Børnevaccinationer... Ja eller nej?

Lidt om sproget og nogle billeder

Det er efterhånden ved at være nogle dage siden, jeg sidst skrev. Det er der ikke nogen spændende årsag til. Tiden er bare gået, og jeg har lagret mine tanker og erfaringer i hovedet i stedet for på bloggen.

Det går godt herhjemme. Vitus er glad. Sofia er glad. Kim og jeg er glade, så egentlig er der ikke meget andet, jeg kan ønske mig. Vi har fortsat ikke fundet en familie til vores søde au pair. Jeg forstår det ikke… Sådan er der så meget…

Vitus udvikler sig hele tiden. Det med maden går stadig fint, også selvom han ikke har taget andre nye, store skridt. Han spiser sin blendede mad. Gør det på kort tid, men han ønsker ikke selv at spise. Faktisk vil han helst ikke røre skeen, så vi sidder der stadig. Seks gange i døgnet. Men det er hyggeligt og Vitus får sin gode, rene mad. Og han vokser enormt meget! 🙂

En af de ting, der nok har forandret sig mest siden sidst, er hans sprog. Det er som om han begynder at forstå konceptet mere og mere. Han kommunikerer relevant, sætter ord på de ting, han foretager sig og er faktisk begyndt at sætte enkelte ord sammen. Fx kan han bede om “tør ble”… “Hvor er” efterfulgt at alle mulige ord, bliver brugt tit, og han gør et meget stort nummer ud af at hilse alle velkomne med et “hej” efterfulgt af deres navn eller titel. “Hej mormor!” “Hej morfar!” Hej moar!” “Hej Sofia!” “Hej far!” Det er så hyggeligt, og alle får også et kærligt farvel på vejen, før de går. “Hej heeeeej”… “Vi seeesss”… “Godnaaat”… “Ses i morgen”… 🙂

Han bliver bedre og bedre til at forklare de ting, han vil – uden bare at bruge “neeeeej” eller “jaaaah” – der kommer flere og flere verber ud af hans mund. Det er rart og længe ventet… For hvert lille ord, Vitus siger, føler jeg mig mere og mere tryg… Hele tiden forestiller jeg mig fremtiden… Jeg tænker på de forhindringer, han måske vil møde… Jeg overvejer, hvordan jeg allerbedst kan hjælpe ham med blot at møde livets “normale” bump på vejen, og jeg grubler over, hvad hans største udfordringer bliver. Måske, måske ikke… Måske mange, måske få… Det er umuligt at sige, og egentlig har jeg også bare en enorm tryghed i at vide, at vi i hvert fald gør alt, det vi overhovedet formår for den lille fyr. Andet er umuligt… Han er så kær, og for mig har han været – og er – verdens største gave. Han har givet mig en indsigt, et perspektiv i livet, som er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg føler mig heldig.

Sofia er ligeså fantastisk, som hun plejer at være, og Vitus og hende har bare det skønneste forhold til hinanden. Hun er blevet en rummelig pige, med en beundringsværdig stor forståelse for andre. Hun er et mesterværk, og Vitus er så umådelig heldig at have hende ved sin side…

Nedenfor et par billeder af meningen med livet 🙂

IMG_5326 IMG_5328 IMG_5330

Skriv en kommentar

  • Lisbeth

    Min dejlige skat – dit indlæg er så gennemsyret af kærlighed at man kun kan blive glad indvendig. Og jeg vil bare sige: Hvor ER Vitus og Sofia heldige at ha’ en mor som dig! Jeg er jo så heldig at kunne følge jer på tætteste hold og mærker og ser også den enorme kærlighed og forståelse både du og Kim udviser! Stor respekt herfra. Og så selvfølgelig en million kys. Mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Holm Larsen

    Må se de to dejlinger snart – synes Vitus er blevet MEGET stor – så dejligt at se 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnevaccinationer... Ja eller nej?