Husk at spørge om hjælp… Det hjælper!

Jeg får ofte at vide, at jeg er sej og tapper. – At jeg har håndteret Vitus’ udfordringer flot, og at det langt fra er alle, der ville have kunnet gøre som mig. Hver gang jeg hører disse ord, tænker jeg, at det – for mig – har været fuldstændig selvfølgeligt. – Jeg tænker, at jeg ikke har haft noget valg! For mig har det været enormt naturligt…

På en eller anden måde har jeg været i stand til at blive “over stregen” det meste af tiden. Med det mener jeg, at jeg har formået at blive i det positive rum med fokus på muligheder og tillid til, at tingene løser sig. På den anden side af stregen – altså “under stregen”, bevæger man sig i negativitet, frygt og begrænsninger. Jeg ved egentlig ikke, hvad det er, jeg gør – men efter mine 14 dage langt, langt under stregen i kølevandet på Vitus’ diagnose, har jeg formået at være nogenlunde positiv, se muligheder og tro på det. Selvfølgelig har der været tidspunkter, hvor jeg har været ked af det, stresset og fyldt med dårlig energi, men heldigvis meget sjældent… Lige indtil for nogle uger siden…

De seneste uger har været hårde. Mit overskud har været ikke eksisterende, og jeg har brugt meget tid på at bekymre mig om ting, der måske ville ske. Min frygt har været styrende, og jeg har ikke haft den samme gode energi herhjemme, hvilket uden tvivl har påvirket især Vitus. Utilgiveligt… – Men også menneskeligt. Jeg tror bestemt ikke på, at nogen kan gå igennem livet uden at bekymre sig, men jeg tror også på, at man kan blive rigtig god til at styre disse følelser og derfor begrænse de unødige og energikrævende perioder, hvor bekymring styrer sindet.

At bekymre sig om scenarier, der MÅSKE kommer til at ske, er decideret dumt. Det er spildte kræfter – specielt fordi man generelt siger, at 90% af alle bekymringer ikke bliver til noget… Når man sætter det op på den måde, er det frygtelig fjollet at bruge krudt på at bekymre sig, og jeg har da også ofte siddet og rationaliseret mig frem til det latterlige i mine følelser – det kan bare været usigeligt svært at ændre.

Noget af det, som uden tvivl har haft – og har – enorm betydning for, at jeg oftest befinder mig på den positive side af stregen er, at jeg er god til at spørge om hjælp. Jeg er god til at gøre noget ved tingene – om det er at søge ekspertviden, råd eller vejledning.

I går var jeg til den mest givende samtale hos min fantastiske ven og mentor, Rikke Hertz. Rikke var den allerførste, der ansatte mig i et “rigtig” job – for ca 9 år siden, og hun har været en enorm støtte og hjælp lige siden. Hun kender mig utrolig godt – ved hvordan jeg har det, når jeg ikke er glad, og vigtigst af alt, så ved hun, hvordan hun hjælper mig, når livet gør ondt. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget Rikke betyder for mig. – Det er ikke noget, der skal sættes ord på… Hun har min største respekt, og når jeg tænker på vores venskab, fyldes jeg med glæde, kærlighed, loyalitet og en kæmpe lyst til at give… Rikke er det eneste menneske, jeg kender, der ubetinget og uden at blinke, vil tilsidesætte alle sine egne behov for at hjælpe andre. Hun er unik.

Igennem vores samtale kan jeg mærke, at jeg løsner mere og mere op. Jeg får nogle spørgsmål, som giver mig det perspektiv, jeg ikke har kunnet finde igennem de sidste uger. Jeg bliver udfordret på min sindstilstand og får øjnene op for, hvor fint jeg egentlig har det. Det kan godt være, jeg synes det hele er uoverskueligt, ude af min kontrol og fyldt af uvisheder… Men hvad er det bedste ved, at situationen faktisk er som den er? Dette spørgsmål kan jeg faktisk besvare med en masse gode grunde, så hvorfor bruger jeg så unødigt meget tid på, at bekymre mig om, hvordan fremtiden kommer til at se ud? Jeg burde i virkeligheden koncentrere mig om at nyde det, jeg har og glæde mig over, at jeg har så mange gode ting i mit liv. Ja – gu’ er det irriterende, at vores hus ikke er blevet solgt til en god pris om med overtagelse om ca 9 mdr, men hvorfor glæder jeg mig ikke over, at vi har ro og stabilitet til at leve det dejlige liv, vi lever i øjeblikket? Ja – gu’ er det hårdt, at vi dagligt kæmper med Vitus’ udfordringer og 24 timer i døgnet forsøger at hjælpe ham med at være den bedste udgave af sig selv, men når det er sagt, skal jeg huske på, hvor glad, sprudlende og kærlig den lille fyr er, og hvor meget han allerede HAR udviklet sig i løbet af de sidste 4 måneder.

Min blog hedder “Vores Vej”, og jeg kan huske, at jeg tænkte meget over dette navn, før jeg oprettede bloggen. Jeg har altid været bevidst om, at livet består af en masse veje, som vi enten vælger til eller fra… De veje vi vælger, har en enorm betydning for, hvordan vi har det og hvilke følelser, vi fyldes af… Hvis vi vælger den positive vej med fokus på muligheder og troen på, at alting løser sig – så kan vi være sikre på, at vores vej igennem livet også fyldes med disse skønne ting. Ved at gå den positive vej – får vi mere positivitet. Vælger vi derimod vejen fyldt med negativitet, bekymring, begrænsninger og frygt, så fyldes vores liv og vores indre med disse skrækkelige ting… Det giver sig selv, at alle helst ønsker den første vej… – Men hvorfor er det somme tider så svært?  Følelser er svære at styre, og ingen vælger den besværlige vej med vilje… – Men jeg tror på, at man kan være med til at præge sig selv – påvirke sig selv på en positiv måde… Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg vil forsøge… Jeg skal mere ned af den positive vej, så jeg kan få endnu mere af det postive. – Jeg kan ikke få nok af det positive! 🙂