Der er noget, jeg har villet fortælle i et stykke tid…

Ja, jeg har faktisk gået med disse sindssyge nyheder i nogle dage… – Men jeg har simpelthen ikke turdet sige det! Jeg har været bange for, at det bare var en engangsforestilling, plus jeg har ganske enkelt heller ikke fattet det – før nu…

Vitus spiser!!!! – Åh for helved altså – det er så fantastisk og totalt surrealistisk! 🙂 Altså, han spiser selvfølgelig ikke 100% normalt, men han er begyndt at synke sin mad efter hver mundfuld, og DET er virkelig skelsættende hos os! Vi taler stadig blendet mad, men hey – Rom blev jo heller ikke bygget på én dag, vel? 🙂 Han flytter stille og roligt sin mad tilbage i munden, synker den og er klar til næste bid… – Ofte skal han lige mindes om at synke, og somme tider får han brækfornemmelser, men alt i alt er dette et gigantisk skridt for Vitus OG for os!

Det hele var ellers ved at gå for alvor i hårdknude i dagene mellem jul og nytår… Vitus fyldte sin mund til bristepunktet, og der var intet, vi kunne gøre for at få ham til at synke… Maden sev simpelthen ud imellem hans læber, og vi kunne hverken gøre fra eller til. Det var ufattelig frustrerende, og jeg fik den der ulidelige følelse af ikke at kunne stille noget som helst op… Det var virkelig hårdt, og det mindede mig alt for meget om Vitus’ spisestrejke for ca 1,5 år siden. Faktisk gik det så vidt, at vi mere eller mindre gav op og blev enige om, at han jo så bare måtte blive sulten og forhåbentlig selv begynde at spise… – Men før jeg for alvor ville give op, forsøgte jeg en sidste ting… Vitus har i løbet af den tid, hvor han har haft sin sære vane med at fylde munden, ofte sunket en del af det, han har haft i munden, når vi har lagt ham op af en pude og givet ham noget vand… Denne metode var jeg nødt til at teste af – på en lidt ny måde…

Jeg tog Vitus med hen i sofaen, hvor han altid får en tår vand fra sin flaske efter et måltid liggende op af en pude. Vi satte os tilrette med et hyggeligt spil på iPaden, og jeg gav Vitus en lille mundfuld mad. Herefter lagde jeg ham op af puden og bad ham om at synke… Jeg vidste, at han ville kunne kapere den lille mundfuld, jeg havde givet ham – så i bund og grund var det “at synke” ikke for meget forlangt… Efter et par mislykkede forsøg og en del brækfornemmelser, begyndte Vitus at fatte pointen… – Og i løbet af meget, meget få måltider, behøvede vi ikke længere hjælp fra tyngdekraften – Vitus kunne sidde i sin stol og synke efter hver bid! DET var vildt!!! – Og det har sgu været vildt lige siden! Ofte er jeg lige nødt til at nive mig selv i armen, når jeg sidder dér – over for min lille skønne mand – og ser ham synke sin mad efter hver mundfuld. Det er vidunderligt! – Og det har betydet en reduktion i tid på intet mindre end ca. 30 minutter – PER måltid! Forestil jer lige, hvordan det er at få ca. 3 timer ekstra om dagen, hvor du kan lave sjove, skøre, dejlige ting med dine børn! Det er den absolut største og mest kærkomne gave, jeg NOGENSINDE har fået… Det gør en verden til forskel for vores lille familie…

Jeg er bare så umådelig stolt af ham, og synes han er så monster-sej! Nu skal vi bare have den nye teknik fuldt integreret, og vi skal have elimineret de brækfornemmelser, der desværre stadig kommer engang imellem. Jeg har på en eller anden måde affundet mig med, at min søn blot er 4-5 måneder gammel, når det kommer til at spise mad… Han er desværre enormt langt bagud, men jeg trøster mig ved, at han trods alt udvikler sig og mest af alt, at han er så MEGA god til at lære. Seje lille gut – han skal sgu nok blive til noget 🙂 DET lover jeg!