Vitus og sproget… Eller mangel på samme!

Vitus’ sprog bekymrer mig. Han har altid været bagud, og vi vidste ret hurtigt, at han bestemt ikke ville være foregangsmand på dét område. Nu, hvor han er 2 år og 5 mdr., taler han meget begrænset og er endnu ikke begyndt at sætte sætninger sammen. Han kan sige en masse forskellige ord – både på dansk og engelsk – og han har en rigtig fin sprogforståelse. Men han bruger det desværre ikke aktivt i hverdagen…

Jeg ved ikke, om det engelske spiller en rolle her. Det engelske sprog fylder enormt meget i vores hverdag… – Grundet de mange, mange timer foran en iPad, for overhovedet at holde ham i live, har han set ekstremt mange små engelske film – mest remser og vers om bogstaver, tal og former. Der findes desværre ikke meget på dansk, så huset har oftest været fyldt med engelske ord og sange. Derudover har vi jordens bedste au-pair, som er en enormt stor del af vores familie. Ofte tænker jeg, at han selvfølgelig er to-sproget, da vi i 50% af tiden enten taler eller hører engelsk. – Og det hjælper selvfølgelig ikke på udviklingen af det danske sprog. Men alligevel… Jeg bekymres…

Måske jeg også bekymres endnu mere, fordi de fleste læger og psykologer fortæller mig, at det er et symptom på autismen… – At Vitus ikke tillærer sig sprog, fordi han har autisme, og fordi hans hjerne er anderledes. – Han har ganske enkelt ikke interessen for at kommunikere. Det er en frustrerende og hjerteskærende tanke… På dette område er jeg splittet… Den ene dag tager bekymringen over – den anden dag sprudler håbet… Jeg forsøger at navigere i den viden, jeg får, uden at lade mig slå ud. Men det kan være svært… I bund og grund synes jeg, det er hårdt at tænke på alle de “bivirkninger”, der “åbenbart” følger med autismen, og som jeg i bund og grund har fået besked på at lære at leve med. – At spisningen er en del af autismen… – At manglen på sprog er en del af autismen… Det kan være rigtig hårdt at tænke på. – Og jeg vil allerhelst skille de forskellige udforinger ad – på den måde virker det knap så håbløst… I min hjerne er det enormt begrænsende, deprimerende og nedtrykkende at give Vitus’ udforinger den samme årsag. – At alt udspringer af autismen… På den måde bliver det forklarende og begrundende. – Men når noget forklares og begrundes uden at blive efterfulgt af en løsningsorienteret tilgang, bliver det håbløst, trist og meget fastholdende. Og det er dén følelse, jeg ikke kan holde ud – jeg kan simpelthen ikke rumme den i min krop! Jeg VIL tro på muligheder og potentiale og udvikling. Ikke kun fordi jeg har det bedst på den måde, men også fordi jeg oprigtigt TROR på, at Vitus kan udvikle sig til noget, som ingen læger havde forestillet sig…

Ofte tænker jeg: “Hvis han dog bare kunne lære at tale, så er jeg fuldstændig sikker på, at resten nok skal ordne sig…” Jeg ved ikke, hvorfor det fylder så meget hos mig… Måske fordi jeg selv er enormt glad for ord, har en kandidat i kommunikation og elsker at bruge sproget… Jeg ved det ikke, og selvfølgelig skal jeg passe på med at spejle Vitus i mig selv… – Han er sin egen, og han udvikler sig på sin egen måde. Men om man vil det eller ej, er sproget bare en enormt vigtig kompetence, så selvom Vitus nok aldrig bliver den mest udadvendte og store taler, beder jeg hver dag en bøn til, at hans sprog vil udvikle sig, og at han vil komme til at bruge det meningsfuldt.

Vitus forstår rigtig meget. Måske endda det hele. Han er aktivt kommunikerende i sit kropssprog og peger enormt meget. Vi er faktisk sjældent i tvivl om, hvad han vil. Han bruger “ja” og “nej” meningsfyldt, og så er hans yndlingsord “morfar”. Dette hænger måske sammen med hans ekstreme kærlighed til sin elskede morfar 🙂 For at give ham et større ordforråd og for at lære ham mere sprog, har jeg lavet en masse kort med forskellige ting på. Det kan være alt fra ting i huset, til frugter eller dyr. Flere gange om dagen sidder vi og ser på kort. Jeg fortæller, hvad der er på kortet, og ofte gentager Vitus efter mig. Faktisk er han blevet så sej, at vi ofte taler i munden på hinanden. Jeg håber inderligt, at det kan være med til at udvikle hans sprog.

Tit har jeg brug for at støtte mig op ad, at andre børn også har været sene til at tale… – Også børn uden autisme. Det er selvfølgelig skørt, men det giver mig en underligt form for tryghed at vide, at andre – helt normale børn – måske først er startet med at tale i 3-års alderen. Egentlig kan jeg jo ikke bruge det til noget som helst – og dog… Det kan hjælpe med at opretholde min tro, og det kan være med til at give mig lidt ro i en ellers stressende og udfordrende tid, hvor jeg ikke kan være sikker på ret meget.

Én ting er i hvert fald sikkert! Efter mine to uger i en anden verden efter diagnosen faldt, har jeg besluttet mig for at forsøge følgende: Leve i nuet, omgive mig med kærlighed, fokusere på det positive, tro på udvikling og have tiltro til uanet potentiale. – Nogle gange er det bare svært, men for det meste går det heldigvis ret godt…