Her går det fremad... Selvom nogle ting er uændrede...

Fra uskydige A, B og C til serious business!

Vi har haft en dejlig weekend. Vores far har løbet en halv-marathon i mega god stil OG tid, vi har hygget, og så har Vitus lært at læse! – Egentlig en meget naturlig udvikling fra hans store interesse for bogstaver – men alligevel! Jeg synes sgu, det er lidt vildt. Vi startede i går med helt enkle ord som FÅR, KO og KAT, men hurtigt mestrede han længere og mere komplicerede ord som KROKODILLE og ELEFANT.

Han er dybt fascinerende at kigge på. Stille og roligt sidder han og staver sig igennem bogstavernes lyde – som han kan fuldstændig fejlfrit, hvorefter han sætter lydene sammen og siger ordet. Jeg har lavet en lille film af seancen. Den er optaget sidst på eftermiddagen, hvor han allerede var relativt “øvet”. Se den her: Vitus læser.

Jeg er med på, at min søn er anderledes… – At han ikke er som alle andre… Hvilket også bliver tydeligt i den lille film, jeg har uploadet. Men han er kvik, han er lærenem og han er videbegærlig! Det skal nok få ham langt i livet… Han er to år nu, og han kan læse…

Ofte tænker jeg på, hvor rart og bekymringsløst det ville have været, hvis han bare var “normal”… Jo, det ville have været rart, hvis jeg havde kunnet blive i mit skønne job, som jeg elskede… Jo, det ville være fantastisk, hvis Vitus bare spiste og kunne være i en god vuggestue. Og det ville da være dejligt, hvis jeg – når jeg tænker på fremtiden – blot behøvede at koncentere mig om “normale” udfordringer – de almindelige forhindringer… Men sådan er det ikke… Jeg har INGEN idé om, hvordan dette eventyr ender. – Har ingen idé om, hvor godt og hvor meget vi kan hjælpe ham til at få et lykkeligt og uafhængigt liv…. Jeg ved bare, at vi gør vores allerbedste. Og jeg ved, at jeg ser det som et eventyr… Ikke et mareridt.

Egentlig er det mest fremtidens udfordringer/uforudsigelighed, der kan ryste mig og give mig ondt i maven. – Også selvom vi – på en måde – står i lort til halsen lige nu… Og præcis DEN pointe, håber jeg er universel! – At jeg aldrig rigtig mærker presset på mine skuldre i nuet, men – som alle – en gang imellem bekymrer mig om fremtidens hemmeligheder. Det ville være rart! Specielt fordi jeg efterhånden har lært ikke at lade mig styre og diktere af mine “hva-nu-hvis” bekymringer. Jeg lever i nuet og får det bedste ud af det. Basta.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her går det fremad... Selvom nogle ting er uændrede...