Børnevaccinationer… Ja eller nej?

Når man, som jeg, er enormt undersøgende og hele tiden er på jagt efter at lære mere, nyt og anderledes, støder man på en del forskellige artikler så vel som mennesker. Min udadvendthed har givet mig enormt mange skønne oplevelser, men nogle gange støder man også ind i ting, man ville ønske, man ikke havde mødt…

Apropos mit indlæg i går, er der en anden ting, der har fyldt – og fortsat fylder meget – i mit hoved… Hjerneaktiviteten bliver bestemt ikke mindre i takt med alle de artikler, diskussioner, skrækscenarier og uigennemskuelige agendaer, jeg støder på i øjeblikket. Jeg taler om børnevaccinationer…

Det er på ingen måde mit ønske at starte en drabelig debat – husk på – dette er mit frirum. Det er her, jeg kan skrive alle mine tanker ned, og på den måde få ny luft og energi til hverdagen. Når det så er sagt, så ville det være dejligt med en god og saglig debat, hvor alle holdninger respekteres. Jeg tror fuldt og fast på, at ingen forældre gør noget bevidst for at skade andre børn…

Artiklerne om udbruddet af mæslinger i en forlystelsespark i USA, en masse andre artikler, hvor temaet debatteres heftigt samt mange forældres ufiltrerede meninger om sagen… Tankerne sættes i gang, og nok især hos mig… Igen ville jeg ønske, at jeg bare kunne vende det døve øre til og være ligeglad – men det kan jeg ikke, for det drejer sig om mine børn.

Da Vitus fik sin diagnose, blev jeg af en gammel badmintonveninde anbefalet at tage kontakt til en kvinde fra Jersey. Hun sværger til naturens kræfter og hjælper mange tusinde mennesker over hele verden. For ca 3 måneder siden sendte jeg hende en prøve fra Vitus, som hun analyserede i sit eget laboratorium. Et par uger senere, modtog jeg et udførligt prøveresultat, hendes anbefalinger samt forskellige blomsterekstrakter i form af små piller. Vitus skulle nu – dagligt – indtage disse blomsterekstrakter, som smager sødt og langsomt opløses i munden. Intet problem i dette og ren natur, så her har jeg ikke bekymret mig synderligt. Der hvor bekymringen har naget mig – og fortsat nager mig – er i forhold til Vitus’ testresultat… Ca. 16-17 mdr. inde i Vitus’ liv, har hun lavet en stor, rød cirkel. Hun har skrevet, at dette tidspunkt har haft enormt betydning for Vitus’ symptomer, og hun spørger mig direkte, om Vitus på dette tidspunkt fik MFR vaccinen… Den kloge sidder garanteret og tænker – “ja, ja men alle og enhver ved jo, at børn vaccineres for MFR, når de er 15 mdr, så det kan hun nemt sige…”. Dén tanke har jeg selvfølgelig også selv haft, og jeg havde nok heller ikke grublet så meget over det, hvis det ikke var fordi, at lige præcis DETTE tidspunkt og ca. 4-5 måneder frem, var Vitus’ absolut værste periode nogensinde. Da han var ca. 14-15 mdr gammel, trak han sig enormt ind i sig selv. Han var et utrygt barn, var bange for det meste – kunne fx ikke komme med ud og gå tur, idet han blev skræmt fra vid og sans af selv de mindste lyde. Det var også i denne periode, at Vitus havde det bedst i hjørnerne. Han trak sig ganske enkelt ud i hjørnerne, og man kunne se i hans smukke øjne, at han var både på vagt og bange…

Tilfældigt sammenfald? – Måske. Måske ikke… Jeg ved i hvert fald bare, hvad jeg oplevede med Vitus, og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke over det resultat, jeg modtog fra Jersey. Sommeren 2013 var egentlig rigtig dejlig. Vitus lærte for alvor at gå, og jeg har mange herlige videoer fra Bornholm, hvor han stavrer derudaf. Efteråret var noget værre lort – mildt sagt, men hen over julen 2013 begyndte det at gå langsomt fremad. Heldigvis… Jeg husker det som en ekstremt hård tid, hvor hele mit fokus var på at holde Vitus i balance. Den lille skat…

Jeg behøver nok ikke sige, at kvinden fra Jersey ikke just anbefaler, at jeg vaccinerer mine børn. Hun forklarer, at ingen børn har godt af det, men at nogle børn er så følsomme, at det kan få enorme konsekvenser. Min osteopat anbefaler heller ikke, at jeg vaccinerer… Hun siger, at hvis jeg virkelig ønsker at vaccinere mine børn, er det ekstremt vigtigt, at jeg gør det på et tidspunkt, hvor de er stærke nok… Men hvornår er de det?

