Tænk hvis vi havde kunnet vælge Vitus fra!

Jeg sidder og ser DR2s dokumentar “Død over Downs”. Den gør umenneskeligt stort indtryk på mig. Den får mig til at tænke… – Får mig til at reflektere over livet og over samfundets normer og regler. “Hvis man vælger nakkefoldsscanningen, vælger man også, at man vil af med barnet, hvis der er noget galt…” Citatet er fra en mor, der valgte en abort, da hun fandt ud af, at hendes kommende barn havde Downs… Jeg synes, det er et skrækkeligt dilemma, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i det valg, man som forælder står med, hvis scanningen viser, at ens kommende barn har Downs… Vi valgte – med begge børn – at få en nakkefoldsscanning… Mest af alt for at få lov til at “se og høre” vores kommende barn og få vished om, at barnet havde det godt. Egentlig havde jeg ikke gjort mig særlig mange tanker om andet. – Men jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle træffe det valg, som alle forældre i dokumentaren havde gjort. I hvert fald på dét tidspunkt i mit liv…

Jeg kan ikke lade være med at tænke en smule videre… Tænk hvis det havde været muligt at scanne for autisme? Tænk hvis vi – da jeg ventede Vitus – havde fået at vide: “Vi beklager meget – men jeres barn har autisme…” Jeg tåler ikke tanken! Tårerne løber ned af mine kinder, mens jeg tænker på, hvor ufatteligt højt jeg elsker min søn, og hvor taknemmelig jeg er for, at HAN valgte os. Han er den største gave, jeg nogensinde har fået, og jeg er lykkelig for de ting, han lærer mig hver eneste dag. Jeg føler mig rig og ufattelig heldig…

Jeg elsker dig kære Vitus!

Dokumentaren får mig til at tænke over, hvor utrolig stor indflydelse vores samfund har på, hvad vi tænker, hvordan vi dømmer, og hvordan vi handler… – På hvad vi tror er muligt, og hvad vi ikke engang vil prøve på – fordi vi er overbeviste om, at det er umuligt. Jeg bryder mig ikke om det… Jeg synes ikke, man skal tage nogle sorger på forskud, og jeg tror helt generelt på, at positivt avler positivt. Det lyder måske absurd og klichefyldt, men sådan har jeg det altså…

Selvom jeg for det meste afholder mig fra bekymringer, kan jeg godt blive lidt bekymret, når jeg tænker over, hvor stor magt samfundsskabte normer har. Jeg føler mig på en måde en smule forsmået og latterliggjort… Jeg føler ikke, at jeg – som selvstændigt tænkende individ – bliver respekteret. – Nogle gange har jeg det endda på den måde, at jeg BØR gøre dit og dat – for det skal man jo! – Det siger samfundet, naboen, lægen, læreren osv… Men hvad nu hvis det ikke er det rette for mig? Hvad nu hvis det ikke er det rette for mit barn?

Jeg håber ikke den der uforklarlige – intuitive – intelligens på egne og ens børns vegne bliver frarøvet os mere og mere… – Jeg ønsker tværtimod, at den skal blive mere og mere udbredt! Blomstre og berige alle familier, som den er i gang med et berige os. Mærk efter… Stol på dig selv og handl ud fra din egen overbevisning… Om det så er det ene eller det andet…