Hvordan går det egentlig med Vitus og maden…

Ja, hvordan går det egentlig med den mad?! Det har jeg villet skrive om i lang tid, men er hele tiden kommet fra det. Nu er det tid, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive et eller andet revolutionerende – men det kan jeg desværre ikke… Eller dvs – der er bestemt sket noget, men jeg har ikke en dreng, der sidder med sine leverpostejsmadder i spisefrikvarteret. Mine guldklumper! Umiddelbart før sommerferien fandt jeg via mit netværk frem til en spisespecialist, der gerne ville komme hos os privat og arbejde med Vitus. Hun arbejdede til dagligt på et af de mest anerkendte og specialiserede hospitaler for børn med spiseudfordringer, så kompetencerne kunne ikke blive bedre, og vi var selvfølgelige forventningsfulde og spændte. Vi valgte at gå “all-in” og fik hende til at komme tre gange om ugen for virkelig at give det et reelt shot. Hendes metode mindede meget om...

En lille Vitus-skole-update…

Tænk engang – nu har Vitus gået i skole i ca. 4 uger! Start kl. 8.30 og slut kl. 14.40! – Det er altså noget af en omvæltning – ikke mindst for moren… Generelt går det rigtig, rigtig fint! Hverdagen er for alvor gået i gang, og Vitus har forstået, at “det her skole” er kommet for at blive. Men sidste uge var hård… Han var tydeligt mærket af situationen, og både mandag, tirsdag og onsdag måtte jeg sige farvel til en grædende, lille dreng, når klassen marcherede ind i klasselokalet i samlet trop. Dét var ikke sjovt… Han knugede sine små arme omkring mig og fortalte mig, at han allerede savnede mig, at han syntes skolen varede i lang tid, og at han bare savnede mig! Alt imens tårerne løb med at kinderne på ham. Det skar i hjertet, og al den forfærdelige tvivl og usikkerhed skyllede ind over...

Vitus og hans evige hårde mave…

Dem af jer, der har læst med et stykke tid ved, at jeg har haft enormt store problemer med at få Vitus’ mave til at fungere. Han har – stort set siden han blev født – haft hård mave, og har altid kæmpet meget med at komme af med sin afføring. Så synd… Jeg har prøvet alt – vi har givet ham enzymer, probiotika, masser af vand. Vi har givet ham fiberrig kost. Vi har cyklet med benene for at sætte gang i tarmene. Vi har haft ham til diverse specialister, både her i New York men også i Danmark. Vi har virkelig forsøgt os med mange forskellige ting, og lige lidt har det hjulpet. Somme tider har vi måttet ty til Micolax, for at hjælpe ham – og det er bestemt ikke sjovt… Derfor har Vitus igennem den sidste – lange – tid fået Movicol. Movicol er et præparat,...

Hvorfor er det så pisse svært for mig at tro på det – sådan for alvor?!

Her sidder jeg så. Det er onsdag formiddag, og jeg har afleveret børnene i skole for femte gang. Det har været nogle meget surrealistiske dage. Nogle dage fyldt med følelser, tanker og oplevelser. Lad mig starte med det absolut bedste! Vitus elsker sin skole! Ind til videre er han den sejeste, mest upåvirkede, oplagte, glade, sprudlende dreng. Han GLÆDER sig hver morgen til at komme afsted. Han spørger forventningsfuldt hver aften, hvornår han skal i skole igen, og han siger “jaaaaaaaaaa!”, når jeg fortæller ham, at han blot skal sove en enkelt gang, før det er skoletid igen. Han er fuld af energi fra det øjeblik han slår øjnene op, og indtil det øjeblik han lukker sine øjne for at sove. Han sover som en sten, fuldstændig upåvirket. Han er totalt som han plejer at være – glad, i balance, mod på livet og kærlig. Det er magisk, utroligt og...

Vitus’ første dage i skole…

Jeg sidder her og kigger på uret. Jeg venter på, at klokken bliver 14.30. Der er ca 130 minutter til… Hver gang jeg kigger på uret, er der ca gået 10 sekunder! Tiden går enormt langsomt i dag, og det gør den fordi, jeg sidder her og venter på, at jeg må hente Vitus og Sofia fra skole! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg oplever en hel masse forskellige følelser i øjeblikket. Vitus er startet i skole – en helt almindelig folkeskole her på Manhattan, og det er mildest talt ret vildt. Jeg kan huske, at jeg for ca 2,5 år siden tænkte meget over, hvad der mon skulle blive af min lille dreng?! Hvordan ville han udvikle sig? Hvad ville det der autisme betyde? Jeg husker også, at vi meget seriøst overvejede at placere Vitus på en svært specialiseret institution, og jeg husker – som var det...

Når man er helt ved siden af sig selv…

Høj puls. Urolig mave. Svært ved at koncentrere sig. Sådan har jeg det lige nu… Vitus starter i børnehaveklasse i morgen, og jeg er ganske enkelt et wreck! Selvom det er velovervejet, og selvom jeg egentlig ikke ville vælge at gøre noget anderledes, hvis jeg kunne, så har jeg det virkelig svært. Det bliver en stor dag på mange måder, og selvom jeg går rundt som et omvandrende nervevrag, så har jeg hele aftenen været vidne til to glade, fjollede unger – uden tegn på den mindste bekymring. Dét i sig selv er faktisk imponerende – for normalt er Vitus en direkte kopi af min indre tilstand! – Er jeg nervøs og presset, bliver hans lunte også kort. Så egentlig bør jeg tage mig sammen og trøste mig ved, at han efterhånden er nået dertil, hvor vi kan kalde ham “så klar som han kan blive i en alder af...

