Tænk at kunne savne New York SÅ meget!?

Så er Sofias spring break ved at være slut, og vi har været en tur i Virginia, hvor Kim arbejder stort set hver uge. Grunden til at vi tog til Virginia er, at Kim desværre ikke kunne holde 100% ferie sammen med os – han blev nødt til at arbejde, så alternativet ville være, at vi blev hjemme i New York alene – uden far, og så foretrak vi altså at komme til ham 🙂

De første 5 dage havde vi booket et skønt hotel direkte på Virginia Beach – et fedt sted, hvor vi boede i en skøn lejlighed med køkken, pools både indenfor og udenfor samt masser af legepladser. Vi havde nogle fantastiske dage med sol og varme – ungerne nød det i fulde drag, og vi fik set vores far en del mere end normalt, da han kunne vågne op sammen med os hver dag og komme hjem hver aften.

Vitus i poolen

Sofia poserer på stranden foran den skønne legeplads

En af dagene var vi på den hyggeligste bondegårdstur! Ungerne elskede det, og der blev både redet på heste, leget i legeland, “kørt” gravko og kigget på samt fodret dyr. Sofia blev også bidt i armen af et æsel, og som hun selv forklarede: “Jeg måtte hive så hårdt jeg kunne, for at få armen igen!” Søde skat – hun har stadig alvorlige blå mærker, og lige bortset fra et hidsigt æsel, så var det et fantastisk sted, som vi kunne have besøgt hver dag uden at kede os 🙂

Begge unger på gravko 

Sofia på hesteryg

De sidste 2 dage tilbragte vi i en by, der hedder Smithfield… – Byen der er kendt for grise, bacon og pølser! – Og byen hvor vores far arbejder hver dag. Smithfield ligger ca 1 times kørsel fra Virginia Beach – ind i landet – og OH MY GOD en stor forskel der kan være på blot en times kørsel! Vi boede et rigtig hyggeligt sted – hvor restauranten var god – men generelt var stedet langt fra børnevenligt… Legepladser eller andet sjov var en by i Rusland, og overalt var der en meget – synes jeg – underlig stemning… Der lå kirker på alle hjørner, hvilket klart vidnede om, at vi befandt os i bibel-bæltet – og hvis jeg tænker over det, tror jeg ikke, jeg så et eneste barn, mens vi var der! Vi fandt to faldefærdige, decideret klamme, legepladser, som jeg på ingen måde kunne forestille mig, at mine børn skulle lege på, og oveni det var vejret helt ekstremt i de dage, vi var der – enten var det brændende varmt eller også tissede det ned! Haha – ja, ikke just en succes, men heldigvis var vi tæt på vores far 🙂

Stedet bar tydeligt præg af at være hjemstavn for verdens største grise-producent – Smithfield (ja, det hedder firmaet også) – præcis dét firma, som vores far arbejder for som konsulent i øjeblikket… Hver lille cafe eller restaurant promoverede sig ved Smithfield-svin af den ene eller anden slags, og det virkede som om hele byen enten arbejdede hos Smithfield eller solgte Smithfield-bacon… Den ene dag kørte vi forbi fabrikkerne, hvor ufattelig mange svin lader livet hver uge, og det var seriøst et både skræmmende men også meget indsigtsgivende syn! Konstant gik der mennesker over vejen – til og fra deres timelønnede arbejde på fabrikken, og store busser fragtede disse mennesker til og fra stedet… Luften var fuld af gribbe, der sværmede over de marker, hvor diverse grise-affald blev smidt, og generelt var der sgu en gruopvækkende stemning! Vi var derfor – mildest talt – glade for at skulle hjem til New York – hjem til vores virkelighed – væk fra den anden virkelighed, som uden tvivl satte en masse tanker i gang! Verden er imponerende mangfoldig – og skræmmende på samme tid, men når det så er sagt, så er der intet, der inspirerer til refleksion som at møde det der er anderledes – møde de andre virkeligheder… Det giver indsigt og en enorm respekt…

Det mest børnevenlige sted vi var i Smithfield, var i supermarked 🙂

Det er efterhånden super nemt at rejse med ungerne – de er så søde, sjove og hyggelige og hører for det meste efter 🙂 På denne tur gik de meget op i at sidde sammen på flyet – og med hver deres iPad i skødet, er de meget svære ikke at smile ad…