Vores allerførste "forældre-lærer samtale"... Om Vitus!

Store Amerika – du er for vild – og snart skal Vitus starte i børnehaveklasse!

Meget kan man sige om dette land… Amerikas Forenede Stater. Og meget har vi oplevet i den relativt korte tid, vi har boet her. Men når vi koger det hele ned og fokuserer på, hvorfor vi valgte at pakke vores liv ned i otte store kufferter og tage dem med over på den anden side af Atlanten, ja – så må vi bare konkludere, at det har været DET HELE værd… Og mere til!

Vi flyttede for at få bedre behandlingsmuligheder til vores autistiske søn. Vi flyttede for at være i “can do” mentaliteten, og vi flyttede, fordi vi ønskede at investere os selv – og alle vores ressourcer – i vores barn. Jeg vil ikke sige, vi var ambitiøse… Og jeg vil ikke sige, at Danmark er et lorteland, der ikke har forstand på en skid. Vi ville bare noget andet! – Noget virkelig radikalt andet, og det lod sig ganske enkelt ikke forene med Danmarks tilgang og syn på sagen.

Som jeg tidligere har beskrevet, er vi fra dag 1 blevet tilbudt et væld af forskellige behandlinger til Vitus. Han får både fin- og grovmotorisk træning, sanse-træning og fra næste uge vil han også se en tale-specialist. Alle disse tilbud er gratis og gives til børn, der viser en forsinkelse i deres udvikling. Derudover kommer så ET HAV af “alternative” tilbud, som fx Brain Balance, som vi har benyttet og haft stor glæde af. Det kan du læse mere om her.

Der er mange ting, jeg ikke nødvendigvis er vild med i dette gigantiske land – men mange af tingene kan jeg intet gøre ved, så jeg kan lige så godt lade være med at bruge dårlig energi på det. Én af disse ting er, at børn starter i børnehaveklasse (kindergarten) det år, de fylder fem år. Det vil i princippet sige, at nogle børn går i børnehaveklasse mens de blot er fire år – efter min mening meget, meget tidligt – og også FOR tidligt. Men som skrevet – jeg har absolut ingen indflydelse på dette, så det er bare præmissen, og jeg må leve med den.

Selvom jeg stadig ikke helt fatter det, og ofte må minde mig selv om det, så fylder Vitus altså fem år til sommer, hvilket med andre ord betyder, at han skal starte i børnehaveklasse efter sommerferien. Det er super angstprovokerende for mig – jeg kan slet, slet ikke se det for mig, men jeg har besluttet mig for, at jeg på ingen måde behøver træffe en beslutning lige nu. Så vi følger procedurerne og gør klar, og så må vi se, hvor den lille fyr befinder sig efter en god og lang sommerferie, og om vi vurderer, han er klar…

vd

Når man – som Vitus – har en individuel uddannelsesplan (her hedder det en IEP – individualized education program), bliver man indkaldt til et møde med skolen for at diskutere, hvordan skolen kan støtte barnet bedst muligt i forhold til den kommende skolestart. Vi havde vores møde for et par uger siden, og jeg er stadig helt forbløffet over, hvordan det gik… Vi havde forberedt os så godt som muligt. – Vi havde talt med forældre, der har været igennem den slags møder, og jeg havde indsamlet en masse forskelligt materiale og evalueringer, der alle skulle støtte mig i mit eneste forehavende – at skaffe så meget støtte til Vitus som muligt. Vi skulle mødes med skolens socialrådgiver og to andre. Der var sat en time af til mødet.

Efter præcis en time gik Kim og jeg ud af døren. Jeg tror måske begge vi var lidt overraskede over udfaldet, og jeg mindes at spørge ham, om jeg havde hørt dét og dét rigtigt… Det havde jeg! – Vi var glade, og jeg må ærligt indrømme, at flere kilo var fjernet fra mine skuldre. Mødet var en virkelig positiv oplevelse. Vi blev imødekommet, vi fik rum og plads til at fortælle Vitus’ historie, og selvom de uden tvivl hører et HAV af lignende historier, så følte jeg virkelig de lyttede, spurgte ind, viste empati på en oprigtig måde og generelt var interesserede i at lære os og Vitus at kende.

For at Vitus kan få den bedst mulige skolestart, og for at han kan få så meget støtte som muligt, har de tilbudt os, at Vitus får sin egen “skygge-person”. Dvs. en person, der følger ham og hjælper ham, hvis nødvendigt, i alle aspekter af skolelivet. – Og ikke nok med det – han bliver også tilbudt at fortsætte sine forskellige træninger; tale-, sansemæssig-, finmotorisk- og grovmotorisk træning… Derudover ville skolen, specifikt for Vitus, undersøge, om der kunne gøres noget i forhold til hans spisning – om de eventuelt kunne finde en spise-specialist, der kunne arbejde mere fokuseret med ham i frokostpausen. Alt dette på en ganske almindelig folkeskole, som vel at mærke er gratis, og hvor vi ikke får en ekstra regning, fordi vores søn har særlige behov…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med – og så alligevel! – Jeg havde i hvert fald IKKE regnet med, at vi ville blive tilbudt så mange forskellige servicer, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at de ville give Vitus en støtteperson 100% af tiden… Da jeg trådte ind af døren til mødet, var det med opsmøgede ærmer og med de forskellige argumenter klar på tungen som sylespidse og knivskarpe skyts. Skyts der skulle bruges til at bombardere fjenden med, indtil sejren var i hus… Derfor var lettelsen og følelsen af nærmest at være vægtløs nok også endnu mere intens, da vi gik hjem efter mødet. – For jeg havde vitterligt slet ikke haft brug for al min ammunition! Alle mine velsmurte og skarpladte våben faldt lige så stille til jorden i takt med, at mødet skred frem… Det var en virkelig vidunderlig følelse, og endnu engang må jeg bare konstatere, at “Guds eget land” kan et og andet. Vi søgte det, vi håbede og vi troede på det – og vi fandt det virkelig…

Efter sådan et møde sættes tankerne for alvor i gang. For hvordan ville Vitus blive modtaget i en dansk børnehaveklasse, og hvor meget tid ville der blive investeret i at kende hans særlige historie og hans behov, før han mødte op til første skoledag? Hvor meget assistance ville han blive tilbud? Jeg kan ikke lade være med at tro, at det desværre ville være ekstremt minimalt – både hvad angår indledende interesse men også hjælp til selve skolegangen. – Og det gør mig ked af det, når jeg tænker på det… For én ting er, at Danmark som land ikke tror på, at man kan gøre noget ved en diagnose som fx autisme og derfor ikke tilbyder træning, som Vitus har været igennem. – De tilbyder så heller ikke nogen speciel hjælp, når disse børn starter i skole og oplever inklusion på egen krop og sjæl… I mine øjne er det forfærdeligt! Jeg kan selvfølgelig ikke tale for alle mulige andre – jeg har jo ikke oplevet det danske system og ved ikke, hvordan det i virkeligheden ser ud. Men jeg ved altså godt, hvor jeg har det bedst med at sende Vitus i skole – og det er ikke i Danmark…

1 kommentar

  • Tine Skov Madsen

    Så fantastisk at læse, Ditte. Der er ganske givet mange forældre, der kan nikke genkendende til at forberede al ammunitionen til denne type møder – men nok sjældent, at de slet ikke behøver at bruge den! Så glad på jeres vegne – det betyder meget at føle sig mødt, for det giver noget ekstra energi til det vigtige; at være der for Vitus og Sofia (og hima den). Hold fast i der, når det nogle gange går den anden vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores allerførste "forældre-lærer samtale"... Om Vitus!