Gad vide om de nogle gange tænker på Vitus?

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på Vitus’ liv… – På hans forskellige oplevelser igennem sit liv… – På de mennesker han har mødt på sin vej – nogle med stor indflydelse på hans liv, andre med knap så stor indflydelse.

To billeder af den samme dejlige dreng med ca 2 år imellem 🙂

Efter en meget hurtig tur forbi Sofias institution, hvor han overhovedet ikke passede ind, startede Vitus i dagpleje, da han var 1 år og 4 måneder. Vi havde fået tilbudt en plads, hvor Vitus var nomineret til 4 børn – dvs. han var det eneste barn hos den dagplejemor! Vi sagde – efter et rigtig fint møde med den pågældende dagplejemor – ja tak til tilbuddet, og Vitus startede ugen efter. Han faldt hurtigt til, men han kom aldrig rigtig i gang med at spise sammen med sin dagplejemor. Det var derfor begrænset, hvor længe han kunne være der… – Jeg kunne simpelthen ikke leve med at vide, at han intet spiste, så ofte var han der kun nogle få timer. Ideen var selvfølgelig hele tiden, at han skulle komme i gang med at spise, men uden at jeg overhovedet KUNNE vide det, så VIDSTE jeg det alligevel… – Han ville ikke bare begynde at spise lige pludselig… Det ville han bare ikke… Desværre!

På dette tidspunkt havde Vitus ikke sin diagnose. Jeg havde selvfølgelig haft diverse tanker om, hvad der dog kunne være skyld i min søns symptomer, men jeg var på ingen måde nået frem til nogen form for konklusion. Jeg husker tydeligt, den ansvarlige leder i dagplejegruppen. Hende havde vi flere møder med. Hun var skøn, nærværende og forstående. Hun havde denne helt særlige evne (vigtigste evne efter min mening) – nemlig at være empatisk og ydmyg over for vores situation. Hun var virkelig en fantastisk kvinde. Det er lidt sjovt at tænke tilbage, for selvfølgelig havde alle, der mødte Vitus – og stadig møder ham – sikkert en holdning til ham eller måske en masse tanker om, hvorfor han er og gør, som han er og gør 🙂 – Det havde de uden tvivl også i dagplejen… Men aldrig var der nogle, der blev konkrete i forhold til, hvad de tænkte om ham… På et tidspunkt står jeg og taler med lederen, og hun tager mig på skulderen og kigger mig dybt i øjnene. Så siger hun: “Ditte, i dag havde jeg lige et øjeblik, og det brugte jeg sammen med Vitus. Det var virkelig skønt, og vi delte nogle minutter sammen. Vitus pegede og ville vise mig noget. Han kiggede på mig for at sikre sig, at jeg vidste, hvad han mente og ville. – Det var fantastisk! – Og når han kan gøre det én gang, kan han gøre det igen og igen…” På dét tidspunkt anede jeg ikke helt, hvad hun ville med det – andet end, at jeg kunne fornemme, at hun mente, det var positivt. Set i bakspejlet kan jeg sagtens se, hvad hun mener…

Desværre stoppede hun, mens Vitus stadig var i dagplejen, og der kom en ny leder til… Hende glemmer jeg heller aldrig… Desværre ikke af samme positive årsager! Hun havde mildest talt INGEN situationsfornemmelse og ingen empati, og jeg glemmer aldrig hendes udmelding: “Mit faglige hjerte vil aldrig kunne retfærdiggøre, hvis vi ikke arbejder intenst med hans spiseforstyrrelse. Du må lade ham være i dagplejen i længere tid!” Hvad hun ikke forstod var, at mit MODER-hjerte bare vidste, at det ville være en dårlig idé. Hun havde INGEN – absolut INGEN – idé om, hvad vi havde været igennem! – At jeg – igennem 1 hel forpulet uge – havde kørt til Herlev Hospital for at få min søn vejet for at finde ud af, om han havde tabt sig “nok” til at de kunne proppe en sonde ned i halsen på ham… Det måtte bare ikke sket – og dette syntes hun slet ikke at fatte… Forstå mig ret – der var intet jeg ønskede mig højere end, at mit barn begyndte at spise – selv, med mig eller med andre. Det ønsker jeg stadig! Men jeg vidste bare, at der stadig var enormt lang vej, plus Vitus var på det tidspunkt så lille og spinkel, at jeg på ingen måde kunne retfærdiggøre, at han ikke spiste i 4-6 timer… Puha, grimme minder, der stadig kan give mig hjertebanken…

Vi havde igennem længere tid besøg af en ergoterapeut, som kommunen havde bevilliget os. Hun var enormt sød og professionel. Hun kom med en masse rigtig gode forslag, og vi afprøvede – i samarbejde med hende – en masse spændende ting. Desværre uden umiddelbar virkning. Dog er jeg af den overbevisning, at Vitus’ udvikling skyldes summen af alle de ting, vi har været igennem sammen med ham. Jeg mindes tydeligt, at hun besøgte os i den periode, hvor Vitus var allermest indadvendt og utryg – omkring 1,5 års alderen… Jeg husker også hvor overrasket hun var over at se Vitus nogle måneder senere. Hun syntes, han havde udviklet sig helt enormt meget… Gad vide, hvad hun ville sige, hvis hun mødte ham i dag…

Igennem vores forløb på Glostrup Hospital var vi tilknyttet den dejligste sygeplejerske. Hun var hele vejen igennem SKØN, og vi havde nogle rigtig gode timer sammen. Hun viste – med sine øjne – at hun troede på os. Men hendes mund fortalte mig, at hun så Vitus som et barn med autisme uanset hvad… – Måske han ville lære at kompensere, men han ville altid være et barn med autisme… Det samme sagde den overlæge, vi var tilknyttet. Også hende var vi rigtig glade for – også selvom både hendes øjne og mund op til flere gange fortalte mig, at hun troede på deres tilgang, deres anbefalinger… Jeg troede aldrig på deres tilgang eller deres anbefalinger. Ikke bare en lille smule…

Gad vide om alle disse dejlige mennesker nogle gange tænker på Vitus, eller om de parkerede ham i en helt bestemt boks, da vores samarbejde stoppede? Jeg savner nogle af dem, men håber de alle har det godt. De har været med på et stykke af vores vej, og de har alle bidraget til, at vi er, hvor vi er i dag. – For det er jeg taknemmelig!