Når hverdags-helvedet rammer… For alvor!

I går var – som dem af jer, der læste med ved – ikke den bedste dag i mit liv. Der var lidt forskellige tanker, der skulle placeres på de rette hylder, så jeg igen kunne kigge positivt fremad – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Kim var bortrejst, så jeg havde ikke rigtig noget at læsse af på. Heldigt for ham – men uheldig for mig 🙂

Som bekendt kommer en negativ ting sjældent alene, og det var (desværre) heller ikke tilfældet for mit vedkommende. Sofia havde sin bedste veninde med hjemme fra skole, og de legede alle sammen inde på et af vores værelser. De er simpelthen SÅ søde til at inddrage Vitus i deres leg – han er for det meste faren eller moren og tager sin rolle meget seriøst. Det er så kært at høre på, og jeg sidder ofte helt stille inde i stuen, så jeg kan høre dem snakke og grine.

Sent på eftermiddagen hører jeg pludselig det største skrig. Jeg flyver op og løber ind på værelset. Døren til vores tøj-værelse er lukket og jeg river døren op. På gulvet sidder Vitus med Sofia ind over sig. Vitus skriger på en måde, jeg aldrig har hørt før. Jeg kan høre, han er i ekstrem smerte. Jeg panikker totalt og forsøger at forstå, hvad der egentlig er sket. Sofia græder også, så det hele er temmelig kaotisk, og jeg finder ikke ind til sagens kerne lige med det samme. Vitus sidder krapagtigt på gulvet og forsøger at skærme sin arm og sin hånd. Jeg råber op: “Hvad er der sket, hvad er der sket?!” Sofia forsøger at svare alt imens hun hysterisk græder mig ind i ansigtet, men efter kort tid forstår jeg, hvad der foregår. Vitus har fået sin lille hånd totalt klemt i døren, som Sofia smækkede (selvfølgelig) uden at vide, at hans hånd var i klemme…

Hold nu kæft, hvor var det ubehageligt. Jeg har svært ved at genkalde en lignende følelse – det var VIRKELIG ubehagelig og totalt angstfremkalende – specielt i de sekunder der gik, før jeg fik taget Vitus op og fjernet hans anden hånd, som dækkede for den hånd, han havde klemt. De 3 sekunder, der må været gået, føltes som ÅR! Og hold nu op, hvor kan man nå at tænke mange tanker på så få sekunder… Jeg så alle scenarier for mig – brækket hånd, skæve fingre, masser af blod, en afkappet fingerspids osv osv… Puha, det var ikke sjovt – og alt imens jeg forsøgte at styre min egen angst, skulle jeg have Vitus til at falde bare en lille smule ned. Han var totalt hysterisk og havde tydeligvis meget, meget ondt.

Det første jeg kunne konkludere var, at intet var blevet kappet af. Heldigvis! Alle fem fingre var der, og det blødte kun meget lidt. Det var uden tvivl ringefingerne der var mest medtaget – her var der en 2 cm lang men meget tynd hudlap, der strittede op i luften. Det lignede en mikromillimeter tynd afskrælning af huden – så lidt at det faktisk næste ikke blødte. De andre fingre havde også små hudafskrabninger og så havde især langemand og ringefinger fået nogle alvorlige klem. De var røde og hævede med hakker i, og der var blodudtrækninger flere steder.

Jeg fik Vitus med ind i stuen og forsøgte at få lidt ro på. Sofia var helt ude af sig selv og blev ved med at råbe: “Bliver han ok? Kan hans hånd sættes sammen igen? Er han ok?”… Jo mere hun skreg, jo mere skreg han også!! Jeg fik lagt et koldt omslag på Vitus’ hånd og gav ham en smule panodil. Nøj, hvor var det synd – han var helt opløst… Heldigvis faldt han lidt til ro, og jeg kunne kigge på hånden, uden at han skreg. Selvom jeg ret hurtigt konkluderede med mig selv, at der højst sandsynligt ikke var noget brækket, fik jeg alligevel en tid til ham hos lægen – bare lige for at være 110% sikker. Kim var stadig væk, så kl 19 læssede jeg begge unger i ladcyklen – som jeg by the way ELSKER – og kørte til lægen.

Det tog præcis 5 minutter for lægen at tjekke hans hånd – som han modigt rakte frem. Hun var enig med mig, og bad mig blot holde øje med hævelsen. Den skulle gerne falde, og hvis det ikke var tilfældet, skulle vi komme igen.

Vitus (og Sofia) fik heldigvis en god nat, og hånden er markant bedre i dag. Lille pus… Jeg fik også sagt undskyld til Sofia for at råbe lidt højt og for at sige (meget bestemt) til hende: “Det gør du ALDRIG igen”… Jeg forklarede hende, at jeg simpelthen var blevet SÅ bange og derfor havde haft svært ved at bevare roen. Vi havde en god snak, og min lille skat tog heldigvis imod min undskyldning… ÅH hvor jeg elsker dem!