For faen – jeg håber vi gør det rette…

Ja, undskyld jeg bander, men jeg synes, det har været et par hårde uger at komme igennem. En ting er de mange timer på vejene for at komme til og fra New Jersey, hvor Vitus træner. En anden ting er de mange timer brugt på hjemmetræning mens, de andre praktiske ting omkring både Vitus og Sofia skal gå op i en højere enhed – også mens Kim er væk. De ting er “piece of cake” og absolut intet problem, selvom de jo nok er med til at sjæle en lille bitte smule af min energi. – Det værste er dog, når Vitus – som jeg synes har været tilfældet de sidste par uger – ikke responderer på alle de ting vi gør, som jeg havde ønsket og drømt om….

Som jeg tidligere skrev, synes jeg der er sket enormt meget med Vitus siden vi startede vores program her hos Brain Balance. Han er blevet meget, meget stærkere, og jeg synes stadig han viser flere følelser end tidligere, hvilket selvfølgelig er en super god ting. Men jeg synes også, han falder tilbage i nogle gamle, irriterende rutiner og ritualer. Det er frustrerende og får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi gør det rette…

Fx har Vitus i øjeblikket nogle helt bestemte måder, at gøre bestemte ting på. Han SKAL fx tælle, mens han står og tisser, og hvis jeg prøver at distrahere ham med diverse spørgsmål, holder han stædigt fast i sin tællen… Han SKAL også kravle under vores tørrestativ, hvis det står fremme med vådt tøj, hver gang han går forbi. Det virker nærmest som nogle helt neurotiske ritualer, og for at være ærlig – det irriterer mig grænseløst. Når han kaster med sin bold, skal den også holdes på en helt bestemt måde – virkelig OCD-agtigt! Derudover synes jeg, han har været lidt mindre oplagt de sidste uger – han har også været mere kvalm og til tider kastet op, hvilket ALTID giver mig de mest skrækkelige minder… Måske han bare har haft et eller andet i sit system, som skulle bekæmpes, og heldigvis er det ved at vende igen. Han har ikke været nær så kvalm de sidste par dagen, og lige nu kan jeg fx høre ham skraldgrine sammen med Kyla, mens de træner – det er fantastisk at høre på…

Vitus i modvind – men vi klarer den 🙂

Jeg ved ikke, hvorfor jeg føler mig lidt trist og tappet for energi i øjeblikket… Jeg tror, meget af det har noget at gøre med, at Vitus viser nogle af de symptomer, som jeg ellers synes, han var kommet SÅ meget videre fra. – De autistiske symptomer… Dem er jeg selvfølgelig ikke særlig stor fan af, men samtidig husker jeg mig selv på, hvor langt han er kommet, og hvor meget han har rykket sig både socialt, fleksibilitetsmæssigt, og hvor glad han generelt er…

Det er nok bare mig, der af en eller anden grund er lav på energi og derfor ikke er så god til at holde et positivt fokus, som jeg normalt er. Jeg må tilbage på sporet, og det kommer jeg også – heldigvis kommer min mand hjem i aften, så jeg kan få en krammer…