En virkelig stor sejr er i hus – denne dag er magisk!

Vitus har nu gået i skole i næsten syv måneder, og i dag havde vi det første vigtige evalueringsmøde i forhold til Vitus’ individuelle uddannelsesplan – herovre hedder det en IEP (individualized educational program). Det er i denne plan, alle Vitus’ mål er noteret fordelt på områderne OT (ergoterapi/finmotorik), PT (fysioterapi), speech therapy (taleterapi) og counseling (problemhåndtering i grupper). Da Vitus startede i børnehaveklasse, kæmpede jeg hårdt for at få så meget støtte/træning til ham som muligt – og det lykkedes. Han har – siden han startede i september – fået specialundervisning inden for de fire områder 2-3 gange pr uge/pr område. I dag var vi så indkaldt til evalueringsmøde, hvor vi skulle møde alle hans forskellige lærere/trænere, og vi var selvfølgelig super spændte. Vi har løbende fulgt med i, hvordan det er gået ham, så vi vidste, at han var på rette vej – men jeg tror ikke helt,...

Vitus’ første karakterbog

For nogle uger siden fik Vitus sine første karakterer med hjem. Ja, I know – lidt tidligt taget i betragtning, at han kun er 5 år og netop startet i børnehaveklasse, men sådan forholder det sig her ovre, og jeg har valgt ikke at bruge energi på sager, jeg ikke kan ændre… Faktisk får de små poder hele 73 forskellige karakterer fordelt på læsning, skrivning, matematik, samfundsfag, social/følelsesmæssig udvikling, arbejdsvaner, kunst, idræt og videnskab. De får karakterer to gange årligt; en gang efter jul og en gang før sommerferien. Selvom vi bestemt ikke går særlig meget op i karakterer, var vi selvfølgelig ret spændte på at se, hvordan vores lille knægt ville klare sig – jeg mener, han har trods alt en autisme-diagnose klistret på ryggen med temmelig mørke udsigter for fremtiden. Jeg ved ikke, hvad det er – men jeg har et ekstremt stort behov for at få at...

En lille Vitus-skole-update…

Tænk engang – nu har Vitus gået i skole i ca. 4 uger! Start kl. 8.30 og slut kl. 14.40! – Det er altså noget af en omvæltning – ikke mindst for moren… Generelt går det rigtig, rigtig fint! Hverdagen er for alvor gået i gang, og Vitus har forstået, at “det her skole” er kommet for at blive. Men sidste uge var hård… Han var tydeligt mærket af situationen, og både mandag, tirsdag og onsdag måtte jeg sige farvel til en grædende, lille dreng, når klassen marcherede ind i klasselokalet i samlet trop. Dét var ikke sjovt… Han knugede sine små arme omkring mig og fortalte mig, at han allerede savnede mig, at han syntes skolen varede i lang tid, og at han bare savnede mig! Alt imens tårerne løb med at kinderne på ham. Det skar i hjertet, og al den forfærdelige tvivl og usikkerhed skyllede ind over...

Hvorfor er det så pisse svært for mig at tro på det – sådan for alvor?!

Her sidder jeg så. Det er onsdag formiddag, og jeg har afleveret børnene i skole for femte gang. Det har været nogle meget surrealistiske dage. Nogle dage fyldt med følelser, tanker og oplevelser. Lad mig starte med det absolut bedste! Vitus elsker sin skole! Ind til videre er han den sejeste, mest upåvirkede, oplagte, glade, sprudlende dreng. Han GLÆDER sig hver morgen til at komme afsted. Han spørger forventningsfuldt hver aften, hvornår han skal i skole igen, og han siger “jaaaaaaaaaa!”, når jeg fortæller ham, at han blot skal sove en enkelt gang, før det er skoletid igen. Han er fuld af energi fra det øjeblik han slår øjnene op, og indtil det øjeblik han lukker sine øjne for at sove. Han sover som en sten, fuldstændig upåvirket. Han er totalt som han plejer at være – glad, i balance, mod på livet og kærlig. Det er magisk, utroligt og...

Vitus’ første dage i skole…

Jeg sidder her og kigger på uret. Jeg venter på, at klokken bliver 14.30. Der er ca 130 minutter til… Hver gang jeg kigger på uret, er der ca gået 10 sekunder! Tiden går enormt langsomt i dag, og det gør den fordi, jeg sidder her og venter på, at jeg må hente Vitus og Sofia fra skole! Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg oplever en hel masse forskellige følelser i øjeblikket. Vitus er startet i skole – en helt almindelig folkeskole her på Manhattan, og det er mildest talt ret vildt. Jeg kan huske, at jeg for ca 2,5 år siden tænkte meget over, hvad der mon skulle blive af min lille dreng?! Hvordan ville han udvikle sig? Hvad ville det der autisme betyde? Jeg husker også, at vi meget seriøst overvejede at placere Vitus på en svært specialiseret institution, og jeg husker – som var det...
Older posts