I dag har jeg brug for at skrive nogle ord til (og om) min mand. Dem der kender mig ved, at  jeg beskriver ham som min klippe – det der urokkelige fundament, der forbliver stabilt i al slags vind og vejr. Han har altid været min klippe og vil altid være det. Men han er meget mere end min klippe. Han er også min bedste ven, og den person jeg deler absolut alt med. Samtidig er han fundamentet for, at alt dette – flytte til New York og give Vitus den bedste træning osv osv – kan lade sig gøre. Han arbejder rigtig hårdt – somme tider ufattelig mange timer, og det er hans fortjeneste, at vi kan gøre de ting, vi gør, fordi han er så dygtig til sit job, at vi kan klare os med hans indkomst. Nogle gange synes jeg, det er hårdt at undvære ham, når han...

Det er ikke så let at huske hinanden – som kærester – når man går igennem en hård og krævende tid. Egentlig var det allerede svært, da vi blot havde Sofia, men to børn betyder helt sikkert dobbelt op… Hvis ikke mere! Derfor betyder det også ekstra meget, når der dumper en uventet dejlig besked ind fra min kære mand… Ikke fordi jeg betvivler det, han skriver, men alligevel… Sådan en besked går selvfølgelig lige i hjertet – den giver tro, håb og en masse gå-på-mod. Tak skat – jeg elsker dig og tak for din evindelige støtte og hjælp… For lige at fuldende dette kærligheds-pjattede indlæg, bliver jeg nødt til at vise et billede fra vores magiske bryllupsdag tilbage i 2011. – Vi skal nok klare det hele – det ved jeg bare! Vi bliver kun stærkere, og alt ved vores forhold bliver konstant mere og mere meningsfyldt.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har fået det hele ud… Der er li’som ikke ro på inden i… For os er det ganske overvældende at være blevet involveret i systemet. Der gik rigtig lang tid, hvor vi ærlig talt ikke anede, at vi kunne få hjælp til vores udfordringer fra kommunen. Det var først da hospitalet anbefalede, at vi tog fat i pladsanvisningen for at høre, om der eventuelt kunne være et dagplejetilbud til Vitus i stedet for den vuggestueplads, som vi alligevel ikke brugte. Tre dage senere blev Vitus tildelt den bedste plads, hos den bedste dagplejemor – 100 meter fra vores hoveddør, og han var i øvrigt nomineret til hele fire pladser, så der kunne være plads til at forsøge sig med maden. Det kom desværre aldrig til at fungere… Altså det med maden. Alt andet var perfekt… Vi har været så enormt glade for den hjælp...

I dag har Kim og jeg været til møde sammen med overlægen fra Glostrup Hospital og vores sagsbehandler fra kommunen… Jeg var nervøs og mere mærket af det, end jeg havde regnet med. Måske jeg i virkeligheden også er lidt tyndslidt – det var i hvert fald sådan, jeg havde det i dag. Hele vores liv skal på en måde strikkes sammen fra scratch… Vi skal have opbygget en ny hverdag, som er så god som muligt for os alle sammen, og selvom det er nærmest umenneskelig hårdt, som det er lige nu, føler jeg mig alligevel ikke parat til forandring… Men forandring skal der selvfølgelig til… Når sådan et møde starter, fremlægger overlægen vores sag, og jeg må ærligt indrømme, at det er fuldstændig sindssygt hårdt at høre en tredjemand forklare vores situation… På en eller anden måde, går det mere op for mig, hvor langt ude det hele...