Tagterasser er ikke kun til solbadning - mød vores snemand!

Når man grædende forlader sin søn – men smiler inden i

Ja, altså – det er jo ikke mange timer jeg generelt har undværet min søn i løbet af de sidste 4,5 år. Faktisk er det vanvittig lidt, jeg har været uden ham, så når der sker noget, som kræver, at jeg skal være ham foruden, er det virkelig, virkelig både stort, angstprovokerende og grænseoverskridende… Ikke desto mindre er det på tide! Det ved jeg skam godt – meeen det gør det jo ikke nemmere bare fordi, det er på tide!

I går havde Vitus sin første dag i pre-school her i New York. Vi skulle være der kl 8.45-11.45, og jeg havde aftalt at blive der hele tiden. Sofia var også med – Kim er i Chicago, så da hun ikke var frisk nok til at komme i skole, måtte hun med.

Vitus var enormt spændt, og han har virkelig glædet sig. – I meget lang tid! Der er ingen tvivl om, at han har været klar et stykke tid, men vi skulle lige igennem vores Brain Balance program, før det gav mening at sende ham afsted i skole. Han har talt meget om at starte i skole, men mest af alt har det gjort indtryk, når han gang på gang har sagt, at han ikke har nogle venner, og at alle dem jeg nævnte var Sofias venner… Det var derfor også med meget stor glæde og kun lidt angst, at jeg – med både min søn og datter – gik ind ad døren til Vitus’ nye skole.

Til at starte med skal Vitus være i en klasse, hvor der er 12 andre børn og 4 lærere. Børnene er imellem 2-4 år, men fra 1. februar starter de med at opdele børnene, således at Vitus vil være i gruppe med 5-6 andre 4-årige. Han skal være der 3 dage om ugen á 3 timer til at starte med – men hvis alt går godt, tænker jeg at det skal være hver dag.

Det var simpelthen så rørende at se den lille mand… Han var bare så glad, så sød og så engageret. Artigt lyttede han til alle direktionerne, fulgte pænt med, når han blev bedt om det, og på intet tidspunkt var han hverken ked af det eller udfordret. På et tidspunkt kigger læreren på mig og siger – han må da være vant til at blive afleveret, sådan som han agerer? Ikke just, forklarede jeg – men sagde også, at han nok havde været klar til det længe, men at det ikke lige havde passet ind… Jeg er faktisk rigtig meget i tvivl om, hvor meget eller hvor lidt jeg skal forklare personalet om Vitus’ historie. Jeg ønsker på ingen måde, at de skal se ham i et bestemt lys – på den anden side kan det selvfølgelig være rigtig rart at vide nogle af tingene for at hjælpe ham bedst muligt. Lige nu har jeg kun forklaret dem lidt om hans spiseproblemer. De er nødt til at vide, at de ikke skal forvente, at han kværner alle sine snacks + at hans skal bede om lidt vand, hvis han får noget galt i halsen. Det er alt, de ved lige nu – og jeg tænker egentlig, at det skal forblive sådan lige nu…

skole skole1

Sådan ser man ud på første skoledag, hvor tasken faktisk er større end en selv 🙂 

Efter tre rigtig gode timer, gik vi alle glade hjem. Vitus var stolt og helt oppe og køre over, at han nu havde fået sine helt egne venner! Lille skat – jeg får helt ondt i hjertet, når jeg tænker på, hvor længe han har ønsket sig sine egne venner… Vitus gik i seng med at smil på læben, og vi blev enige om, at det der skole var helt vildt sejt!

I dag har Vitus været afsted igen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men med hans gode oplevelse i går, ville det måske være en god idé at lade ham være lidt alene i skolen. Som sagt, så gjort! Efter en lille halv time, forlod jeg min store dreng… – Og selvom han med stille stemme sagde – mor, jeg savner dig, gik det rigtig fint med at sige på gensyn. På vej ud af døren slår det mig, at det er ca 3,5 år siden jeg for første gang forsøgte af aflevere Vitus i institution… På det tidspunkt var det i Lyngby – i Sofias vuggestue… Og det var ikke en succes. Alle minerne skyllede ind over mig, og jeg gennemgik alle de ting, vi har været igennem siden. Pyha! Det er ikke småting, og jeg ved ikke, om det var pga alle minderne eller det faktum, at jeg netop havde sagt på gensyn til Vitus – men tårerne var ikke til at holde tilbage på vej ned ad gaden…

De to timer gik ret langsomt, synes jeg! – Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg tænkte på, hvad han mon lavede? Var han ked af det? Var han utryg? Ville han få noget galt i halsen? Osv osv… Alle spildte tanker, for da jeg kom for at hente Vitus kl 11.45, kom den gladeste, sødeste, sejeste dreng løbende og omfavnede mig. Han havde haft nogle rigtig gode timer, og selvom de sagde, at han havde været mere stille end i går, hvor han jo både havde sin søster og sin mor ved sin side, så var det gået super godt. Vigtigst af alt var, at Vitus var lykkelig, og hele vejen hjem for talte han om de sanglege, de havde leget, hvad han havde tegnet, hvad hans nye venner hedder osv osv. Min lille skat – der faktisk ikke er så lille endda! Dét skal jeg lige lære…

1 kommentar

  • Sikke en dejlig oplevelse I har haft!
    Hvor er det skønt at høre!

    Det føles så vildt, når de bliver så store, og begynder at løsrive sig fra en.

    Men jeg elsker også at se, hvordan mine børn nyder at have venner, og være en del af det særlige fællesskab børn har,

    Vores søn har haft et stort jordbærmærke på den ene kind, som har hæmmet andres/fremmedes tilgang til ham.
    Men heldigvis har børnehavevennerne altid behandlet ham kærligt og aldrig drillet ham.
    Det har været skønt at se. (Lang historie findes på min blog)

    Jeg glæder mig til at følge med på jeres og Vitus’ rejse i hans/jeres fagre nye verden!

    De bedste hilsner, Lone

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tagterasser er ikke kun til solbadning - mød vores snemand!