Til den detaljeorienterede – og nysgerrige – læser synes jeg det er på sin plads at forklare lidt nærmere om vores situation.

Tirsdag d. 26. august gik vi – med vores søn Vitus i hånden – ind ad døren på Glostrup Hospital. Vi havde takket ja til et tilbud om udredning på børnepsykiatrisk afdeling, da Vitus, siden han var 3 måneder, har lidt af spiseforstyrrelser i ret ekstrem grad. Torsdag d. 18. september gik vi ud af døren fra Glostrup Hospital – stadig med Vitus i hånden, men nu også med en diagnose.

Diagnosen hed ?autisme? ? i klassisk forstand… Det var hårdt. Det var umenneskelig hårdt! Min første tanke og følelse var – hvor er det dog uretfærdigt!! Hvorfor os?! Og så tudede jeg i flere timer ? i rigtig mange dage? Jeg syntes, det hele var enormt uoverskueligt, og min ekstreme angst for fremtiden ? hvad der MÅSKE ville ske, hvordan han MÅSKE ville udvikle sig var altoverskyggende. Jeg brugte temmelig lang tid på at komme fra bunden af havet og op til overfladen igen?

Det er sjovt som tankerne flyver rundt, når man ikke er i balance! Det ene øjeblik synes man bare, at de psykologer og overlæger, der har udredt ens barn, er nogle kæmpe idioter, og at de principielt ville kunne stille diagnosen autisme på alle børn, der har en dårlig dag. Det andet øjeblik ved man godt med sin rationelle hjerne, at de jo ikke stiller en sådan diagnose med mindre de er sikre. Samtidig med den slags modsatrettede tanker, bevægede jeg mig også imellem to yderpunkter – følelsen af meget håb og meget mod eller følelsen af meget lidt håb og meget lidt mod.

Jeg kunne ikke så forfærdelig meget i de dage, hvor jeg i virkeligheden udelukkende sørgede over tabet af min søn? Jeg ved godt det lyder helt skørt, men det var på en måde sådan, jeg havde det ? jeg følte, jeg havde mistet min søn samt alle de drømme og forventninger, jeg havde haft i den forbindelse. Når jeg ikke sørgede alt for intenst, læste jeg stolper op og stolper ned om emnet ? jeg satte mig ind i de forskellige behandlingsmetoder, og jeg studerede, hvordan man gør i andre lande. Kort sagt ? jeg tilegnede mig ligeså meget viden på 2 uger, som jeg havde gjort igennem 5 år på universitetet! Og modsat tiden på universitetet, var det slet ikke spor svært. Min motivation var ? og er ? så ekstremt høj, at de mange tørre siders læsestof blev (og bliver) slugt på ingen tid – OG jeg kan huske det bagefter! Samtidig var det enormt vigtigt for mig, at huske resten af familien – jeg havde (og har) stadig den dejligste lille selvstændige pige på snart 4 år, og jeg har en mand, der altid har været min uopslidelige klippe i medgang og modgang. Det var – og er – en svær tid, men lyset og min evne til at se muligheder kom lige så stille tilbage i takt med, at jeg fik bearbejdet min sorg.

På en eller anden måde står vi nu for foden af et totalt uudforsket terræn. Når jeg nogle gange lukker øjnene, ser jeg landskabet for mig. Nogle dage er det ikke bare en bakke, men et bjerg vi skal op af. Andre dage triller vi lige så stille afsted på en lille skovsti, hvor vi har rig mulighed for at koncentrere os om alt, hvad der omgiver os.

Jeg glæder mig til at finde vores vej. Jeg glæder mig til at lære vores vej at kende, og jeg glæder mig til at se, hvor den fører os hen.