Lidt om nytårsdagene på min yndlingsø...

Vitus og grandkusinen på 8 mdr – læs og se hvordan det gik…

Jeg tænker ofte så meget, at hele huset knager herhjemme… Hele tiden forsøger jeg at skabe mening i de ting, jeg oplever – specielt sammen med Vitus. Hvor går grænsen for, hvad børn med autisme kan?! Ofte forvirres jeg, og meget ofte giver hans diagnose slet ikke mening for mig. I bund og grund er det også fuldstændig ligegyldigt – diagnose eller ej, men jeg er åbenbart sådan indrettet, at jeg frygtelig gerne vil forstå det hele… En – til tider – frustrerende egenskab, som jeg forsøger at bruge så konstruktivt som muligt…

I fredags havde jeg besøg af min skønne kusine, som for otte måneder siden fødte en smuk og dejlig datter. – Hun var selvfølgelig med, og jeg var umådelig spændt på at se Vitus sammen med en “mindreårig”. Han har – ind til videre – kun været omkring børn, der var ældre end ham selv, og jeg skal være den første til at indrømme, at Vitus burde arbejde lidt med sin tolerance… Han er ikke just overbærende, hvis Sofia kommer og tager hans ting… Ofte sætter han i et uudholdeligt skrig, så selv Sofia spærrer øjnene op og kaster det, hun har taget, tilbage i favnen på ham, så han holder kæft… Så jeg var temmelig spændt på, hvordan han ville håndtere sådan en lille størrelse, som jo bestemt ikke forstår dit og mit!

De kom kl 13, og egentlig skulle Vitus sove på det tidspunkt, men jeg fornemmede allerede fra start, at han meget gerne ville være med, så jeg lod ham springe middagsluren over. Egentlig har han sprunget sin lur over nogle gange efterhånden, og han klarer det bare super flot! Heldigvis har vi ikke travlt med noget som helst, så virker han træt, får han sin lur. Skal vi noget spændende er det fantastisk at vide, at Vitus sagtens kan springe sin lur over, uden at verden falder sammen.

Allerede fra det sekund, hvor min kusine og hendes datter træder ind af døren, fornemmer jeg, at Vitus er meget interesseret i den dejlige, lille pige. Faktisk var det ganske overvældende for mig at være vidne til… Og faktisk kan det ofte være ekstremt svært at forklare både andre OG mig selv, hvorfor jeg ofte bliver så overvældet af følelser, når jeg ser min skønne søn interagere helt normalt med andre børn. – For hvad havde jeg regnet med? – Hvad havde jeg forestillet mig, han ville gøre? Spørgsmålene er svære at svare på, men selvfølgelig fylder det fortsat ufattelig meget, at lægerne har beskrevet Vitus som et barn med et livslangt handicap – specielt i sociale sammenhænge…

I de ca 2 timer, vi havde besøg, var vi begge vidner til et enormt rørende samspil imellem de to børn. Min kusines lille datter var i højt humør, og efter hun havde set det hele lidt an, var hun overalt på sin helt egen mave-kravlende måde. Vitus syntes hun var enormt spændende, og på en eller anden fascinerende måde, var han fuldstændig med på, at hun var mindre end ham. Flere gange var han henne for at vise hende forskellige ting, fortælle hende, at hun havde fundet en tiger eller et tog, og rigtig mange gange var han super overbærende og forstående, når hun kom mavende for at kigge på hans ting. Jeg var temmelig rystet – altså på den helt gode måde, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde forventet mere skrig og skrål fra hans side. Det var der bare intet af – i stedet var han dybt interesseret, empatisk, forstående og kærlig over for sin lille grandkusine. Flere gange blev hun aet på sit skaldede hoved, og flere gange forsøgte Vitus – med sin charme og med fuldt overlæg – at få hende til at grine ved at klovne foran hende. Ærligt – jeg måtte tørre en enkelt (eller mange) tåre/r fra øjnene op til flere gange. Det var virkelig kært!

På et tidspunkt hopper vi rundt inde i stuen. Vi har en stor madras liggende foran vores sofa, så ungerne rigtig kan lave ballade og hoppe eller slå koldbøtter fra sofaen ned på madrassen. Her opfanger Vitus, at hans søde grandkusine ikke kan komme op i sofaen. Resolut og før jeg overhovedet når at tænke over det, er han henne hos hende for at give hende en hestesko op i sofaen. Fuldstændig rørende, betænksomt og fint – og igen fascinerede han mig med sin forståelse for andre og sin oprigtige interesse i at hjælpe. Igen begyndte huset at knage, fordi jeg tænkte så meget…

Når man – som Vitus – har en autisme-diagnose, betyder det, at man er særligt udfordret i forhold til en række sociale kompetencer. Man har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, og man forstår ikke det sociale samspil, som er fuldstændig intuitivt for normalt fungerende børn. Man har en nedsat evne til mentalisering – dvs. at sætte sig ind i, hvad andre mennesker ønsker, føler og tænker. Med disse tanker i hovedet, forvirres jeg dybt, når jeg ser Vitus interagere, kærtegne, aflæse, hjælpe, forstå og bære over med en lille pige, der er ca 2 år yngre end ham selv…

Min kusine optog en lille film af seancen med hesteskoen. Se selv – er det ikke kært?!

GogV

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om nytårsdagene på min yndlingsø...