En mørk søndag

Vi har allerede fejret to fødselsdage – også selvom Sofia endnu ikke har haft sin helt rigtige fødselsdag! Det har hun på onsdag, så der fejrer vi hende selvfølgelig igen. Vi har haft nogle fantastiske dage med den nærmeste familie og venner. Alle har hygget sig. Energien har været god, og Vitus har nydt weekenden og sine bedsteforældre. Han har været glad, skøn og harmonisk. Sofia har været i den syvende himmel 🙂

I dag regner det så meget, at jeg bliver helt bange. Hvor meget vand, kan jorden absorbere? Sofia har været med sin far i legeland, og da Vitus sov, funderede jeg over livet og alt det der…Mit humør har været letpåvirkeligt – sådan har jeg det nogle gange. Så skal der bare ikke så meget til. Det er som om min modstandskraft i hjernen er minimal…

Her til aften har jeg bakset med tunge tanker… Bekymringer… En fantastisk veninde har fået konstateret kræft, og det sætter livet i perspektiv. Som udgangspunkt synes jeg, at perspektiv er en god ting. Men det kan også være umådeligt hårdt… Som nu. En skøn kvinde sidste i 30’erne skal ikke have kræft. Det giver bare ikke mening. Det er urimeligt, hæsligt og ubegribeligt. Jeg beder til, at alt bliver godt…

Nogle gange tillader jeg min hjerne at vandre. Jeg tillader det sjældent, for jeg er helt bevidst om, at jeg har bekymringerne boende i mig. De ville uden tvivl tage over og kvæle mig, hvis jeg gav dem lov, og som oftest er jeg rigtig god til at holde dem i skak. Men i dag kunne jeg ikke lade være med at invitere dem indenfor. Jeg tænker, at livet er utrolig skrøbeligt, og jeg føler mig ufattelig sårbar. Jeg kigger på Vitus, som får sit aftenmåltid af sin far, og jeg får helt ondt i maven af angst ved tanken om ikke at kunne være der for ham. Jeg tænker på Sofia, der sover smukt i sin seng, indtil hun om mindre end 3 timer stensikkert kravler ind under min dyne. Jeg får kvalme af bekymring over, at jeg ikke altid kan beskytte hende og våge over hende.

Som alle andre bekymrer jeg mig – specielt efter jeg fik børn, har det til tider været en kamp. Jeg syntes, det var ekstremt hårdt at blive mor – specielt den nye og nærmest kvælende sårbarhed – og jeg kan huske, at Sofias første år ofte var kendetegnet ved store bekymringer. Med tiden lærte jeg at tackle mine tanker. Jeg lærte at leve mere i nuet og forholde mig til det, jeg stod over for. Set i bakspejlet er jeg oprigtigt glad for, at Vitus ikke var mit første barn – jeg tror ærlig talt ikke, at jeg havde kunnet klare det!

I morgen er en ny dag, og jeg har ikke tænkt mig at invitere bekymringerne inden for igen. Jeg vil fokusere på alt det gode, nyde de dejlige øjeblikke og suge energien ud af alt det skønne.