Make the most of it – hele tiden!

Jeg har været tavs et stykke tid. – Og det er bestemt ikke fordi, der ikke er noget at fortælle… Måske tværtimod, og så kan det nogle gange være nemmere bare at tie stille. Der sker stadig en hel masse i vores lille familie, og jeg har efterhånden fået skaffet den ro omkring os, som jeg har haft enormt brug for. Vi er fortsat i ambulant forløb hos Glostrup Hospital – vores kontaktsygeplejerske kigger forbi hver 2.-3. uge, og jeg har meddelt kommunen, at vi – i øjeblikket – får den hjælp, vi har brug for. Jeg kunne bare mærke, at deres velmenende råd og insisteren efter netværksmøder blev for meget… For os er det vigtigt at holde fokus på en ting ad gangen, hvilket vi har fået ro til nu. Desuden er jeg ikke interesseret i, at Vitus kommer i nogen specialinstitution lige nu. Han trives så utrolig godt herhjemme, udvikler sig, er sprudlende glad og energisk. Hvorfor skulle jeg lave om på det?

Jeg synes nærmest, der sker daglige forandringer i Vitus’ måde at være samt agere på. Jeg har før nævnt, at jeg synes, han er blevet mere skarp – mere på… Det synes jeg stadig, og selvom han lige har været igennem århundredets forkølelsen fra helvede, har han på intet tidspunkt mistet sit gode humør og sit gå-på-mod. Sej lille gut…

I lørdags tog vi spontant på besøg hos mine forældre, som var i København med min fars firma. De skulle bo i centrum og havde et par timers ventetid, før de kunne komme ind på deres værelse. Det udnyttede vi og havde en fantastisk tid! Vitus og Sofia elskede det – op og ned ad trapper, fra den ene ende af hotellet til den anden ende. Der blev løbet nogle kilometer, grinet, krammet og hygget. Når jeg sidder der – midt i et stort hotels mylder og travlhed – forundres jeg igen over min lille fyr, der – med sin autisme – rummer det hele, suger alt til sig, tager kontakt til fremmede, er i balance og egentlig bare nyder verden. Det er fantastisk at opleve, og jeg fyldes med ubetinget tro, håb og kærlighed. Jeg fyldes også med en masse andre følelser og tanker… Jeg tænker meget over, hvor vi mon ender med vores lille, elskede Vitus…

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne købe mig til visdom om fremtiden. – At jeg kunne kigge ind i en krystalkugle og blive klogere. Når alt kommer til alt, er det nok meget godt, at dette ikke er en mulighed, for det ville selvfølgelig fjerne noget af det smukke ved rejsen ind i fremtiden… Det ville fjerne glæden ved de små sejre – de små lykkelige, stolte, overvældende øjeblikke, som uden tvivl ville drukne i fremtidens altoverskyggende sandhed. – Og det er jeg alligevel ikke parat til at give op! Jeg elsker de bitte-små øjeblikke, og jeg elsker at lade mig opsluge af fascination, forundring, glæde og stolthed… – Også selvom det bare drejer sig om, at Vitus fx velvilligt rører ved en fjer for første gang, for første gang siger “prut”, mens han smilende kigger på mig, eller for første gang selv tager initiativ til at spille bold (han har ikke just været vild med bolde…). Alle disse små glæder i hverdagen er fantastiske – tilsammen med alt mulig andet udgør de livet, og livet er en ultra-vild størrelse! – Livet skal leves, nydes og tages alvorligt. Make the most of it… Vis respekt for livet og nyd den tid, du har fået. – Ingen ved, hvornår det sidste sekund kommer… Det blev lidt dybt, men ikke desto mindre er det virkelig den filosofi, jeg forsøger at efterleve.

Åh nej – der brændte Sofias kalenderlys lige ned til 10, mens jeg sad fordybet i mine egne tanker… Også selvom jeg lovede at slukke det! Pis 🙂 Ha’ en fortsat fantastisk aften derude!