Når jeg bliver kontaktet af mødre, der er kede af det og frustrerede, gør mit hjerte SÅ ondt, og jeg bliver tosset over, hvor dumt et system Danmark har stablet på benene…

Jeg bliver tit kontaktet af frustrerede og opslidte mødre, der er bundulykkelige. Senest i dag. – Og jeg bliver lige påvirket af det hver gang! Det går direkte i hjertet. Jeg bliver ked af det sammen med dem, og jeg får lyst til at ruske i det etablerede system hjemme i Danmark. Det er SÅ forfærdeligt, som der sprøjtes diagnoser ud i verden i øjeblikket uden overhovedet – på ET tidspunkt – at gå en lille smule i dybden med de underliggende faktorer, der spiller ind. Den mail jeg modtog i dag, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg blev på et splitsekund revet tre år tilbage i tiden, hvor fortvivlelse, sorg, frustration, angst og vrede dominerede mit sind. Vores rejse – fra tidspunktet hvor Vitus fik sin autisme-diagnose og frem til i dag – har budt på SÅ mange interessante og informative ting. Jeg er uden tvivl et transformeret – og...

Hvad gjorde Brain Balance programmet for Vitus?

Jeg skylder jer en mere detaljeret beskrivelse af Vitus’ møde med Brain Balance. Det er efterhånden lidt tid siden, han blev færdig med sit program – men som med alt andet, har jeg det bedst med at vente nogle dage, før jeg fortæller vidt og bredt om noget – tænk hvis det nu ikke er kommet for at blive… Umiddelbart før jul kørte vi vores sidste tur til New Jersey, og på et hyggeligt møde med Vitus’ træner igennem tre måneder, fik vi en omhyggelig tilbagemelding på hans udvikling. Nogle af de forandringer, der blev mest tydelige, var mine egne besvarelser. Før vi påbegyndte programmet og ved programmets afslutning, skulle jeg besvare en lang række spørgsmål om Vitus’ adfærd. – Nogle gange kan det nemlig (åbenbart) være enormt svært at huske, hvordan situationen var for bare få måneder siden! På et af områderne; “does your child worry a lot?” havde...

Eksisterer autisme om 50 år, eller er det blevet udryddet?

Der sættes i øjeblikket fokus på autisme på DR. Jeg er flere gange i løbet af de sidste dage stødt på små klip eller artikler omhandlende autisme på DRs facebookside, og jeg følger interesseret med i de kommentarer, der skrives under hver publicering. Vi ved, at der hver dag forskes enormt meget i årsagen til autisme – hvorfor bliver nogle børn autistiske? Hvad er det, der sker i hjernen? Ingen er enige om dette, men mange forskere mener, at de nok skal knække koden en dag. – Og hvis koden bliver knækket, og forskerne finder ud af, hvad der forårsager autisme – ja, så vil man højst sandsynligt kunne forudsige autisme, måske påvirke det og eventuelt ændre det. Spørgsmålet er bare – er det en god ting, eller en skidt ting? Jeg er egentlig ret splittet i mine tanker og har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig...

Måske det der autisme er mere fleksibelt end som så…

Vi har efterhånden set en hel del læger og specialister, og én sætning går igen! – Det er en sætning, der ikke burde gå igen, hvis man tager udgangspunkt i den danske tilgang til autisme. Så sent som i dag fik jeg kastet denne sætning i hovedet igen. Denne gang af en læge specialiseret i gastroenterologi (mave, fordøjelse etc), og hver gang jeg hører sætningen, ruller alle de gamle tanker ind over mig igen… Sætningen er en kommentar på, at jeg har fortalt, at Vitus fik en autisme diagnose, da han var 2 år, og at det amerikanske system – efter fem forskellige evalueringer – ikke anser ham for at leve op til kravene for at få stillet selvsamme diagnose. “Nåå, jamen det var jo også en meget ung alder at få stillet dén diagnose i!” På den ene side er sætningen selvfølgelig rar at høre – alle vi møder...

Hvor meget skal jeg fortælle?

Vitus har nu været i pre-school tre gange. Jeg har netop hentet ham efter endnu en super succesfuld dag. Han er glad, oplagt og SÅ kær. I skolen har de også kun rosende ord til overs for ham – han er sød, hører efter, folder sig mere og mere ud, og er bare glad. Det er SÅ fantastisk at høre. Og så lettende! Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med – måske at han trods alt ville have et par break downs eller noget… De kan selvfølgelig stadig nå at komme, men det virker virkelig som om, han er mere robust og omstillingsparat, end jeg måske lige havde regnet med. I dag fik jeg et spørgeskema med hjem. Her bliver jeg spurgt om alle mulige ting – inkl. Vitus’ historik, særlige behov osv osv. Jeg har selvfølgelig tænkt mig at svare ærligt på disse spørgsmål, men jeg er virkelig...
Older posts