Når man rejser med sådan en som Vitus…

Jeg har så mange ting, jeg gerne vil fortælle om. Der er sket mange interessante ting, men der har også været et par små-udfordringer undervejs, og når det sker, er jeg virkelig dårlig til at få skrevet på bloggen… Så moser jeg li’som bare igennem, har fuldt fokus på børnene og håber på det bedste!

Vi er simpelthen lige landet i Costa Rica! Tænk engang, at vi skal have lov til at opleve dette skønne land! Jeg føler mig meget heldig 🙂

Vejen hertil var dog ikke så ligetil. Vitus blev desværre ret syg natten til lørdag, og han sov stort set ikke den nat… Jeg lå sammen med ham i soveværelset – Sofia og Kim var flygtet ind på det andet værelse (med god grund), og jeg lyver ikke, når jeg siger, at han kun havde fred fra opkastninger i max 30 minutter af gangen. Det var skrækkeligt og SÅ synd for ham. Efter kl 2 om natten var der selvfølgelig ikke mere i maven, så derefter bølgede opkastfornemmelserne bare ind over ham uden at han kom af med andet end mavesyre. Imens jeg lå der og hjalp min lille fyr, tænkte jeg over, hvor vanvittigt det var – selv for MIG, som om nogen har været begravet i bræk!

Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvornår Vitus sidst var sløj, hvilket selvfølgelig er rigtig godt, men hvor er det også bare typisk, at han skulle løbe ind i noget et par dage, før vi skulle afsted på vores livs ferie…

Når man rejser med sådan en som Vitus, går der en del planlægning forud for afrejse! Min skræk er at stå i en lufthavn med et aflyst fly og uden mad til Vitus. Jeg laver derfor altid lidt ekstra mad, som vi tager med i håndbagagen – bare for en sikkerheds skyld. I dag skulle vi – efter en overnatning i Houston, Texas, flyve videre til Liberia i Costa Rica. Jeg gik igennem sikkerhedskontrollen sammen med børnene, og Kim dannede bagtrop og sørgede for, at alle vores sager blev skubbet igennem scanneren. Da jeg stod der og ventede, kom kassen med al Vitus’ mad igennem og blev taget til siden, som den altid gør. En mand gik forbi kassen, stoppede op og rystede på hovedet, mens han sagde til sin kollega: “Hvad tænker folk på?!”… Ja, hvad tænker folk egentlig på? Han skulle bare vide, tænkte jeg, og selvom jeg var ved at brænde op indeni over et behov for at fortælle ham, hvad det præcis er, “folk” tænker på, så gjorde jeg det selvfølgelig ikke… Èn ting har jeg dog lært! jeg skal pakke i så få beholdere som muligt, for når man sådan bringer flydende varer med (Vitus’ supper), så skal de gennemtjekkes. – Og det tager altså temmelig lang tid, når hver beholder skal åbnes, en dråbe skal dryppes på et magisk papir, som så fortæller, om vi har til hensigt at springe flyvemaskinen i luften! Såååå – note to self: husk at bruge halvliters flasker i stedet for kvartliters flasker!

Da vi endelig kom igennem sikkerhedskontrollen, gik turen nogenlunde. Vitus var bestemt ikke på toppen, og han kastede da også op et par gange på flyet, men vi nåede sikkert til Houston, Texas, hvor vi havde en overnatning, før vi skulle flyve videre til Costa Rica. Natten gik hurtigt, og efter 6-7 timers søvn var vi på farten igen… Samme procedure i Houston lufthavn, men efter lidt insistering fik vi lov til at tage al Vitus’ mad med. Turen fra New York til Houston tog ca 4 timer og turen fra Houston til Liberia i Costa Rica tog godt 3 timer.

Da vi endelig landede i Liberia, var alle ret trætte, og efter en times kørsel i vores lejebil, kunne vi heldigvis smide os på sengen her, hvor vi skal bruge de næste 14 dage! – Og lad mig bare slå én ting fast – her er vidunderligt! Mere om det snart 🙂

En lille smule splattet 🙂

Lige ved at ankomme til Liberia som ligger i det nord-vestlige Costa Rica.

Udsigten fra vores indflyvning til Costa Rica.