Opdateret – og knap så rystet…
DR slog tidligere et klip op på deres Facebook side, hvor de skriver: “Er det prisen værd at presse sine børn ud i overvældende oplevelser for at forældrenes drøm kan gå i opfyldelse? I New York har 5-årige Sofia første dag i sin nye amerikanske skole, og mor Ditte er ved at gå i spåner. Kan du forstå Dittes dilemma?”
Jeg blev selvfølgelig ked af det efter at have læst teksten – jeg syntes, det var meget sat på spidsen, lidt søgt og ikke retvisende. De udstillede os uden at forklare vores situation, og de tog ting fuldstændig ude af kontekst…
Jeg burde nok have rakt ud efter de folk, vi har arbejdet sammen med hele vejen igennem projektet, og set i bakspejlet ville det helt sikkert have været en god måde at gøre det på, men jeg blev så rystet og forvirret – og så troede jeg ærlig talt ikke, at det ville have nyttet noget som helst. Samtidig kom hele DR til at fremstå som en kæmpe gigant – umulig at ændre på – så jeg greb til tasterne i stedet for. Og det er jeg på sin vis ked af, for deres intention var aldrig at udstille os forkert og tage ting ude af kontekst…
Jeg forstår godt, at det skal være interessant, og jeg forstår godt, at vinklerne på Facebook skal være lidt spidse, men jeg forstod bare ikke koblingen til vores virkelige situation… Heldigvis er teksten nu ændret til noget, der giver så fin mening – og som med meget få ord giver vores situation en kontekst og et ægte billede.
Jeg har valgt at opdatere hele dette indlæg, så helheden kommer frem. Jeg ønsker ikke, at det ene indlæg – uden at læse det opdaterede indlæg – skal give anledning til negative tanker og dårlig energi. Jeg var gal i det øjeblik, jeg skrev det “gamle” indlæg, min dag var ikke specielt god i forvejen og jeg havde desværre ikke overskud til at tackle tingene bedre… MEN jeg har hele tiden følt mig i gode hænder! – Hænder der respekterede mig, hænder der ville mig det bedste. Og det gør jeg stadig – specielt efter en god dialog her til aften. Både DR og Nordisk Film, som har produceret serien, har været så menneskelige, søde, rare og professionelle at arbejde sammen med, og jeg er dybt taknemmelig for, at de har justeret teksten så den skaber et retvisende billede af vores situation.
Der er ingen tvivl om, at det var umådelig svært at kaste Sofia ud i en ny skole, hvor hun hverken kunne sproget eller kendte et øje. Det gjorde ondt langt inde i sjælen, og jeg græd vildt mange tårer i de dage. Heldigvis er de tårer nu byttet ud med glæde over alle de skønne venskaber, hun har knyttet og det sprog, hun nu taler flydende. Jeg VIL tro på, at vi – selvom det somme tider kan synes svært at få øje på – gør BEGGE vores børn en tjeneste. Jeg VIL tro på, at de begge bliver mere rummelige, mere forstående og mere vidende af at få denne oplevelse sammen med os – deres forældre… Jeg håber, vi – om lidt tid – kan tage hjem til Danmark igen med to skønne unger, der hver især har lært helt enormt meget om sig selv OG verden omkring dem. Jeg savner Danmark, men jeg fortryder ikke et sekund, at vi har gjort, som vi har gjort…
Kære Ditte
Forstår godt din frustration. Men her fra sidelinien vil jeg bare sige, at jeg synes I er MEGAseje og så ansvarsfulde. Det er så tydeligt, at det for jer ikke handler om at udleve jeres drøm, men om at skabe de bedste rammer for jer og jeres familie. Det er en gave, I giver børnene. Synes du fremstår så megasej i det hele og jeg er fuld af beundring over den måde, du (og I) arbejder for at give systemet baghjul ift. Vitus’s diagnose. Totalt thumbs up herfra.
KH Helle