Vitus’ første dage i skole…

Jeg sidder her og kigger på uret. Jeg venter på, at klokken bliver 14.30. Der er ca 130 minutter til… Hver gang jeg kigger på uret, er der ca gået 10 sekunder! Tiden går enormt langsomt i dag, og det gør den fordi, jeg sidder her og venter på, at jeg må hente Vitus og Sofia fra skole!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg oplever en hel masse forskellige følelser i øjeblikket. Vitus er startet i skole – en helt almindelig folkeskole her på Manhattan, og det er mildest talt ret vildt. Jeg kan huske, at jeg for ca 2,5 år siden tænkte meget over, hvad der mon skulle blive af min lille dreng?! Hvordan ville han udvikle sig? Hvad ville det der autisme betyde? Jeg husker også, at vi meget seriøst overvejede at placere Vitus på en svært specialiseret institution, og jeg husker – som var det i går – at lægerne flere gange forsøgte at få mig til at forstå, at Vitus ALTID ville have autisme… At der ikke var noget for mig at gøre… Jeg skulle lære at leve med det.

Som I ved, besluttede jeg, at der VAR noget, jeg kunne gøre! Og det har jeg så gjort lige siden, og en af tingene jeg tænkte meget eksplicit og konkret over var, at jeg satte mig det mål, at Vitus skulle kunne starte i en almindelig børnehaveklasse. Det blev et meget motiverende og udfordrende mål – men et mål jeg hele tiden havde for øje på vores rejse imod en lysende fremtid.

I går startede Vitus så i børnehaveklasse! Et år tidligere end man gør i Danmark, vel at mærke, for sådan gør man her i USA. Han havde glædet sig helt ekstremt meget – han talte dagligt om det i ugerne op til skolestart. Han talte om at han skulle starte i den samme skole som Sofia, og han virkede oprigtigt meget klar. På intet tidspunkt følte jeg, at hans spænding kammede over og blev negativ. Det var alt sammen positiv spænding.

I går havde Vitus en halv dag i skole. Vi skulle aflevere ham kl 8.30 og hente ham kl 11. Vi fik lov at følge ham ind i klasselokalet, vi mødte alle de andre børn og forældre, og vi mødte hans lærere. Han var så glad! Han var så fin! Og han var SÅ positiv og SÅ fyldt op af positiv forventning og spænding… Jeg har ikke ord for, hvor STORT det var! Jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har givet min lille, dejlige dreng til børnehaveklasselivet?! Det virker på en og samme tid totalt uvirkeligt, angstprovokerende OG fantastisk! Flere gange siger han til mig – “mor, går du ikke snart?!” I mean – kan man ønske sig mere?!!!!

Da vi hentede ham i går, var han glad og så stolt! Han havde haft en dejlig tid, og han fortalte om de forskellige ting, de havde lavet. Efter skole mødte jeg hans to lærere. Vi havde aftalt et møde for at tale specifikt om Vitus’ behov. Det var dejligt at møde dem. Dejligt at kigge dem i øjnene og fortælle dem om Vitus’ historie. Hans udfordringer, hans behov… Men mest af alt var det dejligt at se dem i øjnene og bede dem om at møde ham med åbne øjne, åbent sind. Jeg mødte også hans “skygge-person”. – Den person der skal være der for Vitus og hjælpe ham i udfordrende situationer. De var alle søde. Jeg har tillid og jeg tror på, at det kan blive rigtig godt. Det var virkelig rart at møde dem…

I dag har jeg så afleveret Vitus til en fuld dag i skole! Fra 8.30-14.30… Det var svært… Det var meget svært! – Men igen skal jeg passe enormt meget på med at projektere mine følelser og mine energier over på Vitus, for han virker bare SÅ glad, spændt og i balance. – Og det må jeg jo for guds skyld ikke fucke op, bare fordi jeg er sådan en irriterende én med alle følelserne uden på tøjet…

Nu er der kun ca 40 minutter til jeg skal hente ham… Jeg tæller stadig sekunder!

Jeg har været igennem et hav af forskellige følelser i dag. Det har været en ret vild dag faktisk, og jeg føler mig enormt drænet og træt! Jeg har haft tudeture, jeg har haft de store smil fremme, og jeg har haft helt ondt i maven over ikke at vide, hvordan det går ham…

Selvom jeg egentlig havde besluttet mig for IKKE at gå ned og spionere i hans frokostpause, ja, så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være! Typisk mig… Skolegården ligger ud til vejen, så man kan sagtens se det hele samtidig med at man kan gemme sig lidt bag hegnet. – Og der stod jeg så! I lang tid! Til at starte med kunne jeg ikke se ham – jeg kiggede og kiggede, og min hjerne begyndte at lave forskellige historier. Pludselig fandt jeg ham… Min lille fyr. – I selskab med det der kaldes en 5th grade buddy. Alle nystartede børnehaveklassebørn har en 5th grade buddy – også Vitus. Hans skyggeperson var der også… Og Vitus var glad! Han så tilpas ud, talte med sin buddy og tog interesseret imod de forskellige instrukser. Da frikvarteret var forbi stillede han fint og pænt op i rækken og gik ind i klassen igen, mens han ivrigt fortalte sin lærer et eller andet… Og der stod jeg så! Heldigvis med mørke solbriller på! Pyyyyha – det var vidunderligt at se! Det var så fint og så kært, og igen virkede hans energi helt i balance og ovenpå. Jeg har ikke ord for, hvor stolt jeg er af ham. Hvor vildt jeg synes det er. Hvor langt han er kommet. Nu beder jeg bare til, at alt det positive fortsætter, at han bliver ved med at have lyst til skolen, og at han har mod på det – også i næste uge, hvor realiteterne måske går lidt mere op for ham. Jeg er i hvert fald glad og fortrøstningsfuld. Jeg er stolt, og jeg er sindssygt rørt.

Nu kan jeg heldigvis få lov til at gå ned og hente ham… Efter hans første hele dag i børnehaveklasse. Det er vildt… Det er sgu vildt… Jeg beklager på forhånd trykfejl og stavefejl – dem har jeg ikke tid til at rette nu 🙂