Orden i kaos

Det har været fuldstændig overvældende med alle de henvendelser efter mit indlæg i søndags. Jeg har modtaget ufattelig mange kærlige, hjælpsomme beskeder, og jeg har læst dem alle. Det betyder alverden – tak skal I have.

Body SDS, healing, osteopati, massage, oralmotoriske øvelser, radikal kostomlægning, kostvejleder, fysioterapi, kiropraktik, sanseintegration, zoneterapi…

Lige nu er jeg ved at skabe orden i alle mine tanker, og alle de ideer, jeg har modtaget. Det er mildt sagt et kæmpe kaos. For hvor skal jeg starte? Hvordan griber jeg det bedst an, og hvad er vigtigst for Vitus lige nu? En klog kvinde fortalte mig for nyligt, at jeg skal huske at være konkret omkring vores udfordringer… Jeg skal ikke begynde at tage sorgerne på forskud, for hvad nu, hvis de ikke kommer… – Jeg skal forholde mig til de udfordringer, jeg står i og fokusere på at løse dem. Jo mere jeg tænker over det, jo mere giver det mening. Med alt hvad jeg har læst, alle de undersøgelser jeg har gennemgået og alle de interventionsmetoder, jeg har sat mig ind i, kan jeg have en tendens til at ville ud over stepperne med det hele… Lægerne på Glostrup påpegede det også… De tror, at min største udfordring i dette vil være min tålmodighed… Det tror jeg nu ikke – men en ting har de ret i. Jeg kommer ikke til at sætte mig ned og afvente. Jeg kommer til at tage tyrene ved hornene og hjælpe min søn så meget som muligt.

Hvis jeg forsøger at bryde det hele ned og holde fokus på vores udfordringer, er det ganske klart for mig, at vi først og fremmest skal hjælpe Vitus med at få et andet forhold til mad… Men hvordan gør vi lige det? Starter vi med at ændre hans kost, eller har det intet med sagen at gøre? Skal vi ændre på rammerne for spisning, eller vil det betyde, at Vitus sultestrejker igen? Kan vi overlade mere af ansvaret i forhold til at indtage næring til Vitus, eller vil det resultere i en katastrofe, fordi han reelt set ikke føler sult? Ja, der er rigeligt at forholde sig til, og som I nok kunne læse i mit tidligere indlæg, er jeg bestemt ikke klar til alt for drastiske metoder. Oplevelsen for godt et år siden står alt for klart for mig…

Jeg har læst en masse om kostens sammensætning og fået enormt mange gode råd angående dette emne. Måske det er et godt sted at starte… Tænk hvis min kære søn rent faktisk har en overfølsomhed over for et eller andet? Jeg ville have svært ved at tilgive mig selv… Og lægerne… Jeg ville hade det. Måske han ikke decideret har en intolerans – men måske der bare er noget der fungerer bedre for ham og hans mave end andet. Det må jeg finde ud af…

Danmark spiller landskamp… Der knokles, og der løbes mange kilometer. Jeg ved godt, at jeg kommer til at løbe enormt mange kilometer… Jeg ved godt, at jeg får sved på panden og at det nogle gange ikke lader til at betale sig… Men det gør ikke så meget – bare vi kommer i mål.