De fleste jeg møder på min vej kender Danmark for et stærkt og godt sundhedssystem. - Det gør jeg eg
Se næste indlæg >
Hvor meget skal jeg fortælle?
Vitus har nu været i pre-school tre gange. Jeg har netop hentet ham efter endnu en super succesfuld dag. Han er glad, oplagt og SÅ kær. I skolen har de også kun rosende ord til overs for ham – han er sød, hører efter, folder sig mere og mere ud, og er bare glad. Det er SÅ fantastisk at høre. Og så lettende! Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med – måske at han trods alt ville have et par break downs eller noget… De kan selvfølgelig stadig nå at komme, men det virker virkelig som om, han er mere robust og omstillingsparat, end jeg måske lige havde regnet med.
I dag fik jeg et spørgeskema med hjem. Her bliver jeg spurgt om alle mulige ting – inkl. Vitus’ historik, særlige behov osv osv. Jeg har selvfølgelig tænkt mig at svare ærligt på disse spørgsmål, men jeg er virkelig i tvivl om, hvor meget af Vitus’ historie, jeg skal dele med dem? Hvor meget er vigtigt for dem at vide i forhold til at kunne passe bedst muligt på mit barn og hjælpe ham med at udvikle sig og blomstre? Hvad ville du have gjort i min situation?
Glad dreng i Costa Rica!
Uh, det er et rigtig svært spørgsmål, som jeg ikke tænker der er noget enkelt svar på. På den ene side ville jeg være bange for at stigmatisere ham og ændre pædagogernes syn på ham, men på den anden side har de også større mulighed for at støtte ham, på lige præcis den måde der passer til ham, hvis de kender til ihvertfald en del af hans historie. Derudover tror jeg, lidt naivt, at det giver de bedste forudsætninger at være åben og vise tillid. Hvis Vitus om nogle uger skulle reagere på opstarten med et tilbagefald, tror jeg det vil være lettere hvis der har været åbenhed fra starten og pædagogerne har den rette forståelse for lige præcis ham.