Her går det fremad… Selvom nogle ting er uændrede…

Jeg har været meget stille. Meget længe. Faktisk har jeg været syg og ikke overskuet særlig meget. Men det er bare den sidste uges tid… De andre dage har jeg ikke nogen undskyldning for. Men det går godt her hos os. Vi arbejder os igennem dagene; gør det vi skal, elsker hinanden og nyder minutterne sammen. Vi forsøger at forblive på den positive vej – fokuserer på alle de gode ting, alle fremskridtene og alt det, der fungerer. Og det er meget.

Vitus er en fantastisk dreng. Det kan faktisk ikke beskrives. Jeg elsker hans skønne glade væsen, hans smukke, charmerende smil og hans evige gode humør. Hans hjerne er dybt fascinerende, og han fortsætter med at overraske mig dagligt. Hans imponerende måde at tillære sig nye færdigheder på er intakt, og jeg elsker at være i hans selskab.

Som I ved, er det primært sproget, der bekymrer mig. Det er det stadig. Og så maden selvfølgelig… Men maden har jeg på en måde sluttet fred med lige nu. Han er nået virkelig langt de sidste måneder – er gået fra ikke at kunne synke – ikke at ane, hvad det er “at synke” – til faktisk at vide, hvad han laver, og at han bliver nødt til at synke sin mad. For at vi kan tage det næste store skridt – og introducere mere fast føde – skal han bevæge sig væk fra sin ekstreme brækrefleks. Han får stadig dagligt brækfornemmelser og kaster faktisk op i ca. 75% af tilfældene. Frustrerende og så ufattelig synd for den lille fyr… Jeg skal i gang med at lave noget mere – endnu mere fokuseret – mund-stimulering. Hans følesans er uden tvivl fortsat helt hen i vejret…

Sproget går også fremad, omend langsomt. Jeg ved, at han forstår rigtig mange ting, men jeg ved også, at der er rigtig mange ting, han ikke forstår… Han er utrolig god til at efterligne – det gælder både ord og handling, og faktisk udtaler han de fleste ting fuldstændig korrekt, HVIS jeg sætter ham grundigt ind i tingene. Når han bare går rundt og bruger sit sprog, som han vil, kan han være ufattelig svær at forstå. Jeg håber inderligt, han fortsætter med at udvikle sit sprog. Han virker interesseret og forsøger sit bedste. Forhåbentlig kommer det stille og roligt… Også selvom han er enormt forsinket… Og langt bagud…

Vitus har udviklet sig fra at være ekstremt lyd-følsom til faktisk at klare de fleste udfordringer virkelig flot. Før i tiden kunne jeg være nervøs, når jeg tog ham med ud. Ofte måtte vi køre hjem efter 5 minutter i Lyngby Centeret, fordi han simpelthen ikke brød sig om det og blev ked af det. Nu er han sej! I påsken var vi på Bornholm, hvor vi besøgte Natur Bornholm. Adgangen til selve området startede med et rullebånd, hvor du – i mørke – oplevede forskellige indtryk i form af lyd, lys og omgivelser. Jeg var overbevist om, at Vitus ville blive utryg, og jeg havde allerede forberedt mig på at små-løbe igennem gangen for at komme i sikkerhed for enden af rullebåndet. Men der tog jeg fejl. Vitus syntes, det var enormt spænende, og han klarede det i fin stil. Sej lille fyr.

Jeg er umådelig spændt på fremtiden. Nogle gange får jeg helt ondt i hovedet af at tænke på fremtiden. For det meste bremser jeg mig selv. Jeg kæmper med et gen, der gerne vil vide så meget som muligt, gerne vil tænke over så meget som muligt og også helst overveje alle mulige fremtidige scenarier. Det kan give en sygelig hovedpine, og det kan også give virkelig ondt i sjælen… Så jeg prøver at lade være. – Og blive i nuet. Det er dér, jeg har allerbedst af at være. I nuet… Leve livet mens man har det – det skal vi alle sammen, og de fleste af os skal gøre os umage for ikke at forsvinde ind i junglen af fremtidige overvejelser, bekymringer og ukontrollerbart tankespind.

“Life is what happens when you are busy making other plans”…