Vitus’ første karakterbog

For nogle uger siden fik Vitus sine første karakterer med hjem. Ja, I know – lidt tidligt taget i betragtning, at han kun er 5 år og netop startet i børnehaveklasse, men sådan forholder det sig her ovre, og jeg har valgt ikke at bruge energi på sager, jeg ikke kan ændre… Faktisk får de små poder hele 73 forskellige karakterer fordelt på læsning, skrivning, matematik, samfundsfag, social/følelsesmæssig udvikling, arbejdsvaner, kunst, idræt og videnskab. De får karakterer to gange årligt; en gang efter jul og en gang før sommerferien.

Selvom vi bestemt ikke går særlig meget op i karakterer, var vi selvfølgelig ret spændte på at se, hvordan vores lille knægt ville klare sig – jeg mener, han har trods alt en autisme-diagnose klistret på ryggen med temmelig mørke udsigter for fremtiden. Jeg ved ikke, hvad det er – men jeg har et ekstremt stort behov for at få at vide, at han klarer det godt. Det har jeg selvfølgelig behov for at høre om alle, jeg elsker – inkl. Sofia og min mand. – Men med dem tror jeg li’som på det, efter jeg har fået det at vide en gang – det forholder sig ganske anderledes med Vitus, og hvor er det bare unfair! Jeg har tænkt meget over det, og måske er det ikke så underligt endda. Når man – som vi – får at vide, at ens barn vil have et handicap for livet – i dette tilfælde autisme – har man sgu nok bare brug for at høre de positive ting mere end en gang. Første gang gnider man sig i øjnene og renser ørerne, mens man siger; “hvad sagde du?” Anden gang beder man om en uddybning, tredje gang spørger man; “Mener du virkelig det?” osv osv… Jeg håber på et tidspunkt at kunne tage tingene hurtigere til mig, når det kommer til Vitus. Lige nu forholder det sig bare ikke sådan.

Men Vitus’ karakterer var bare SÅ flotte!!! Og selvfølgelig tudede jeg (igen) som den emotionelle person, jeg er. Hele vejen igennem klarer han det så ekstremt flot, og selvom vi ikke går op i karakterer (!), var det helt enormt fantastisk at læse. Jeg var meget interesseret i hans sociale/følelsesmæssige vurderinger, og når man her ser, at knægten får topkarakterer i punkter som: Plays with others, shows initiative, uses appropriate words and tone with others, takes turns and shares og works well with a partner, ja – så bliver man (jeg) bare så ufattelig lykkelig, at man ikke ved, hvad man skal stille op med  sig selv 🙂

Det eneste område, som Vitus’ lærere fremhæver som et udviklingsområde, er risikovillighed. – Og det kommer bestemt ikke som nogen overraskelse 🙂 Vitus har altid været meget påpasselig med at tage chancer og løbe en risiko. Han er enormt perfektionistisk, og gør sig meget umage med at gøre tingene fuldstændig korrekt. Det har vi – faktisk igennem lang tid – haft stort fokus på herhjemme, og ord som “pyt” eller “det er ligemeget” bliver ofte hørt hos os. – Og han er kommet MEGET langt i forhold til, hvor han var for et par år siden. Her kan du se, hvordan karakterbladet ser ud – Vitus’ fine karakterer i “arbejdsvaner”:

Jeg har sat den skriftlige feedback ind nedenfor. Den gjorde mig SÅ glad:

Meget kan man sige om det amerikanske skolesystem, men de gør sig virkelig umage – og lige med hensyn til Vitus er det faktisk ret rart. – Specielt fordi vi bliver bekræftet i, at vi er på rette vej, og at vores søn trives, er glad, udvikler sig og har det super godt. Må det please, please fortsætte…