl om, hvordan jeg bedst gør det… På den ene side forsøger jeg at give hende rum og tid til at komme af med frustrationer og angst – hvis der skal grædes ud, så gør vi det… Jeg forsøger også at skabe så meget glæde og positivitet hos hende som muligt, når hun ikke er i skole – vi gør de ting, hun gerne vil; læser, tegner, leger med Barbie, nusser og krammer – vi køber nyt legetøj til det nye lager – som efterhånden har vokset sig ganske stort – og jeg forsøger at lave nogle legeaftaler, så hun får noget en-til-en tid med nogle af pigerne fra klassen. Når vi har veninder på besøg, forsøger jeg at facilitere dem så godt, jeg overhovedet kan. Vi bager, vi tegner, vi svømmer sammen i poolen. I går kunne jeg fornemme, at hun var ved at blive frustreret, da hun sad og tegnede med en veninde… Det er som om, hun – efter lidt tid uden at kunne udtrykke sig eller forstå, hvad der bliver sagt til hende – bare får nok! Præcis dette er jeg ekstremt opmærksom på, og jeg spurgte hende, om de ikke skulle høre lidt musik. Det syntes de, var en god idé, og de havde efterfølgende de mest fantastiske timer, hvor de dansede og hoppede rundt, lavede små serier, som jeg skulle overvære som publikum (de havde lavet siddepladser med lille bord og det hele), og de grinede og fjollede. Det var som om musikken hjalp hende med at kommunikere – de fik på en måde samme fokus, og rammerne var sat. – Sofia følte sig på sikker grund, fordi hun – på grund af musikken – allerede vidste, hvad de var i gang med at “tale om”. Det var skønt at se, og vi har aftalt at gøre det igen meget snart.

MEN – jeg synes, det er BEN-hårdt, og jeg skal gøre mig umage for at holde det positive fokus, som er så afgørende for, hvordan det hele skal gå… Nogle gange er det ikke nemt, og jeg kan mærke den der skrækkelige, knugende angst snige sig ind i min mave. Jeg HADER den følelse! Den lammer mig, og den får mig til at “spilde livet”… Jeg synes dog generelt, at jeg har været god til at holde den ude af min krop… – Samtidig har jeg hele tiden vidst, at det ville være umuligt ikke at få følelsen igennem denne proces, så jeg tillader også mig selv, at være ked af det og presset somme tider… Jeg VED, det bliver godt – jeg VED, Sofia falder til, og jeg VED, hun kommer til at se glæden ved det hele, når sproget kommer mere og mere. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give hende det – altså sproget – som en gave, du ved, bare sådan lige fra den ene dag til den anden… MEN det kan jeg ikke, og jeg må minde mig selv om, at denne gave tager lidt længere tid at pakke ud. Der er desværre rigtig mange lag papir på, og noget af papiret sidder fast med virkelig irriterende bånd og gaffa-tape. Men vi skal nok få pakket denne gave ud, og jeg VED, at Sofia om noget tid vil kunne se, hvor fantastisk en gave det er, hun er ved at få…