Hvad er planen med Vitus?!

Vitus har taget det første RIGTIG store skridt…

Jeg skylder jer virkelig en status på Vitus og mad! Faktisk er der sket helt vildt meget -men det er virkelig også lang tid siden, jeg har skrevet om det… Jeg ville ønske, jeg kunne skrive, at han er begyndt at spise normalt – der er faktisk intet jeg ønsker mere – men det kan jeg desværre ikke skrive… Endnu… Dog er der sket en masse små ting, som – i de øjeblikke de fandt sted – har været fuldstændig magiske og ekstremt opmuntrende. – Desværre er det bare ikke noget, der sådan for alvor har bidt som fast, om man så må sige. Lad mig starte, hvor det hele begyndte…

D. 27. januar 2016 sidder vi på gulvet og spiser. Vi holder picnic – en skøn og hyggelig måde at spise sammen på engang imellem. – Det er mormors fødselsdag, og vi er beriget med selve hovedpersonens tilstedeværelse. Så der sidder vi altså alle sammen; Vitus, Sofia, Kim, mormor, morfar og jeg. – På gulvet og spiser aftensmad for at fejre mormors fødselsdag. Vi har købt alt muligt lækkert, og det er virkelig hyggeligt. Fjerneren kører også, for det synes Sofia er hyggeligt. Vitus havde midt i måltidet bedt om at få noget pølse – specifikt havde han bedt om 20 stykker pølse – og det fik han selvfølgelig. Det har han ofte gjort – bedt om pølse, og selvom han måske var begyndt at bede om pølse en smule oftere end normalt, tænkte jeg ikke yderligere over det, da han sad med sin lille gaffel og hyggede sig med sine pølsestykker. Den del har jeg set før…

Om det var en gave til mormor eller bare helt tilfældigt, må guderne vide, men min lille søde søn begynder simpelthen at spise de små pølsestykker! Han har ofte haft de små stykker i munden, men de er aldrig – ALDRIG – kommet videre, jo – ud igen!

Når man – som os – har haft et barn, der ALDRIG har spist selv, og ALDRIG har sunket andet end totalt blendet mad, ja så er det sgu fuldstændig vanvittigt at være vidne til… Af en eller anden skør årsag, var jeg i stand til at hive telefonen frem og forevige det… Det var ren refleks – i et meget, meget stort øjeblik, og hvis I hører godt efter, kan I høre, hvordan vi – helt stille og uden at forstyrre for meget – tuder i baggrunden 🙂 Se filmen her:

 

Der er simpelthen intet mere fantastisk end at se Vitus spise… Og selvom det er sket en del gange siden hans første mundfuld på mormors fødselsdag, ja så får jeg alligevel en klump i halsen hver gang, det sker… Her er en anden lille film fra den rigtig gode periode:

 

På ufattelig kort tid, kom vores lille mand enormt langt, og optimismen begyndte at spire i os alle. Han spiste både pølse, chips og frysetørrede grøntsager… Og bedst af alt – han har bevist, at han rent faktisk KAN synke uden at få brækfornemmelser – han har bevist, at han rent faktisk KAN håndtere mad i munden! Hans allerstørste udfordring, og vores allerstørste forhindring, er uden tvivl den angst, der bor i ham… Efter hans 3-uger lange sygdomsforløb i februar, som bød på opkast og mavevirus, har han ikke helt været den samme. – Han har ikke været lige så vovet og har ikke haft lyst til at kaste sig ud i det på samme måde, som han gjorde, før han var syg… Det er enormt frustrerende og super ærgerligt, men igen må vi holde fast i, at det KAN lade sig gøre, og det skal nok komme til at ske – det er nok bare ikke så ligetil, som vi kunne ønske, og Vitus vil have brug for at sætte tempoet. Det fungerer ikke, hvis vi bliver over-ivrige og kaster ham ud på alt for dybt vand – i så fald kan jeg have på fornemmelsen, at han vil gå helt i baglås… – Og det må bare ikke ske! Det er der ingen af os, der kan klare… Så ja – det er et skridt frem og to tilbage, men forhåbentlig vil han snart igen have mod på at kaste sig ud i mad-universet, så vi kan komme en smule tættere på vores mål… – En Vitus der spiser selv – af LYST – og uden at kaste op – min største drøm nogensinde.

Market

Hver lørdag er der Farmer’s Market 2 minutter fra vores hoveddør – billedet ovenfor er derfra. Sidste lørdag blev Sofia dybt forelsket i en ande-pølse, som blev solgt på markedet. Der var smagsprøver, og hun spiste hurtigt 5-7 stykker. Vitus ville også – og egentlig er dette nok hans største sejr nogensiden – han kværnede den afbillede pølsebid fuldstændig fejlfrit. En masse tygning efterfulgt af gnidningsfri synkning… Det var et af de øjeblikke, hvor man kigger ud af øjenkrogen KONSTANT men bestemt ikke vil blande sig og afbryde noget fantastisk – MEN stadig vil sikre sig, at ens barn er ok og ikke i gang med at få noget galt i halsen… Heldigt at der ikke kom nogen mennesker imod mig, for jeg ville ha’ vadet direkte ind i dem 🙂 Det var et skønt, gyldent øjeblik! – Må der komme mange, mange flere af dem meget snart 🙂

Skriv en kommentar

  • Sanne Mouritsen

    Hej med jer

    Det er bare så medrivende når du skriver Ditte, og hold da kæft hvor er det dejligt og næsten ikke til at fatte. Lige om lidt ….spiser han hvad han kan lide.
    Go vind fremover til jer alle

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad er planen med Vitus?!