Vitus og mad… The never ending storty…

Vitus og mad har altid været noget af en udfordring. Det har ikke alene fyldt utrolig meget tidsmæssigt – det har også været kilden til de fleste af mine bekymringer. Det er det egentlig stadig… – Og selvom der er sket utrolig meget igennem de sidste par måneder, bekymres jeg stadig…

Som tidligere beskrevet, har Vitus’ udfordring været hans følsomhed. – Han har ganske enkelt ikke kunnet have noget mad i munden uden at få brækfornemmelse og kaste op. – Han har taget så usandsynlig små bidder, at hver måltid har været ufattelig tids- og mentalt krævende… Derudover har vi altid kæmpet med at holde ham på sin vægtkurve. En kamp der ofte har givet – især mig – ondt i maven. Når jeg tænker over det, så kommer meget af angsten fra Sofia… Storesøster var nemlig enormt småt-spisende, og vi måtte meget hurtigt slutte fred med et fald på 2-3 kurver… Det var hårdt. Hun er mit første barn, og jeg var alt det – man er – når man får sit første barn… Rejsen med Sofia har lært mig helt utrolig meget! Ikke alene har hun lært mig at se på mit barn som en helhed – sørge for at huske alt det gode, der også følger med og forsøge at glemme kurver, tal og normalkurver. Sofia har altid haft meget energi, været frisk og frejdig med et godt helbred… Alligevel blev jeg alt for ofte slået i gulvet af hendes lave vægt, og det var svært for mig at se på alle de andre små tykke babyer, som omgav os… Heldigvis sluttede jeg fred med min angst, og egentlig har den været godt begravet igennem Vitus’ første år, selvom der – set i bakspejlet – i den grad har været ting at bekymre sig om… Angsten for vægten meldte sig først for alvor igen, da jeg – på 4. dagen af min søns sultestrejke – stod på Herlevs børneafdeling for godt et år siden og hørte overlægen sige: “Hvis han ikke begynder at spise inden for det næste døgn, så bliver vi nødt til at lægge en sonde…” Forfærdeligt… – Og en tid jeg helst glemmer…

Det er nu ca. 2 måneder siden, jeg ændrede Vitus’ kost fuldstændig. Ud med de typiske problembørn; kasein (mælkeprodukter), gluten og raffineret sukker og ind med linser, bønner, grøntsager, gode olier og sojafløde. – Ud med E-numre og ind med 110 % økologi. Som tidligere beskrevet, har Vitus taget enormt meget på, siden hans kost blev ændret. Han kan nu optage al den mad, som vi – nænsomt og tålmodigt – fodrer ham med, og det i sig selv er en gigantisk sejt! Han er gået fra en vægt på 12,3 kg i starten af september til ca. 13,8 kg i skrivende stund. Det er dejligt, og det lader til at han nu har nået sit helt eget “normal-niveau”. Han tager i hvert fald ikke lige så voldsomt på mere.

Vitus har også ændret sin måde at spise på. Fra at være et spørgsmål om ekstrem følsomhed og derfor virkelig små bidder, er det nu en del større bidder og nærmest ingen følsomhed – så drengen fylder nu munden til bristepunktet… – Desværre uden at synke! I starten var det fuldstændig sindssygt at være vidne til, og jeg troede ærlig talt ikke mine egne øjne, da han første gang fyldte munden uden at få brækfornemmelser. Det var en helt vidunderlig følelse – og er det egentlig stadig, for det betyder, at hans sensitivitet i munden har nærmet sig det normale. Problemer er dog nu, at han totalt glemmer at synke. Hans synkerefleks er på en eller anden måde de-aktiveret, og vi har – indtil videre – desværre ikke haft held med at få den i gang. SELVOM det selvfølgelig er totalt fantastisk, at der sker noget, så er det samtidig virkelig frustrerende! Jeg sidder der – med min allerdejligste søn – og forsøger at få ham til at synke sin mad… Nogle gange tager det enormt mange minutter, og selvom måltidet er blevet reduceret en smule i tid, efter Vitus har ændret spisestil, så kan det samlet set tage længere tid nu, da han simpelthen ikke forstår, at han skal synke… Jeg har forsøgt med osteopati, har læst om reflekser og forsøgt at finde inspiration den vej igennem… Nogle dage tænker jeg også, at han har brug for at gøre det på denne måde i noget tid – bare fordi han kan! – Egentlig ville det også være for godt til at være sandt, hvis hans synkerefleks bare fungerede… Så ville måltidet lige pludselig kun tage 15-20 minutter! – Og det ville sgu være for underligt, når man er vant til 6 gange 45-50 minutter…

Selvfølgelig fylder det ekstremt meget, og jeg tænker ofte over, hvordan jeg kan hjælpe mig elskede søn videre hen imod det normale. Jeg overvejer alverdens ting og sager, men tænker også, at det selvfølgelig skal have lidt tid… Nu har Vitus spist på en helt bestemt måde i 15 måneder – og det vil selvfølgelig tage tid, før vi når målet. – Men håber spirer, og det er nok dét, der gør det så svært… ENDELIG har vi set fremskridt, ENDELIG er der sket noget – og lyses skimtes for enden af den lange, sorte tunnel… – Og så melder utålmodigheden sig…

Hvis der er nogen, der har ideer til, hvordan jeg kan hjælpe Vitus endnu et skidt i det rigtige retning, hører jeg utrolig gerne fra jer. Det kan være hvad som helst – så længe det er noget, der ikke river min søn ud af sin glade verden. – Det skal være noget, der kan hjælpe på umoden mund-motorik og etablering af normale reflekser… Som jeg ser det, er Vitus’ problem en kombination af de to – dårlig mund-motorik og unormal synkerefleks. Måske tippet/fiffet/ideen, der kan ændre vores live yderligere, findes derude et sted…