Når man har et barn, der skal have et kærligt skub i numsen…

Vitus har alle dage været en forsigtig dreng. Han har aldrig haft brug for at kaste sig selv ud på dybt vand, og har altid haft det bedst med livrem og seler, så at sige… Før i tiden tænkte jeg ikke så meget over det. Mest af alt kunne jeg synes, det var lidt irriterende – hvorfor turde han ikke prøve mere? Hvorfor blev han så panisk angst for ting, som – i mine øjne – slet ikke burde være farlige for ham?

Når jeg tænker på dette i dag, har jeg helt sikkert fået en større forståelse for Vitus’ person, og de vanskeligheder han har bakset med – og stadig en gang imellem bakser med. Med fem sanser, der konstant spiller én et puds og med en motorik, der ikke helt er, hvor den skal være – kan jeg godt forstå at “små” ting kan virke overvældende. Jeg tror ikke, Vitus har “stolet” på sin krop! – Stolet på, at benene kunne bære ham, at balancen kunne redde ham… På den måde bliver det hele ret grænseoverskridende – det forstår jeg virkelig godt! En anden ting er personlighed – Vitus’ DNA. Han er uden tvivl en genert og forsigtig type, og han skal ofte have et kærligt men bestemt klap bagi. Jeg kunne aldrig finde på at kaste ham ud, hvor han ikke kan bunde, men erfaring fortæller mig også, at han faktisk får SÅ mange fede, gode oplevelser, hvis jeg somme tider prøver at skubbe lidt til hans grænser.

I skrivende sekund sidder jeg i New Jersey og venter på, at Vitus skal blive færdig med sin træning. Herude er det også noget, de har bemærket, og Vitus’ lærer siger ofte, at han – når han møder en ny øvelse – siger; Jeg kan ikke! Altid viser det sig dog, at selvfølgelig kan han det! Til sidste session fik Vitus derfor en helt speciel stjerne, som han skulle sætte på sin tavle – og han havde oveni købet selv skrevet den 🙂 Se nedenfor!