En mørk søndag

Vitus, osteopaten og junglen

Da jeg for en uges tid siden råbte ud i universet, modtog jeg ekstremt mange henvendelse ang. alternative behandlingsmetoder. I Danmark begrænser det offentlige tilbud sig til pædagogiske redskaber, som selvfølgelig også er vigtige, men hvis man – som jeg – tror på mere end det, må man lede uden for systemet. Som mor til et barn med en autisme-diagnose er det min pligt… Synes jeg…

I fredags mødte jeg et fantastisk menneske. Hun er osteopat, og hun tror på, at hun kan behandle Vitus’ kraniosakrale og skeletale system, så autisme-symptomerne ikke behøver at være til gene for ham. Hun havde en helt unik energi, og hun kunne med sin tilstedeværelse få mig til at være fuldstændig tryg… Faktisk havde jeg hele vejen i bilen siddet med en generende nervøsitet i maven – for hvordan ville Vitus tage det? Ville han tillade hende at komme tæt på? Ville han være ok med at blive rørt ved?

Vitus sad med ryggen til hende igennem behandlingen – han sad og kiggede på en brandbil… Han sad helt stille, og flere gange lænede han sig roligt tilbage for at lægge sit hoved på hendes skulder. Det var fuldstændig kært, og selvom han tilsidst – efter ca 15 minutter – sagde “nu gider jeg ikke mere”, klarede han det SÅ flot. Jeg var imponeret.

Efter behandlingen talte vi kort om, hvad hun oplevede. Hun forklarede mig, at Vitus er ekstremt spændt i sin venstre side. Hun sagde, at sådanne spændinger kan være med til at hæmme hele systemet. Hun vurderede, at han er så spændt, at det uden tvivl kan have en betydning for hans trivsel…

Vi talte også om Vitus’ fødsel. Jeg havde veer i ca. to døgn, før han endelig kom ud via kejsersnit. Jeg havde blot åbnet mig 3 cm, og dem af jer der har født ved, at det ikke er nok. Det var en skrækkelig oplevelse – uden at jeg egentlig har tænkt alt for meget over det efterfølgende… Hun var ikke et sekund i tvivl om, at Vitus selvfølgelig har været påvirket af to dages veer – han er blevet klemt i to dage uden at komme nærmere en udgang… Han ender med at blive taget ud ved kejsersnit, hvor jeg selvfølgelig bedøves. Dette vil også have påvirket ham, plus hans kranie får ikke det naturlige pres, der trods alt skabes via en almindelig fødsel…

På den ene side er det ekstremt hårdt at tænke på alle disse ting, for jeg kan intet ændre… På den anden side giver det selvfølgelig en øget indsigt, som jeg forhåbentlig kan bruge i min jagt på det helt rigtige liv til min skønne søn.

Nogle gange har jeg det som om, jeg er på vej igennem den vildeste, mest udfordrende jungle… En jungle fyldt med forskellige muligheder, som nærmest hver især er sin helt egen religion. Mit mål er at nå helskindet igennem og finde den helt rigtige vej. Men tit bliver jeg opslugt af alle de spændende, skræmmende og interessante ting, som junglen byder på. Her er det min opgave – som Vitus’ advokat – at bruge tilstrækkelig tid, ikke for meget men tilstrækkelig tid – på de ting, jeg møder. Samtidig er det enormt vigtigt, at jeg ikke overser noget – at jeg ikke misser lige præcis den ting, der kan gøre forskellen for os.

Oplevelsen med osteopati var ikke ny – Vitus har været til osteopat før. Men oplevelsen med netop denne osteopat var ny – alene stedet var fuldstændig magisk, og der herskede en smuk, balanceret og oprigtig atmosfære. Der herskede også en atmosfære fuld af tro og fuld af muligheder… Jeg sugede så meget til mig, som jeg overhovedet kunne og glæder mig til, at Vitus skal besøge hende igen. Bare det at få fyldt på tro/muligheds-kontoen, betyder alverden for os…

Skriv en kommentar

  • Hanne Nielsen

    Hvor er det flot skrevet følger meget med i dine beretninger.Jeg er jo den Hanne der var feriebarn hos din dejlige mormor,og kender dig fra du var ganske ung.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Kære Hanne – tusind tak for dine søde ord. Stort knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En mørk søndag