Nogle gange bliver jeg så rørt... Det blev jeg i dag!

Vitus’ møde med det amerikanske land…

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har taget os lidt tid at finde hoved og hale i det hele her på den anden side af Atlanten… Jeg vidste godt, at vi ville stå i et land med et væld af muligheder (både gode og mindre gode), da vi landede d. 1. januar 2016, men jeg vidste også, at det højst sandsynligt ville tage mig nogle måneder at finde frem til de bedste og mest målrettede tilbud til Vitus. – Og det fik jeg ret i 🙂 Her ca. 6 måneder efter vi for første gang satte fødderne på amerikansk jord, har vi efterhånden fået sammensat et – synes jeg – utrolig spændende og meningsfuldt “program”, som vi skal i gang med, når vi kommer tilbage fra sommerferie d. 21. august. Mere om det senere 🙂

Vitus og jeg fortsatte med vores eksisterende træningsprogram igennem de første måneder, men derudover brugte jeg også enormt meget tid på at eksponere ham for hans nye verden – Manhattan, hvor der – som de fleste er bekendte med – aldrig er ro! Vi var dagligt på legepladser, vi svømmede næsten hver dag i vores pool, var på gåtur rundt i nabolaget, på bibliotek… – Generelt hev jeg bare Vitus med til en masse ting; aflevering og afhentning af Sofia, indkøb, Sofias legeaftaler osv… Mest fordi jeg var fast besluttet for at udsætte ham for så meget kaos som muligt, men også fordi jeg intet valg havde, da Kim arbejdede udenbys 😉

VS

Mine elskede på vej til legepladsen ved siden af vores hjem

Efter lidt tid kontaktede vi det offentlige system og forklarede vores sag – at vores dreng har en infantil autisme diagnose, og at vi gerne ville have ham udredt i det amerikanske system for at kunne få ham ind i et passende tilbud. Vi fik kontakt til St. Marys Hospital for Children i Queens – et anerkendt sted at få sit barn udredt og samtidig et sted med en masse erfaring og tilbud, og efter lidt tovtrækkeri frem og tilbage, lavede vi en aftale med St. Marys om, at de skulle komme hjem til os for at teste/evaluere Vitus. Egentlig ville de meget gerne have os til Queens – ca. 1 times transport hver vej, men heldigvis gik de med til at komme til os… – Mest fordi hans måde at spise på, gør det ganske besværligt at være på farten en hel dag – men selvfølgelig også fordi jeg var interesseret i, at de fik et så retvisende billede af ham som muligt. Vitus bliver ret nemt køresyg, så jeg vidste bare, at der ville være en stor risiko for, at han ville have kastet op på vejen og derfor være langt fra sit normale jeg. – Når det så er sagt, var jeg temmelig overrasket og benovet over, at det overhovedet kunne lade sig gøre at lokke dem til vores adresse! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af det amerikanske system – i hvert fald ikke, at de decideret tilbød at komme til vores privatadresse for at udrede vores barn…

I USA er deres tilgang til fx autisme meget anderledes end i Danmark. Egentlig er det hele fundamentet, der er forskelligt, hvilket selvfølgelig resulterer i en meget forskellig måde at gribe diagnosen an på, når den er stillet. Den danske tilgang bygger på noget, der hedder TEACCH, hvilket – meget kort fortalt – betyder, at man tilpasser omgivelserne til barnet med autisme. I USA er det mere udbredt at tilgangen er stikmodsat af den danske – her forsøger man at tilpasse barnet med autisme til omgivelserne for at ruste dem bedst muligt til et fremtidigt liv. I og med at de – i USA – fokuserer på at udvikle og forandring, så bryder de også deres tilgang op i mange forskellige dele og har fokus på at udrede barnet på mange forskellige områder. I vores tilfælde blev Vitus’ evaluering opdelt i fire dele; en akademisk test, en sprogtest, en fysisk/motorisk test og en psykologisk test.

Den første der besøgte os var en ældre kvinde, der skulle lave den akademiske test. Hun besøgte os sammen med en anden kvinde, der skulle gennemføre den sproglige test. Forud for disse tests havde vi selv fået lavet den fysiske/motoriske test, fordi vi var blevet lidt utålmodige 🙂 Den sidste der besøgte os var en børnepsykolog, som til dagligt arbejdede med St. Marys autisme-program på hospitalet.

Det er nu ca 2 måneder siden, at den sidste test blev lavet, og vi går i disse dage og venter på den samlede evaluering. Vitus klarede de forskellige tests fint, og vigtigst af alt – han viste sit helt sande jeg – både de stærke sider men også de mindre stærke sider – så alt i alt mener jeg bestemt, at de har fået et retvisende og ægte billede af min søn.

Mest af alt er jeg bare virkelig positivt overrasket over det amerikanske system – jeg havde ved gud aldrig regnet med, at de ville udøve den form for service, som vi har oplevet… – Og dette er vel at mærke en service, der er tilgængelig for alle – den var ikke betinget af vores forsikring, men udelukkende et tilbud fra den amerikanske stat. Dét havde eg faktisk ikke regnet med… Derudover synes jeg det giver SÅ meget mening at bryde tingene ned – forsøge at skille barnets udfordringer ad og se på hele barnet for derefter at komme med anbefalinger i forhold til barnets aktuelle behov. Jeg glæder mig til – og er umådelig spændt på resultatet, men mest af alt glæder jeg mig bare til at komme videre – få sat en kurs og arbejde videre imod vores mål…

 

Skriv en kommentar

  • Merete Mutti Møller

    Hvor er det stort og fantastisk at få en diagnose fra et land der har anerkendt autisme så mange år før DK. Held og lykke og hvor jeg glæder mig til at høre mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nogle gange bliver jeg så rørt... Det blev jeg i dag!