Hvad synes jeg egentlig om den programserie, vi er med i?!

En sød besked – og jeg bliver så glad!

Vi havde indstillet os på, at der nok ville komme nogle mindre rare beskeder i kølevandet på vores deltagelse i “Jagten på den gode liv”. – Og det er der også kommet men ikke direkte i vores indbakker – de er kommet på sociale medier, der omtaler programserien. Når det er sagt, så er det bestemt ikke hårde ord, vi får med på vejen – de fleste kommentarer går på, at vi da ikke kan få bedre tilbud end det danske sundhedssystem… – Og jeg ville virkelig ønske, det var min oplevelse, men det er desværre ikke korrekt… Danmark har en tilgang til dette område, der – i mine øjne – bestemt ikke bygger på at udvikle det enkelte barn så meget som muligt. Danmark passer på og tilpasser omgivelserne til barnet… – Men hvad så, når barnet skal ud i samfundet? Ud i den rigtige, virkelige, barske verden? Jeg gruer stadig ved tanken men ved, at Vitus snart bliver nødt til at kommer derud. – På dybt vand, og hvor han for alvor komme til at vise, om han har lært at svømme eller ej. Det skræmmer mig, men jeg ved også, at vi har gjort ALT, der står i vores magt for at gøre ham klar til det.

Heldigvis er langt de fleste kommentarer og emails enormt positive. Jeg har fået virkelig mange henvendelser – fra folk, som også er flyttet fra Danmark til New York og som tilbyder hjælp, hvis vi skulle få brug for det. Men også fra folk, som er i samme situation som os – en autisme-diagnose stillet på deres barn i Danmark og så efterfølgende håbløshed og frustration.

thumb_img_7250_1024

Happyyyyyy 🙂 

Jeg er så glad for at have nogle at diskutere udfordringerne med, og jeg bliver så lykkelig hver gang, der kommer en sød kommentar eller en uventet email. Det er uvurderligt… Tænk at nogle mennesker tager sig tid til at skrive mig en besked, fordi de synes, vi gør det godt! Det giver mig SÅ meget energi, og det gør mig SÅ glad – så tusind, tusind tak til jer, som sender opmuntrende og søde ord. De gør en verden til forskel.

Ha’ en fantastisk søndag!

6 kommentarer

  • Karina

    Hej Ditte,
    Jeg har lige set de 6 programmer og fik bare lyst at skrive til dig at jeg syns du er HELT VILDT SEJ! Stor respekt og held og lykke fremover til dig og dine skønne unger 🙂 Kh Karina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg synes du virker som en skøn mor og din lille fyr ser så sød ud med masser af liv i øjnene. Held og lykke med jeres nye liv ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria B. Christensen

    Kære Ditte

    Din side er en stor inspiration for mig, og du er god til at sætte ord på de overvejelser og tanker, der også går igennem mit hoved flere gange dagligt. For når man er mor til en dreng med autisme (hvad det så end er???) er man nødt til konstant at forholde sig til, hvordan man som familie ønsker at agere på sit barns udviklingsmæssige udfordringer.

    Min søn Janus på snart 6 år fik diagnosen som 3,5 år. Han har altid været anderledes idet han også er født for tidligt, men eftersom han ikke brugte det verbale sprog som kommunikationsform førend han var 4,5 år satte det jo visse begrænsninger for hvilket dagtilbud kommunen ville anbefale os.
    Vi gik med på deres anbefaling om specialinstitution, og var som sådan glad nok for institutionen men ked af at det var meget vanskeligt for os at overføre det Janus lærte hos dem til den verden han skulle forholde sig til resten af tiden: fx herhjemme med en lillesøster eller når han var på legepladsen eller når vi var sammen med venner og familie. Sammenlignet med nu var der heller ikke den store udvikling at spore, da vi jo gerne skulle vente på lidt initiativ fra Janus selv.
    Af bagvejen fandt vi frem til, at der var andre måder at tænke “behandling” af autisme på. Netop som du skriver i indlægget ovenfor. I stedet for at tilpasse omgivelserne til Janus, vil vi hellere bruge energien på at få lært Janus så meget som muligt om at klare sig i den “normale” verden.
    I den forbindelse har vi været så heldige at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og er kommet med i et ABA-projekt under Aarhus kommune. En forældregruppe har lavet en kæmpe indsats for at få det til at lykkedes, da de oplevede en del udfordringer ved kun at kunne tilbyde ABA (Applied Behavior Analysis) som hjemmetræning.

    Udover at rose dig og din familie for at stå frem og vise andre måder at tænke behandling af autisme på, så ville jeg også blot oplyse dig om, at vi er nogle forældre (sikkert ret mange) som i Danmark forsøger at kæmpe en kamp for at gøre kommunernes tilbud til børn med autisme mere fleksible – mere i retning af de muligheder, som I er taget helt til New York for at opnå. Sikkert et fornuftigt træk af jer, da det danske system kan være noget tungt at danse med.

    Ønsker jer al mulig held med behandlingen af Vitus, Vh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Kære Maria – tusind tak for din besked! Det er så dejligt at høre fra folk i samme båd, og hvor lyder det bare spændende det, I har gang i. Jeg er helt enig i de ting, du skriver – jeg ville ønske vores land var mere åben over for at tro på forandring, fremgang om potentiale hos disse børn… Der er så mange børn, man kan hjælpe ved at adressere deres udfordringer, så livet bliver dejligere at leve for dem… Stort knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sophie H.

      Kære Maria og Ditte,

      Det har været opløftende at læse om jer, der også har taget skeen i egen hånd og ikke villet nøjes med at lade jeres børn opbevare.

      Vi har en dreng på 6 år, hvor vi har kæmpet helt vildt for at få ham ud af specialmiljøet. Det var i øvrigt underligt, de blev ved med at insistere på at beholde ham dér, al den stund det var sindssygt dyrt. Man plejer kun at høre om dem, som ikke kan få hjælp nok, men vi ville gerne frasige. Det kunne man bare ikke. Vi ved stadigvæk ikke helt hvorfor. Han går nu i en helt almindelig børnehave med lidt ekstra hjælp og trives så det basker 🙂

      Vi har følt os ret alene med synspunktet om at man også kunne udvikle og træne (særligt det sidste fik alle pædagoger og fagfolk til at få tics). Vi er blevet kaldt overambitiøse forældrer, og det var på “egen risiko” vi valgte at tage ham ud af specialinstitutionen. Det føltes usikkert og virkelig slemt at stå der og gå direkte mod alle faglige anbefalinger. Heldigvis havde vi ret! Så tak fordi I deler jeres historier. Vi har stillet præcis de samme spørgsmål til pædagogikken – hvad så den dag vores barn ikke har sin PECS-mappe, ikke er i et miljø der kan tilgodese ham osv. osv.

      Parolen om at man da ikke kunne ønske sig noget bedre end det danske velfærdssystem, når man stod med et handicappet barn, jo tak den har vi også hørt!

      Vi hjemmetræner også rigtig meget, ikke direkte ABA, men de samme principper. Vi har haft mulighed for supervision og hjælp gennem en i vores private netværk. Og så er de bare rigtig gode i børnehaven til at hjælpe med at træne sociale færdigheder. Men jeg får ondt i maven ved tanken om de børn, der ikke har ressourcestærke forældrer og netværk.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad synes jeg egentlig om den programserie, vi er med i?!