Nogle gange bliver det bare for meget…

Nogle gange er livet irriterende. Der er for mange ting, der stresser på samme tid, og de fleste af tingene er totalt uden for ens kontrol… Sådan har jeg det lige nu. Det er dybt frustrerende, og det koster mig unødigt meget energi. Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at leve i situationer, hvor jeg ikke har kontrol. – Men jeg har det klart bedst, når jeg på en eller anden måde, kan “gøre noget” ved det. – Jeg skal have mulighed for at “handle”… Nogle af de ting, der stresser mig i øjeblikket er fuldstændig uden for min kontrol. Jeg kan intet gøre – blot håbe på det bedste… – Så det gør jeg.

Vores liv blev selvfølgelig vendt fuldstændig på hovedet, da Vitus fik sin diagnose i september. Vores liv var totalt i kaos – alt var noget rod, og tankemylderet ville ingen ende tage. Hans situation, hans fremtid, drømmene på hans og familiens vegne og tilpasningen til vores “nye” liv har fyldt utrolig meget, og det liv, vi lever i dag, er ekstremt langt fra det liv, jeg havde regnet med, vi ville leve. Det uforudsigelige og det udfordrende har lært os en masse, og jeg er mere stolt af den person, jeg er i dag, end den person jeg var for 1 år siden. Dermed ikke sagt, at det har været nemt. Det har været svært men en nødvendighed, og vi har kæmpet med hjertet på rette sted hele vejen igennem og frem til i dag… Måske jeg i bund og grund er i familien med et lille frø… – Et lille bitte frø, der stålfast knokler for at komme op til overfladen af jorden for derefter at springe ud i fuld flor. Det forestiller jeg mig i hvert fald – og jeg kan lide tanken. Vi forsøger at tænke positivt, vi søger information, finder håb, skaber tro og knokler for at skabe de bedste betingelser for vores to små, elskede børn.

Selvom vi oftest er positive og tror på det bedste, har jeg desværre dage som denne, hvor tunge tanker fylder. – Egentlig meget forudsigeligt, når jeg tænker over de emner, der presser sig på… Vores boligsituation er uklar… Vi drømmer om noget andet – har en tydelig vision for vores familie, men der er selvfølgelig en masse ting, der skal gå op i en højere enhed. Dertil kommer tankerne om specifikke kommuner… – Har vi brug for hjælp, skal vi kunne få den – og det skal selvfølgelig være den allerbedste af slagsen…

Det generer mig, at jeg ikke har været bedre til at bruge denne blog. Der kan gå mange dage, hvor tankerne bare hober sig op i mit hoved og ikke kommer ned “på papiret”. Intentionen var at skrive en masse, være hudløst ærlig og på den måde sikre vores lille familie en fuldstændig – helt nøjagtigt og kronologisk dagbog, hvor vi i fremtiden kan se tilbage på vores vej. Når jeg ser tilbage på mine hidtidige blogindlæg, er der mange huller… Der mangler en masse, og nogle gange er der store spring rent tidsmæssigt. Der er temaer, jeg slet ikke har berørt… Temaer som fylder enormt meget i vores familie, men også temaer som er ekstremt nærgående. Det er temaer, som kan klæde os af helt ind til knoglerne. – Temaer der vil gøre os enormt sårbare… Disse temaer fylder også på en dag som denne, hvor mit hoved desværre mest fokuserer på udfordringerne.

Når man – som jeg – vælger at være kritisk over for de anbefalinger, der kommer fra det offentlige, bliver det lige pludselig en meget delikat og følsom sag. Det er svært at gå imod strømmen, og det koster hver dag energi, selvom jeg VED, at vi har gjort – og gør – det rette ved at takke nej til et højt specialiseret tilbud til Vitus. Vi har – af flere årsager – valgt, at Vitus skal være hjemme sammen med mig og vores au pair. Den altoverskyggende årsag har jeg ikke været ærlig omkring endnu. Mest af alt fordi jeg ikke føler mig stærk nok til at fortælle om det endnu.- Fordi jeg er bange for, at et eller andet vil være i stand til at ryste mig ud af fatning… – Fordi jeg på netop dét område føler mig helt vildt sårbar… En anden årsag er selvfølgelig Vitus’ spiseproblematik. Det er fortsat svært for andre at give ham mad, og han kaster fortsat meget op og har desværre stadig ekstremt nemt ved brækrefleks. Disse årsager fylder selvfølgelig meget. – Jeg kan på ingen måde få mig selv til at aflevere et barn i en institution, når jeg ved, at der er 95% risiko for, at barnet ikke får noget mad og 50% risiko for, at barnet kaster op, bliver enormt ked af det og ikke kan få trøst hos sin mor. Så i bund og grund er der ikke nogen diskussion i min verden. Vitus har det bedst her.

Noget af det allermest stressende er, at jeg bliver strategisk i min måde at være på. – At jeg begynder at overveje, hvad jeg siger til hvem og hvorfor. Det er enormt drænende… Vi har valgt at justere nogle ting i Vitus’ liv – også ting vi er blevet decideret frarådet at gøre. Fx at ændre hans kost. Det kan være virkelig opslidende at navigere i feltet af ingen, lidt eller meget information, for hvad skal jeg dele – hvis noget overhovedet? Disse tanker kværner ofte rundt i hovedet på mig, og ind til videre må jeg blot konstatere, at jeg hverken føler mig klar eller stærk nok til at åbne 100% op. Det kan være det kommer…