Sofia og det amerikanske sprog...

Hvad er planen med Vitus?!

Ja, hvad er planen egentlig med Vitus?! Der er nu gået tre måneder, siden vi begyndte vores nye liv i New York, og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke helt synes, vi har nået det, jeg gerne ville. Men jeg er også nødt til at være ærlig over for mig selv og erkende, at det tager mere end et par dage at falde til et nyt sted. Mit fokus har været på Sofia – hendes overgang fra børnehave til skole, fra Danmark til NYC – har fyldt rigtig meget, og selvom der selvfølgelig har været tidspunkter, hvor jeg har kunnet granske og undersøge de nye muligheder, har overskuddet bestemt heller ikke været stort. Ungerne har begge været meget syge, så i bund og grund må jeg bare acceptere, at tingene har taget lidt længere tid, end jeg havde drømt om.

Vitus

Da Vitus var 2 år og 2 mdr fik han diagnosen autisme. Meget er der sket siden, og Vitus er et helt andet sted i dag. Derfor skal han også igennem en ny evaluering her i NYC for at finde ud af, hvordan jeg hjælper ham allerbedst. Jeg er egentlig ikke specielt vild med ideen om, at Vitus skal evalueres igen – men på den anden side, er det selvfølgelig vigtigt for at kunne sætte en ny, meningsfuld kurs. – Så vi gør det…

Ventetiden igennem det offentlige system herovre er relativt lang, så jeg har besluttet at tage ham igennem en privat evaluering, så vi kan komme i gang med nogle nye øvelser hurtigst muligt. På den ene side er det enormt angstprovokerende – at han nu skal evalueres – på den anden side er det selvfølgelig sindssygt spændende, for hvad vil de sige om ham? Vil de kunne se en forskel i forhold til hans oprindelige diagnose-papirer? Vil de se ham som et svært tilfælde? Vil de se ham som et mildt tilfælde? Hvad vil de anbefale os at gøre? – Og hvordan ser de på hans fremtid? – Hans potentiale… Jo mere jeg tænker over det, jo mere ondt i maven får jeg. Det bliver spændende…

Herovre arbejder de inden for forskellige områder, som typisk anbefales, når man har med et autistisk barn at gøre. Der er fx “occupational therapy”, “physical therapy”, “speech therapy” og “sensory integration therapy”. I Vitus’ tilfælde ville det være rigtig fint med lidt af hvert – med fokus på sanseintegration. Hans sanser er helt sikkert kommet rigtig langt, men når det så er sagt, så er der stadig lang vej til målet. Mest af alt glæder jeg mig egentlig bare til at få ny inspiration og tips til nye øvelser og metoder. Nu må vi se, hvad de anbefaler…

Hele spise-problematikken fortjener sit helt eget indlæg… Her er der sket noget meget særligt, men Vitus’ spise-udfordringer er dog fortsat dét område, der kræver allermest fokus og dedikation. Han spiser på den sammen måde – omend hurtigere end nogensinde før og helt uden opkast – så er der stadig enormt lang vej til normalen. – Nogle gange kan jeg slet ikke se målet – andre gange er jeg optimist. Desværre ved jeg også, at det på ingen måde kun er Vitus, der har en udfordring på dette område… – Min iboende angst og frygt, som blev plantet i mig, da Vitus ikke spiste i en uge, vil uden tvivl også spænde et par ben på rejsen hen imod normal spisning… Men jeg må tage mig sammen, og det er jeg også fast besluttet på, når jeg finder de helt rette samarbejdspartnere… Mere om det senere 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sofia og det amerikanske sprog...