Vitus’ fødselsdag – sikke en dejlig dag!

I lørdags blev Vitus 5 år! – Og sikke en fantastisk dag, vi havde. Vi havde planlagt det helt store – totalt amerikansk og ALL IN! Mindre kunne selvfølgelig ikke gøre det 🙂 Gæsterne var inviterede til kl 14, og kl. 13.55 stod vi klar med Minions pyntet lokale, facepaint, ballondyr og lagkage. Vitus var totalt i hopla og blev simpelthen SÅ glad, hver gang en ny gæst meldte sin ankomst. Det var en fornøjelse at se, hvor meget han nød det, og hvor meget han gik op i at få leget med alle sine venner – både dem fra skolen men også vores private venner og hans venner fra dans. Noget af det jeg har tænkt allermest over siden i lørdags er, hvor nemt det er blevet at være til fest – til alting – med Vitus. Jeg mindes, hvor hårdt det kunne være for nogle år siden, og...

Vitus’ første dag i den store, rigtige skole…

I dag var vi til orienteringsdag på den skole, hvor Vitus skal starte efter sommerferien (hvis vi altså vælger den vej…). Vi kender skolen rigtig godt, for det er den skole, Sofia har gået på lige siden vi ankom. Vi var inviteret til klokken ni, og mødet ville tage ca. en time. Vi var også forberedte på, at børnene skulle være alene i deres klasseværelser, mens der ville være en info-session for forældre i auditoriet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var lidt nervøs, da vi gik derned. Egentlig fjollet, for Vitus har jo været væk fra os mere end en time rigtig mange gange – men derfor synes jeg stadig, det er vildt, at han skal være dér – på den kæmpe skole med mere end 500 elever! Min nervøsitet hænger selvfølgelig uløseligt sammen med, at jeg også bakser med alle mine tanker omkring Vitus’ parathed, og om det...

Tvivlen nager mig dybt ind i hjertet…

Jeg ved ikke, hvad det er, men nogle gange får jeg simpelthen så stærke fornemmelser for noget, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Jeg bliver ganske enkelt sat ud af spillet, og må hellige mig den fornemmelse fuldt ud for at undersøge, om det er noget, jeg skal rette ind efter, eller om det ikke nødvendigvis har “hold i virkeligheden” (lige nu). Sådan en fornemmelse fik jeg for nogle dage siden: jeg ved ganske enkelt ikke, om jeg tror på, at Vitus er klar til at starte i kindergarten efter sommer! Der er ingen tvivl om, hvor langt han er kommet, og hvor meget han har udviklet sig. Det er fantastisk, og det er der aldrig nogen, der vil kunne tage fra os – men jeg er virkelig i tvivl om næste skridt. – Det er der nogle forskellige grunde til. For det første synes jeg stadig, det...

Vores artikel i Femina

For et par uger siden blev der bragt en artikel om os i Femina. Vi havde fornøjelsen af at have besøg af Birgitte, som er freelance journalist bosat i New York. Det var en virkelig god oplevelse, og vi havde en lang, hyggelig snak omkring rigtig mange temaer i forhold til Vitus og vores flytning til USA. Du kan læse online versionen her. Vi fik også taget nogle billeder af den super dygtige Jonas, og jeg vil faktisk gerne dele nogle af dem med jer her. Jeg synes, Jonas har formået at fange nogle skide-gode stemninger, og specielt synes jeg, at lyset og omgivelserne gør billederne helt fortryllende. Hvad synes I? 🙂       

Børnene fra psyk – sådan en som Vitus…

Jeg faldt for lidt tid siden over et Facebook opslag om en dokumentar på DR1, der hedder “Børnene på psyk“. Jeg læste lidt om den og blev hurtigt fuldstændig opslugt. De tre afsnit af dokumentaren blev også hurtigt set, og jeg må bare sige, hold kæft, hvor gjorde det ondt i hjertet! Antallet af børn og unge, der kommer i psykiatrisk behandling er steget med 40% de sidste 5 år! FYRRE procent! Hold nu op altså – det er jo fuldstændig vanvittigt! Dertil kommer alle de voksne – det er næsten ikke til at rumme, at SÅ mange synes livet er svært og til tider ikke meningsfuldt. Skrækkeligt og SÅ forfærdeligt. Jeg blev simpelthen så bedrøvet og så helt igennem ked af det af at se denne dokumentarserie. Jeg hulkede mig igennem afsnittene og var fuldstændig opløst efterfølgende. Jeg synes, det er så forfærdeligt, og det gør fysisk ondt inden...

Store Amerika – du er for vild – og snart skal Vitus starte i børnehaveklasse!

Meget kan man sige om dette land… Amerikas Forenede Stater. Og meget har vi oplevet i den relativt korte tid, vi har boet her. Men når vi koger det hele ned og fokuserer på, hvorfor vi valgte at pakke vores liv ned i otte store kufferter og tage dem med over på den anden side af Atlanten, ja – så må vi bare konkludere, at det har været DET HELE værd… Og mere til! Vi flyttede for at få bedre behandlingsmuligheder til vores autistiske søn. Vi flyttede for at være i “can do” mentaliteten, og vi flyttede, fordi vi ønskede at investere os selv – og alle vores ressourcer – i vores barn. Jeg vil ikke sige, vi var ambitiøse… Og jeg vil ikke sige, at Danmark er et lorteland, der ikke har forstand på en skid. Vi ville bare noget andet! – Noget virkelig radikalt andet, og det lod...