I bund og grund er jeg i syv sind… Jeg forstår til fulde debatten om det fælles ansvar – ikke blot for vores egne børn, men også for andre børn… Og jeg forstår inderligt frustrationen hos de forældre, hvis børn er syge af andre årsager, og derfor ikke er vaccinerede. De udsættes ufrivilligt for fare, når fx en mæslinge-epidemi bryder ud… Jeg ved også, at det videnskabelige bevis for, at MFR vaccinen har forfærdelige bivirkninger, er mere eller mindre skudt i sænk… Men hvad nu, hvis den alligevel kan have nogle af de skrækkelige bivirkninger? Hvad nu, hvis den i enkelte tilfælde kan have så voldsomme bivirkninger som autisme? Skal man så bare “tage en for holdet”, om jeg så må sige? – Altså “ofre” sit eget barn for at alle de andre børn kan undgå fx mæslinger?

Samtidig tænker jeg meget over, at alt skal være videnskabeligt bevist, før folk overhovedet vil lytte… Jeg mener ikke, at den videnskabeligt beviste metode, der benyttes i forhold til autisme, er tilstrækkelig. Jeg synes den har for lidt fokus på potentiale og udvikling, og jeg synes den fastholder børn i deres diagnoser uden grund. Bevares – “normal” behøver ikke nødvendigvis være målet – bare målet er udvikling og forhåbentlig eliminering af alt for mange hak i tuden fremadrettet, fordi man er anderledes…

Børne-vaccinationsprogrammet er uden tvivl den ting, jeg allerhelst undgik at tage stilling til… Mest af alt ville jeg ønske, at jeg ikke var blevet presset ud i de hjørner af universet… Mest af alt ville jeg ønske, at jeg bare kunne følge med strømmen uden at tage stilling til eller sætte mig ind i substansen. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke over, hvem der har størst interesse i at bevare den nuværende lægevidenskabelige diskurs… Medicinalindustrien eller naturmedicinindustrien… Jeg tænker over, hvor meget det økonomiske aspekt spiller ind, og jeg tænker over, om nogle undersøgelser måske har svært ved at vinde ørenlyd fx pga økonomiske interesser… Jeg tænker også over, alle de mange, mange mennesker, som virkelig HAR taget stilling og som IKKE vælger at vaccinere deres børn… Jeg forstår godt, hvorfor de ikke ønsker at indsprøjte kemi direkte i deres børn… Det er jo for søren det, jeg bruger så meget krudt på at undgå ved at gå op i hver lille bitte ting, børnene putter i munden… Danmark er faktisk det land i Europa med lavest tilslutning til børnevaccinationsprogram i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med… Er det udelukkende fordi, vi er et glemsomt folkefærd? – Eller er det fordi rigtig mange mennesker har taget aktivt stilling til, at vaccinationerne ikke skal sprøjtes ind i deres børn? De kan vel ikke være dumme og mindre bemidlede alle sammen?! Selvfølgelig vil jeg kun ALT det bedste for mine børn, og jeg ønsker ikke, at de bliver syge, hvis jeg kan forhindre det… Jeg forbeholder mig blot rettet til at tænke over, hvordan jeg sikrer allermest sundhed samt det allerbedste helbred hos mine børn…

Endnu engang tænkte jeg så meget, at huset knagede… Det gør jeg tit, og det er ok. Heldigvis skal jeg ikke tage stilling lige nu… Jeg kan vente lidt endnu… Men jeg er virkelig i syv sind… Jeg har bestemt ikke lyst til at ofre mit barn for fællesskabets skyld – samtidig ønsker jeg ikke at udsætte mine børn for nogen som helst farer, som kunne være undgået…