Et brev til min mand… Min bedste ven

I dag har jeg brug for at skrive nogle ord til (og om) min mand. Dem der kender mig ved, at  jeg beskriver ham som min klippe – det der urokkelige fundament, der forbliver stabilt i al slags vind og vejr. Han har altid været min klippe og vil altid være det.

Men han er meget mere end min klippe. Han er også min bedste ven, og den person jeg deler absolut alt med. Samtidig er han fundamentet for, at alt dette – flytte til New York og give Vitus den bedste træning osv osv – kan lade sig gøre. Han arbejder rigtig hårdt – somme tider ufattelig mange timer, og det er hans fortjeneste, at vi kan gøre de ting, vi gør, fordi han er så dygtig til sit job, at vi kan klare os med hans indkomst.

Nogle gange synes jeg, det er hårdt at undvære ham, når han er udenbys, nogle gange brokker jeg mig over, at han arbejder for meget. Men én ting er sikkert – alt han gør, gør han for vores skyld, og jeg kender ingen anden, der – selvom de arbejder i et meget krævende job – prioriterer sin familie, som min mand gør.

I dag fik min mand at vide, at hans indsats på arbejdet igennem det sidste år er blevet vurderet som “i særklasse”. Han er blevet placeret i en gruppe, der kaldes “distinctive”. Kun top 20% placeres i denne gruppe. Jeg er SÅ stolt af ham. Jeg er SÅ glad på hans vegne. Han har gjort det så godt, og set i bakspejlet er jeg dybt imponeret over, hvordan han har fået det hele til at hænge sammen i en hverdag, hvor alt har været nyt.

Det er ikke alle, der kan “slå til” på den måde, du gør skat! Jeg føler mig meget heldig over at være “på hold” med dig, og vil blot sige; F**K hvor er du sej! Tillykke med det flotte resultat på dit arbejde! – Og selvom du ofte føler, at du ikke er tilstrækkelig, hverken hjemme eller på arbejde, så går der ikke en dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor SEJ du er! Tak fordi jeg må være din.

Min rock