Vitus og maden – NU er det NU…

Jeg har det virkelig ikke godt med det… Ja, undskyld mig, men jeg er seriøst hunderæd over at skrive dette indlæg. Mest af alt fordi jeg har aftalt med mig selv, at NU er det NU! Ved at skrive dette indlæg, forpligter jeg mig 110% til at gå helhjertet ind i det næste projekt – at få Vitus i gang med at spise på en ny og bedre måde. Men andre ord – at få Vitus til at spise selvstændigt og uden angst.

Det er virkelig svært for mig at sætte ord på, hvad det gør ved mig, når snakken falder på dette emne; Vitus og mad. Det virker helt irrationelt og skørt – og det er det også – men det er også sandheden. Der bor uden tvivl en angst i Vitus, som jeg mærker meget tydeligt. – Og der bor uden tvivl en angst i mig, som Vitus mærker meget tydeligt… Så sammenlagt er det bare dobbelt op på angst, og det er IKKE en god kombination. Derfor har jeg også hele tiden vidst, at vi ville have brug for meget intens hjælp, for at komme lidt af angsten til livs… Min drøm er, at vi kan åbne op for en sundere relation i forhold til mad OG hinanden, hvis angsten på en måde bliver minimeret. OG med en dreng, der ufravigeligt bliver større og større, skal der gøres noget nu.

SÅ tiden er inde. Det skal være nu… Mange af de udfordringer, der tidligere spændte ben for os er efterhånden elimineret, og vi har i bund og grund en glad, vellidt og velfungerende dreng. Han skal “bare” lige lære at spise selv! Med de gamle udfordringer kvit, burde vi nu have både overskud og plads i hjertet til at tage fat om problemet. Oh my Lord – jeg får sgu helt ondt i maven bare ved at skrive dette… Hvordan skal det ikke gå, når vi for alvor går i gang!?

For lidt tid siden satte jeg alle sejl ind for at finde en kompetent og sympatisk spiseterapeut, der havde mulighed for at komme hjem til os 2-3 gange om ugen. Mange, mange tanker er blevet brug på dette, og mange forskellige forsøg er blevet foretaget. Ind til videre uden succes. I processen er jeg dog kommet frem til, at det ikke nytter noget for os at køre hen til et hospital én gang om ugen… Det er ganske enkelt ikke intenst nok, og mest af alt giver det mig mulighed for at smutte uden om. – Springe over hvor gærdet er lavest, og dét må bare slet ikke være muligt! Heldigvis gjorde mit netværk her i New York det muligt for os at møde præcis sådan en person… En sympatisk, sød, tålmodig og super kompetent kvinde, der til dagligt arbejder på det mest anerkendte hospital for spiseforstyrrelser her i New York. Universet ville, at hun er klar på at tage “kampen” op, og vi har nu indgået en aftale med hende, som går ud på, at hun kommer hjem til os tre gange om ugen. Derudover har hun fået til opgave at holde MIG i kort snor; give mig konkrete planer for hver uge, sikre mit engagement og samtidig hjælpe Vitus i gang med at spise selvstændigt og uden angst.

Jeg er selvfølgelig helt ekstremt spændt på, hvordan det kommer til at gå. Ud over at blive ruinerede, håber jeg selvfølgelig, at det kan hjælpe Vitus med at overkomme sin aller største udfordring… Maden. Vi starter allerede i denne uge, og jeg håber, I alle vil sende os en kærlig og stålsat tanke. Vi får brug for al den opbakning, vi kan få…