I've been wanting to share this for a while. Everything's been kind of up in the air, but better lat
Se næste indlæg >
Mit (måske) sidste indlæg… Vigtige begivenheder og fremtidstanker
Noget siger mig, at dette godt kunne blive mit sidste indlæg. I hvert fald med den overskrift, som bloggen startede op under; Rejsen med mit autistiske barn… Fire år er der gået, siden jeg skrev det første ord… Vitus har udviklet sig fra en indelukket, farvefattig puppe til en flyvende, spraglet sommerfugl. Han flyver. Jeg kigger på. Lykkelig og lettet beskriver det ikke helt…
Før jeg lukker ned, er der to ting, jeg gerne vil dokumentere her på bloggen. – Det er jo min dagbog, og jeg har lovet mig selv, at når jeg – 20 år fra nu – kigger tilbage og besøger bloggen, så skal jeg kunne finde alle de vigtige elementer fra vores “rejse”.
Dagen før vi forlod New York for good, var Vitus til danseopvisning. Foran 1000 mennesker skulle han vise den dans, han havde lært uden ad i løbet af det sidste halve år. Men det var ikke alt. Vitus skulle nemlig også modtage en pris…
Hvert år udvælges 1-2 dansere til at modtage en “Tessie”. En “Tessie Award” er en pris, der gives til minde om en skøn, danseglad, smilende, lille danser, der på den mest tragiske måde døde i et trafikuheld. Prisen gives for at mindes Tess’ fantastiske person, hendes smil og hendes kærlighed for dans, og den gives kun til særligt udvalgte dansere, der demonstrerer samme smittende personlighed som Tess…
I kan nok forstå, at jeg på ingen måde kunne hænge sammen, da jeg fandt ud af, at Vitus var blevet valgt til at modtage denne specielle og fine pris blandt 2000 dygtige dansere. Mest af alt var det en voldsom, følelsesmæssig oplevelse at se sin dreng, der landede i New York med en nystillet autisme diagnose i rygsækken, modtage en helt speciel pris for sin personlighed, sit engagement, sin glæde for dans, sit smil, sin hjælpsomme og empatiske facon med sine dansekammerater og sin entusiasme for livet generelt. Jeg græd. Meget!
Nedenfor kan I se den video, jeg trods alt formåede at optage. Som I kan se, anede Vitus ikke, at han skulle modtage denne award. Jeg husker, han var så glad… Så overvældet… Da jeg hentede ham under scenen brød han helt sammen i en pærevælling af følelser. “Jeg græder af glæde, mor!”, sagde han…
Jeg har nok set denne film tusind gange – but it gets me every time…
I kan nok forstå, at denne oplevelse fortjener en plads på bloggen. – Også selvom det er “old news”!
En anden ting der bliver nødt til at figurere på bloggen, er en en nylig opdatering fra mine andre sociale medier.
Vitus er – siden vi landet her i Danmark – blevet kigget efter i sømmene (om man så må sige). Jeg har åbent delt hans papirer fra USA, men når man har så tung en diagnose med sig, som Vitus havde, da vi forlod Danmark – ja, så hænger den der stadig, når man kommer retur.
Nedenfor står Danmarks dom. Sort på hvidt.
“Det anbefales:
At Vitus såvel fagligt som socialt og følelsesmæssigt mødes som sine jævnaldrende i skolekonteksten og i hjemmet, sådan Vitus her igennem kan udvikle sig fri af tidligere diagnostiske konklusioner, samt fri for generel stigmatisering ift. tidligere diagnoser. Forstået på den måde, at begrænsede ideer, fordomme og fastlåste holdninger til diagnoser, kan have negativ betydning og stigmatiserende effekt for et barn med en så særpræget og dramatisk historik og udviklingsramme som er tilfældet for netop Vitus.
Derfor er det særdeles afgørende, at de vigtige voksne omkring Vitus i sprog og handling ikke fastholder Vitus i en begrænsende eller uhensigtsmæssig udviklingsramme beroende på en forældet diagnostisk konklusion. Men at de voksne omkring Vitus faciliterer positiv og ambitiøs udvikling for Vitus. Dette da netop Vitus de sidste 4 år har vist et stort udviklingspotentiale, og deraf ikke længere opfylder kriterierne for den diagnostiske konklusion (infantil autisme), som han fik tildelt i psykiatrisk regi, da han var blot 26 mdr. gammel.
I dag er Vitus en velfungerende dreng i rivende positiv udvikling, og derfor skal han mødes som sådan af de vigtige voksne omkring ham. Både i hjemmet og i skolekonteksten. Det er således vigtigt, at Vitus mødes med de samme krav som der stilles til de jævnaldrende.”
Tak, Danmark! – Se på mit barn med øjne fri af fordomme fra fortiden, og jeg skal forsøge at gøre det samme med dig.
Der er mange ting, jeg gerne vil i gang med nu. Noget er hemmeligt, noget er ikke. Måske der ligger en bog og venter på mig derude… Måske nogle flere artikler. Måske jeg skal i gang med at møde de forældre, der står dér, hvor jeg stod for fire år siden… Fremtid – må du være fantastisk!
Efter denne lange, smukke rejse, står jeg blot tilbage med enkelte spørgsmål, jeg ikke helt har fundet svaret på.
- Kan jeg overhovedet eliminere Vitus’ diagnose fuldstændig, hvis jeg ønsker det?
- Hvorfor er det ikke ALLE, der stiller spørgsmålstegn ved deres børns diagnose?
- Hvad skal der overhovedet blive af mig, nu hvor jeg bliver nødt til at “give slip” på min dejlige dreng?
🙂
Hvor er det bare så skønt at se hvor godt et forløb I har været igennem – dejligt at i har delt forløbet med alle os andre, tak, og held og lykke i fremtiden.